Indiana Jones

Gravens forbandelse - William og Athena 2   af Rasmussen, Kit A.  
155 sider, 100 kr. stykket. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
Kejserens hemmelighed - William og Athena 1   af Rasmussen, Kit A.  
155 sider, 100 kr. stykket. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián

Kit Rasmussen har rejst over det meste af verden og er medlem af De Berejstes Klub. Hun har netop udgivet de to første bind i en spændende serie inspireret af filmene om Indiana Jones. Hovedpersonerne er børnene William og Athena. Athenas mor er arkæolog og døde under en udgravning i Ægypten for ganske nylig. Athenas far, Bendt, arbejder som retsantropolog. Han bliver tilkaldt, hvis man finder et gammelt lig, som man ikke ved, hvem er, eller hvordan personen er død. Det er lige præcis et sådant lig, Stan og Barb har fundet i en mystisk udgravning i Kina. William er bidt af en gal antropolog, og har fået lov til at komme med. Athena kan ikke døje William. Hun er dødtræt af udgravninger og sørger stadig over sin mors død. Men hendes træthed forsvinder, da William finder en hemmelig dør i udgravningen. Andre er parate til at dræbe for at få fat i det, der gemmer sig bag døren. I udgravningen finder de spor, der peger mod pyramiderne i Ægypten, hvor bind to i serien foregår. Også her bliver de forfulgt, og værst er det, da William bliver kidnappet. De to børn har ganske vist ingen pisk som Indiana Jones, men de får mindst lige så mange udfordringer som filmhelten. Det er en veldrejet serie, der nok skal få sommerens mange regnvejrsdage til at være mere end velkomne!

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret