Klassiker. Steinbecks kraftfulde Dagdriverbanden i ny oversættelse.

Mit første møde med Steinbeck skete allerede i skolen, hvor vi læste et uddrag fra Mus og mænd. Der hvor den store, stærke, men også dumme Lennie ved et uheld knækker halsen på Curlys kone. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Steinbeck skriver så selvfølgeligt, så flydende, at karaktererne lige så godt kunne stå foran mig. Der er ikke noget kunstlet ved Steinbeck. Følelserne understreges ikke hos ham via poetiske udgydelser, men ved at personerne reagerer og ikke mindst handler.

Hans roman, Dagdriverbanden, er netop blevet genoversat af digteren Thomas Krogsbøl. Dagdriverbanden udkom i 1935 og var Steinbecks første kommercielle succes.

Steinbeck er ikke ligetil at oversætte. I hans romaner finder man mange bibelske henvisninger, og så er han i Dagdriverbanden særligt inspireret af kong Arthur-myten iblandet en fascination af ideen om gruppen som en egentlig organisme. Det var en teori, som Steinbeck udviklede sammen med sin ven, marinbiologen Ed Ricketts.

Forfatteren skriver i sin indledning, at bogen handler om Danny og om Dannys venner og om Dannys hus. »It is a story of how these three become one thing,« står der i originalen. I Kai Friis Møllers lidt ældre oversættelse lyder det: »Det er en historie om hvorledes disse tre ting blev til een ting.« Og i Thomas Krogsbøls nye oversættelse: »Det er en historie om hvordan de tre dele smeltede sammen og blev til ét.« En problematisk oversættelse, fordi der netop ikke er tale om tre dele, der mangler noget for at blive hele. Det er tre selvstændige og af hinanden uafhængige ting, som smelter sammen til én ting. Ganske som Treenigheden. Der er en række bibelske undertoner i teksten, der går tabt i den nye oversættelse. Et andet eksempel er et sted, hvor Danny og nogle af vennerne sidder i opholdsstuen og venter på »the daily miracle of food«, som i den nye oversættelse er omdøbt til »det daglige madmirakel« ( tidligere hos Friis Møller »det daglige måltids mirakel« ). Teksten er en henvisning til overskriften fra Første Kongebog, kapitel 17, hvor ravnene og en enke sørger for at brødføde Elias. Vi går derfor fra en henvisning til måltidet og miraklet i form af nadveren som et væsentligt symbol i den kristne kirke, til et madmirakel, der lige så godt kunne være et cirkusnummer. Så selv om den nye oversættelse sprogligt bestemt fungerer som den skal, og i mange henseender foretager en nødvendig modernisering af teksten, går der noget væsentligt tabt i formidlingen af originalen, når de bibelske henvisninger forsvinder. Det burde en erfaren forlagsredaktør have været vaks nok til at rette op på.

DAGDRIVERBANDEN er en fortælling om, hvordan en gruppe fødes med Danny som et noget tilfældigt centrum, og om hvordan hans subsistensløse riddere efterhånden samles i hans hus. Fra at være sorgløse enkeltindivider er de pludselig en enhed, der hver især bidrager med det, de kan, for at vedligeholde gruppens eksistens. Danny tynges dog mere og mere af det ansvar, han føler for gruppen, ganske ligesom det er tilfældet for kong Arthur. Dagdriverbanden slutter derfor også med gruppens tragiske opløsning. Det er en sær roman, løssluppen, fuld af druk og spilopper, men som bag de lystige klæder tilbyder et alvorstungt studie i hvordan samfund opstår, lever og forgår.

2011-09-30

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret