Voksenbog. Den perfekte mand findes i kvindernes drømme: Han er klog, stærk, følsom og lever af menneskeblod.

Efterhånden som kvinderne bliver klogere og ikke længere tænder på hverken læger i hvide kitler (der er alligevel snart flere kvindelige læger end mandlige) eller anabolsk oppumpede actionhelte, skal der mere til.

Mændene har svært ved at matche kvinders drømme: Mænd skal både være stærke og mandige, besidderiske, rige, jaloux indtil det uudholdelige, og samtidig være galante, kloge, respektfulde, forstående og umådeligt følsomme.

Kærligheden til deres kvinde skal være uden grænser, samtidig med at en naturlig spænding mellem ham og hende skal holde forholdet – og deres helt vildt tilfredsstillende sexliv – i gang.

I mangel af bedre må man som kvinde derfor drømme en perfekt mand op. Det er svært at forestille sig en mand, der har erhvervet sig alle fornødne egenskaber på bare ét sølle liv, så for at finde en mand, der kan klare mosten, må man udse sig en, der lever længere end de fleste. Det kriterium opfylder vampyrer. De er også stærke og mandige. Og i og med at de lever i århundreder, evner de naturligvis at skabe sig selv en formue. Deres dyriskhed udstyrer dem naturligvis også med den nødvendige potens og besiddertrang. Så er betingelserne til stede for, at de lige akkurat kan matche en stærk, dominant kvinde. Og når en vampyr tager en mage, så er det for livet – hele vampyrens liv vel at mærke. Det valg kan aldrig gøres om. Så er man da som kvinde også fri for at binde sig til en mand, man ikke helt kan stole på.

Historikeren Deborah Harkness’ romaner for fantasi- og kærlighedshungrende kvinder er røget lige ind i toppen af bestsellerlisten i New York Times og er nu solgt til oversættelse i 33 lande. Filmrettighederne er endvidere solgt til Warner Bros.

Historierne foregår i en verden, hvor menneskene i uvidenhed lever side om side med hekse, dæmoner og vampyrer. Hvor hekse og dæmoner kun lever ét liv, kan vampyrer i princippet leve evigt. Dæmoner kan være kreative og destruktive, hekse kan enten skabe besværgelser eller udføre dem. Vampyrer drikker ganske vist menneskeblod, men er hos Harkness temmelig civiliserede. De har et utrolig stærkt familiesammenhold, og betragter dem, der har omformet dem fra menneske til vampyr som deres far eller mor. Man bliver ikke automatisk vampyr af at blive bidt, det kræver noget ekstra af vampyren.

Man skulle tro, at Deborah Harkness’ romaner om heksen, der forelskede sig i en vampyr, var ganske forfærdelige. Men selv om historien nærmest er overtrukket med vampyrrødt candyfloss, så er bøgerne ganske underholdende, selv efter 1300 sider. Dels skriver Harkness godt og har et virkelig godt greb om såvel fremdrift som personskildringerne, dels kan man mærke et klart engagement hos forfatteren i plottets kerne: Alkymiens mysterier og det historiske.

Temaet i trilogien, hvoraf de første to romaner nu er udkommet, er den forbudte kærlighed: »Den handler om vores fælles tro på, at ingen har ret til at fortælle to væsener, at de ikke må elske hinanden – uanset deres art,« som vampyren Matthews medsammensvorne og bedste ven, dæmonen Hamish, siger det.

Kort fortalt er historien følgende: Hovedpersonen Diana Bishop er heks, men har hidtil fornægtet sine evner. Blandt andet fordi hun er ude af stand til at udføre selv enkle besværgelser overbevisende. Det ændrer sig selvsagt i løbet af romanen. Hun forsker i alkymi og historie (ligesom forfatteren) og falder over et mærkeligt manuskript, som viser sig at være forhekset. Det bliver hurtigt klart, at såvel dæmoner som vampyrer er ude efter manuskriptet. En af disse er den 1500-år gamle vampyr Matthew, som blandt meget andet er læge og selv forsker i genetik. Han er overbevist om, at manuskriptet indeholder hemmeligheden om, hvordan hekse, dæmoner og vampyrer blev til. Efter at Matthew har reddet Dianas liv et par gange, ender det med, at Diana bliver forelsket i vampyren. Og omvendt. Det skal her tilføjes, at Matthew naturligvis kun drikker blod fra onde mennesker. Ellers lever han mest af dyreblod.

Men sagen er, at det er forbudt for en heks og en vampyr at have et forhold. Det er engang blevet besluttet af en Rådsforsamling, der består af to hekse, to dæmoner og to vampyrer, og som regulerer forholdet mellem de overnaturlige væsner og menneskene.

Derfor er Dianas og Matthews liv nu i fare. De skal sørge for at holde sig skjult fra de hekse, vampyrer og dæmoner, der er Rådsforsamlingen tro. Og de har også en opgave i at overbevise deres nærmeste familie om, at deres forhold er acceptabelt.

Der er store ligheder mellem Twilight-sagaen, som har betaget en hel generation af romantiske piger, og Harkness’ trilogi. »Jeg har jo sagt – du ser slet ikke dig selv klart. Du ligner ikke nogen anden, jeg har mødt. Du fascinerer mig,« som vampyren Edward siger til sin udkårne Bella i Twilight.

Vampyrer sover jo ikke, så Edward tilbringer nætterne med at betragte sin elskede. Det samme gør Matthew. Diana spørger, om han vil sove hos hende. Og det vil han naturligvis ikke, for sove gør han ikke. Hvad han så vil lave?: »Kigge på dig, selvfølgelig.« Han finder Diana »fuldstændig uforklarlig«. Men vi er langt over teenagealderen, så sex skal vi selvfølgelig også have. Ikke den lidt umodne »jeg er en lille pige, som skal læres op« slags. Nej tak! Det skal være den inderlige slags: »Mine dybe følelser for ham var ved at blive uløseligt forbundet med min krops reaktioner, og hans fingre og mund knyttede dem sammen med indviklede, pinefulde knuder.«

Det er den totale sammensmeltning den alkymistiske enhed, Harkness søger. Den opnår Diana og Matthew i bind to, hvor de på en meget fysisk måde kan læse hinandens tanker (!). Dermed er den sidste rest af hemmeligheder forsvundet mellem dem. At det så i praksis ikke er så enkelt, er naturligt. Der skal jo stadig være lidt elektrisk spænding mellem dem, så man kan få en forløsende seksuel scene indimellem. Diana skal insistere på sin selvstændighed og Matthew på sit ønske om at besidde hende helt og fuldt.

Men god sex gør det jo ikke alene for en historieprofessor. Matthew skal også være meget klogere end Diana. Følgende scene, hvor parret er udsat for et stort pres og hvor de skal finde ud af, hvor de skal gemme sig, inden de bliver fundet, er helt fantastisk: »Uden at sige noget gennemgik Matthew sine valgmuligheder og kasserede den ene efter den anden. Det ville have taget en hvilken som helst anden mand flere dage at vurdere de mulige træk og modtræk. For Matthew tog det kun få minutter. Hans ansigt viste kun svage tegn på denne kamp, men hans anspændte skuldermuskler og den måde, han adspredt strøg hånden gennem håret på, fortalte en helt anden historie.«

Jeg ved ikke, hvor mange mænd, Deborah Harkness har lært godt at kende i løbet af sit liv, men ud fra ovenstående beskrivelse gætter jeg på, at det ikke er mange.

Det er måske lidt uretfærdigt at fokusere så meget på den klistrede masse, der holder romanen sammen. For faktisk er Harkness’ skildringer af 1500-tallets Europa, hvor andet bind foregår, ganske underholdende. Ligeså hendes indimellem næsten euforiske kærlighed til gamle manuskripter og entusiasme for alkymien og mystikken. Det engagement brænder også gennem siderne. Men det romantiske element er så barnligt, så sirupstungt, at det som mandlig læser er ganske svært at se bort fra den. Jeg mener, det er ok, at en vampyr mediterer. Men behøver han også at gå til yoga?

Enhver mand, der ønsker en underholdende og ucensureret introduktion til en kvindes inderste og vådeste drømme kan med fordel begynde her. Og for kvinder, der vil slanke sig, er de også et godt middel. De fysiske bøger er ret tunge i sig selv, og det vil overraske mig, hvis den kvindelige læser har behov for andre sødemidler, mens læsningen står på.

2013-05-17

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret