Fiktion? Det begynder som en historisk roman om Tycho Brahe, men ender næsten i et fantasy-brag.

Tycho Brahe var en berømt dansk astronom, der levede i slutningen af 1500-tallet. Han døde på vej hjem fra en middag hos en ven i Prag, og man har længe diskuteret, om han blev forgiftet. Til sidst åbnede forskere hans grav i 2010 for at tage DNA-prøver, og sidste år mente man, at Brahe sandsynligvis døde af naturlige årsager.

Tycho Brahe fandt ud af, at man var nødt til at måle stjernernes placering meget nøjagtigt nat efter nat, hvis man ville forudsige deres bane på himlen. Noget, vi tager for givet i dag. Men lige så dygtig, som Brahe var til astronomi, lige så dårlig var han til at lede sine jorde på øen Hven. De folk, der boede på hans områder, klagede ofte over, hvordan han behandlede dem. På trods af folkets protester, holdt den daværende konge, Frederik II, hånden over Brahe. Det ændrede sig, da Christian IV overtog tronen, og til sidst måtte Tycho Brahe flytte til Prag. Blandt Brahes folk var også dværgen og hofnarren Jeppe, som Brahe var meget glad for, og som måske også tog med til Prag.

Forfatteren Sally Altschuler har blandet fakta om den historiske videnskabsmand med fri fantasi. Resultatet er blevet romanen Dødseliksiren, hvor dværgen Jeppe er hovedpersonen. Det er der kommet en virkelig interessant krimi ud af, hvor mystikken holder til det sidste. Ved at gøre dværgen til omdrejningspunktet undgår forfatteren, at romanen bliver til en lærebogsgennemgang af datidens politiske intriger. Samtidig er plottet så opfindsomt, at man ikke kan gætte, hvorfor dværgen udgør så stort et problem, at han ligefrem skal slås ihjel. Særligt scenerne i det gamle Prag er næsten som at læse en fantasyroman. Her bliver Tycho Brahe og dværgen vidner til skabelsen af den mytiske jødiske lerkæmpe, Golem. Den mærkelige lerskabning er især kendt takket være Gustav Meyrinks meget specielle roman, Golem fra 1915, som stadig er værd at læse i dag.

Man kan altid diskutere, om det er i orden at tage en kendt historisk person og bruge ham eller hende i en fiktiv roman. Selv om mange af tingene passer på virkeligheden, så er der naturligvis også meget, som forfatteren bare har fundet på for at få en spændende bog ud af det. Det er nok ikke noget, en historielærer vil sætte pris på, også selv om Altschuler på sidste side lader os vide, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Men hvis man har lyst til at nyde en god bog og lade sig overraske, så er Dødseliksiren et godt bud.

2014-01-03

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret