Kæledyr. Det er lykkedes for Aakeson og Christensen at lave en munter bog, der bearbejder barnets sorg over en død hund.

På forsiden af Kim Fupz Aakesons og Mikkel Sommer Christensens billedbog, Men ikke i dag, kan man se en pige med en snor. Hvis man følger snoren om på bogens bagside opdager man, at snoren sidder på halsbåndet af en død hund. Det kunne man ikke gætte ud fra pigens smil. Men pigen har som den græske Orfeus været i dødsriget for at hente sin hund i stedet for at gå i skole. Det lykkes også, men da hun kommer hjem med hunden i favnen, er den lige så død, som da de begravede den. Bogens illustrationer er udtryksfulde og bærer præg af, at der ligger ægte følelser bag bogen. Begge kunstnere har haft hund som børn, hvad man kan forvisse sig om via to fine billeder på smudsomslaget. Forfatteren med sin hund og illustratoren med sin.

Det er Mikkel Sommer Christensens debut som børnebogsillustrator, og sikke han kan: De døde har mørket og en næsten selvlysende grøn farve. Forældrene har den trygge hvide og lyse baggrund, mens nattens mørke sænker sig med et lilla skær over siderne. Pigens værelse har som sit kendemærke den efterhånden politisk ukorrekte lyserøde farve, som står i kontrast til hendes klare tårer. Samme lyserøde farve, som man senere ser i sæbeboblerne i pigens badekar, da hun ligger og tænker på dengang, hendes hund var levende. Bogens store format tillader illustratoren at folde sig ud, og der er masser af sjove detaljer, som for eksempel skiltet »Pas på mig!« i dødsriget, som naturligvis forestiller et legende pigelig med en ballon i hånden.

Kim Fupz Aakeson har en misundelsesværdig evne til at anskue livet fra børnehøjde: »Normalt skal jeg i skole. Men ikke i dag. Min hund er død.« Det er ikke kun det, at hunden er død, der betyder noget. Men lige så meget, at hverdagen for en stund kommer ud af hak, og at det faktisk er ok. Der skal være tid til sorg. Selve historien er måske ikke den mest originale fra Aakesons hånd. Det at hente sin døde hund fra dødsriget er gjort mange utallige gange før i børnelitteraturen. Men Aakeson har stadig en særegen evne til bare at fortælle deruda´, så man bliver hængende, som da en anden hund tager den døde hunds bagben, og pigen må løbe for at få fat i hundens bagben igen: »Hjemme på mit værelse sætter jeg benet fast med et lille søm og med tape. Bobo taber pelsen, men det gør hunde tit, de fælder, siger man.« Pigen prøver at sætte pelsen fast med limstift, men må til sidst give op, da hunden også taber tænderne. Bobo er vitterlig død. Det må hun indse. Forældre, der læser bogen, vil sikkert rynke på næsen, når de tænker på, hvor meget den døde hund lugter og hvor klamt det er, at den både taber pels, poter og tænder. Det gør pigens forældre også. Men såvel tekst som illustrationer er absolut på pigens side. Det lykkes dermed for Aakeson og Christensen at lave en munter bog, der bearbejder sorg. Det er kunst, når den er bedst.

2014-04-04

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret