Dårlig samvittighed

Bænkebideren   af Lidbo, Ulrika  
Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild. 168 sider, 249 kr. Turbine
Anmelder: Arguimbau, Damián

Skyld. Edith afslører sin venindes hemmelighed for at sikre sin status i klassen. Fængslende roman om venskab, forræderi og mobning.

I et desperat forsøg på at bevare sin position blandt de mest populære piger i klassen fortæller Edith en andens dybeste hemmelighed. Det sker, mens de er på klassetur til Gotland. Det er Siggas dybeste hemmelighed, som Edith har fortalt til Lucinda, der er klassens mest populære pige.

Lucinda er ikke sen til at udbasunere hemmeligheden til alle andre. Samme dag, under orienteringsløbet, stikker pigen Sigga af uden at sige noget til nogen. Edith får dårlig samvittighed: Tænk nu, hvis der er sket Sigga noget! Men Lucinda er kold: Det må være Siggas eget problem - eller Ediths. Det var jo trods alt hende, der startede det. Og sammen med sine to trofaste følgesvende overtaler hun Edith til at være med til at skrive en falsk seddel til læreren om, at Sigga er taget hjem til moren. Så er der ingen, der vil savne hende. De kommer hjem fra klasseturen, og dagene går. Men Sigga er intetsteds at se. Svenske Ulrika Lidbo skriver virkelig godt og fængende. Romanen tager udgangspunkt i Ediths dårlige samvittighed. Dermed bliver romanen væsentlig mere interessant end mange andre bøger om mobning, der fokuserer på offeret. Vi hører nemlig ikke, hvad Sigga tænker eller føler.

Det er Edith og hendes verden, der er omdrejningspunktet. Edith har været bedste veninder med Lucinda tidligere. Men så rejste Lucinda til USA i nogle måneder. Da hun vendte tilbage, var hun helt forandret. Mens Lucinda var væk, boede Sigga hos Edith. Hun var i pleje hos Ediths mor en sommer. Sigga har haft det meget svært derhjemme.

Under opholdet blev Sigga og Edith gode venner, og så rejste Sigga igen. Men en dag dukker hun op igen og skal starte i samme klasse som Edith og Lucinda. Edith ser pludselig Sigga med de andre pigers øjne: Hun går i anderledes tøj og virker ligeglad med, hvad andre mener om hende. Edith kan ikke være venner med hende: »Sådan nogle som mig og Lucinda hang højst ud med piger som Madeleine og Barbara, men absolut ikke med nogen som Sigga. Det måtte hun da forstå.« Men der er stor forskel på at holde Sigga udenfor, fordi man gerne vil sikre sig en plads i toppen, og så til at føle, at man måske er skyld i hendes død. Hvad nu, hvis hun stadig ligger i den gotlandske skov, fordi hun havde brækket et ben under orienteringsløbet? Hvad nu, hvis hun var blevet så ked af det, at hun har begået selvmord? For Edith er det en rejse ind i sig selv, en rejse, hvor hun nødvendigvis må tage stilling til, hvad der betyder noget for hende. Bænkebideren er en stærk, smuk roman, der virkelig kryber ind under huden på én.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret