Døde kaniner og nordisk magi

Den flade kanin (Flata kaninin)   af Oskarsson, Bárður  
32 sider. Vejl. pris 99 kr. Forlaget Torgard
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Oskarsson, Bárður
Den magiske kasket (Nasaq teqqialik piginnaanilik)   af Rosing, Kathrine  
57 sider. Vejl. pris 200 kr. Milik Publishing.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Kreutzmann, Nina Spore
Ilmmiid Gaskkas (Mellom verdener)   af Sara, Máret Ánne  
205 sider. DAT
Anmelder: Arguimbau, Damián

Og de nominerede er. Minoritetssprogene overrasker positivt med deres indstillinger til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris.

Også de mindre sprogområder bidrager med kandidater til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris. Der er tale om det færøske, samiske og grønlandske sprog. Færøsk og (vest-) grønlandsk tales hver af cirka 50.000 mennesker. De blev begge til skriftsprog i midten af 1800-tallet, men blev først udnævnt som hovedsprog i henholdsvis Færøerne og Grønland hundrede år senere. Samisk tales af cirka 25.000 mennesker. Samisk fik først officiel status som minoritetssprog i Norge 1992, i Finland 1994 og i Sverige 2000. Så selv om alle tre sprog har en lang historie og kan spores tilbage til middelalderen, er det først inden for de sidste halvanden hundrede år, at de igen er begyndt at markere sig. Sagen bliver endnu mere kompliceret, idet de enkelte sprog har flere varianter. Grønlandsk har eksempelvis flere dialekter, hvoraf nogle ikke umiddelbart kan forstå hinanden, og det samme gør sig gældende for samisk. Vi har altså at gøre med tre sprog med en begrænset litteraturhistorie, der tilsammen tales af et antal mennesker, der groft sagt svarer til indbyggertallet i Esbjerg kommune, og som samtidig er spredt ud over et område, der i lige linje rækker fra Norges nordspids til Frankrigs sydligste kyst. Men lad mig sige med det samme, at minoritetssprogene kæmper godt for deres eksistensberettigelse.

Færøerne har valgt at indstille Bárður Oskarsson, der for øvrigt bor i Danmark. Mange af hans billedbøger er udgivet på dansk af forlaget Torgard. Oskarsson har en tør og underspillet humor. En af mine yndlingsbilledbøger er hans En hund, en kat og hans mus, hvor han elegant præsenterer harmoni som en i længden uudholdelig tilstand. Den indstillede billedbog er Den flade kanin, som efterhånden har et par år på bagen. Den er enkel, og så alligevel ikke. En hund finder en flad kanin på vejen. Hans ven rotten dukker op. De skal finde ud af, hvad de skal stille op med kaninen. »Det kan ikke være sjovt at ligge der,« som rotten siger. Der må simpelthen være et bedre sted, hvor kaninen kan være, tænker de. Til sidst finder hunden på at sætte kaninen fast på en drage og sende ham til vejrs. I hundens eller rottens univers - ganske som i børns - eksisterer døden ikke som andet end noget abstrakt. Historien er et provokerende og forfriskende indslag i billedbogsuniverset om et emne, der normalt behandles med meget føleri.

Den magiske kasket er til gengæld en meget sød højtlæsningshistorie om drengen Manu fra Grønland, som finder en kinesisk drengs kasket ved kysten. Når han har haft den på om dagen, drømmer han om natten om den kinesiske dreng og omvendt. Bogen blev uddelt til alle nystartede skoleelever i Grønland sidste skoleår. Nina Spore Kreutzmanns illustrationer er desværre ikke så overbevisende. Forlaget bør i stedet nøjes med de mange farvefotos, der pryder bogens sider. De er relevante, flot sat op og vil være tilstrækkelige til at fange læserens interesse uden de håndtegnede figurer. Historien tager for alvor fart, da drengene hver især fortæller familie og venner om deres drømme. Inden længe opdager de, at drømmene har bund i virkeligheden, og de kommer i nyhederne og ender også med at besøge hinanden. Bogen er pædagogisk i sit sigte og giver et meget godt indtryk af en almindelig drengs hverdag i Grønland. Det er ikke stor litteratur, men formidlingsmæssigt har bogen stor værdi, og jeg kan godt forstå, at indstillingsudvalget faldt for bogen.

Den største overraskelse i puljen er den samiske roman Ilmmiid Gaskkas, der betyder »Mellem verdener«. Den har jeg har læst i en norsk oversættelse. Den starter som en socialrealistisk roman med en generationskonflikt mellem faderens traditionelle samiske levevis og de unges omfavnelse af det moderne byliv. Sønnen Lemme elsker motocross. En hobby, hans søster Sanne også deler. Der skal bygges en stor motocrossbane i byen, hvilket Lemme glæder sig helt vildt til. Men faderen raser ved middagsbordet, fordi drengen ikke forstår, at byggeriet vil gå ud over de græsgange, som renerne bruger, når vintrene er hårde. Ophidset forlader Lemme og Sanne middagen og kører til motocrossbanen. Men på vej tilbage støder de på en eahpáraccat (en sjæl efter en udøbt barnesjæl), som forbander dem. De vågner herefter begge op i den samiske (åndelige) underverden som rener på vej til slagtning.

Det lykkes dem at undslippe døden, men må gennem mangt og meget indtil den lidt åbne slutning på romanen. Det er forfatterens, Máret Ánne Saras, første roman. Hun er en ung forfatter og billedkunstner, der ganske vist er vokset op med rensdyrdrift i et traditionelt samisk miljø, men som også er ret veluddannet. Hun har en illustrationsuddannelse fra England, har læst engelsk litteratur i Tromsø og har taget en journalistisk uddannelse ved Det Samiske Universitet.

Romanens billedsprog er stærk, og den samiske kultur er allestedsnærværende. Hvis ikke man er flydende i samisk kultur, kræver læsningen en del opslag i diverse værker og internet. For eksempel er der et sted, hvor en af hovedpersonerne kaster en kniv over to umærkede rener. Det tog mig lidt tid at finde ud af, at det på samisk betyder, at man kan beholde renerne. Men det skal bestemt ikke lægges bogen til last. Mellom verdener er en utrolig flot debutroman, med et klart, kulturelt ståsted og nogle helt tydelige budskaber.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret