Heksens arving II. Heksekræfter eller ej: Drengen Magne må kæmpe for redde Tangea og de overnaturlige væsner, som bor der.

Sascha Christensen er kun 28 år gammel, men har allerede skrevet fem bøger. Hun er især kendt for Humaran-trilogien, hvis første bind vandt Orla-prisen i 2010 for bedste fantasyroman. Det er en virkelig god trilogi, spændende, ret uhyggelig og kompleks.

Hendes nye serie Heksens arving er en lidt mindre mørk fortælling om drengen Magne og riget Tangea. Tangea er en slags reservat for overnaturlige væsner. Hver af de forskellige slags væsner bor i deres eget område, som bestyres af en kvindelig heks. Magne arver tjansen som bestyrer efter sin mormor. Han skal passe på de ikke så kløgtige, men ret livlige morkler. Magne har desværre ikke arvet sin mormors hekseevner, hvilket giver ham en del problemer.

I første bind fik Magne travlt med at undgå, at Tangea blev udsat for et farligt angreb fra heksen Emmelin og hendes heksekat, Linny. I andet bind vender Magne tilbage til Tangea, men noget er forandret. Lederen er erstattet af heksen Amelia, der virker mærkelig og slet ikke som før. Hun introducerer ham for en kusine, han ikke vidste, han havde, og som skal overtage hans job. Magne opdager, at nogle af heksene i Tangea vil overtage reservatet og smide alle indbyggerne ud for at bruge området selv. Samtidig dukker Linny og Emmelin op igen og sender dødstrusler til Amelia, hvilket får hende til at sætte Tangea i undtagelsestilstand og forbyde en masse ting. Situationen ser håbløs ud og bliver endnu værre, da Magne bliver afsat af Amelia. Men sammen med sine venner - trænymfen Nevi og hendes kusine Bali, katten Beckett og morklen Torin - går Magne i kamp for at redde Tangea.

Med til historien hører, at Magne og Nevi er blevet kærester, og at Bali er ret interesseret i at vide, hvordan og ikke mindst hvorfor man bliver det. Ikke at der er så meget tid til kæresteri midt i alle ulykkerne, men der er mange sjove og tænksomme overvejelser omkring det at få sin første kæreste. Sascha Christensen skriver smukt, flydende og fængslende. Jeg var stort set midt i bogen, da jeg så op fra den, og havde ikke engang opdaget, at tiden var gået. Plottet i Heksens arving er godt fundet på. Det virker i første omgang enkelt, men det snyder, for til sidst står man med en temmelig omfattende konstruktion. Slutningen antyder, at der kommer endnu et bind i serien, og det kan man roligt glæde sig til. Her tror jeg også, at man får opklaret, hvorfor det lige blev Magne, der arvede ansvaret for morklerne.

2014-08-08

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret