Labyrint. Maze Runner er historien om en flok drenge, der er spærret inde i en labyrint, som ændrer sig hver nat. Skynd dig at læse bogen, før filmen kommer.

Der er undergangsstemning og frygt i James Dashners Labyrinten. Bogen udkom oprindeligt i USA i 2009 og er i samme stil som Suzanne Collins´ Hunger Games (2008) og Veronica Roths Divergent (2011). I disse bøger oplever vi en fremtid næsten uden håb. De unge bor i en undertrykkende stat, hvor alt er givet på forhånd - indtil hovedpersonerne blander sig.

Labyrinten er virkelig klaustrofobisk: Forestil dig en verden, hvor børnene bor i midten af en labyrint med høje jernvægge, som tilsyneladende ingen udgang har, og som hver aften ændrer mønster. I labyrintens gange bor der mekaniske uhyrer, som dræber de børn, der er så uheldige at støde ind i dem. Om natten er der så mange uhyrer, at børnene ville dø, hvis ikke portene omkring deres bosted, kaldet Lysningen, lukkede hver aften. For at overleve har børnene organiseret sig, så nogle sørger for madlavningen, andre for begravelserne og så videre. De hurtigste og modigste er løberne. De skal løbe ind i labyrinten, huske gangene og komme hjem og lave et kort over dem.

Hver måned dukker der en ny dreng op gennem en luge i Lysningens gulv. Ingen af drengene kan huske noget som helst af deres fortid før labyrinten. Sådan har det været i mange år. Men rutinen bliver brudt, da der ankommer to nye personer i Lysningen.

Først er det Thomas og allerede dagen efter Teresa, der er halvt i koma og taler i vildelse. Mærkeligt nok kan Thomas høre Teresa tale i sit hoved. Thomas er anderledes end de andre. Han accepterer ikke den herskende orden, og kort efter sin ankomst redder han en andens liv på dramatisk vis, men må tilbringe en farlig nat uden for Lysningen. Teresa vågner helt og fabler op om, at hun har igangsat »Slutspillet«, hvad det så end er. Tingene ændrer sig til det værre: Der kommer ikke længere mad til Lysningen. Portene lukker ikke længere om natten. Uhyrerne tager et liv hver aften. Noget skal ske, og Thomas og Teresa aner en mulig, men meget farlig udvej.

I forhold til Collins mangler Labyrinten et større følelsesmæssigt register. Hovedpersonerne bliver aldrig hele mennesker. Plottet og omverdenen er mindre udbygget end i Roths Divergent, hvilket giver sig selv, idet handlingen for 99 procents vedkommende foregår i en ret lille jernlabyrint. Til gengæld tilbyder James Dashner et skud ufortyndet adrenalin. Der er gang i den, fra du åbner bogen, til den sidste side er læst. Jeg opdagede stort set ikke, at tiden gik, mens jeg læste. Det er rigtig godt skrevet, så hvis det er ren action, du er ude efter, er Labyrinten perfekt læsning.

2014-09-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret