Uskyldstab. Bent Hallers nye ungdomsroman er fuld af symbolik, seksualitet og spejle.

Bent Haller skriver mærkelige, indadvendte romaner, som ikke ligner andres. Han er vanskelig og krævende, men alligevel givende, hvis man gør en indsats for at forstå ham. Haller virker på en gang altmodisch, fordi hans romaner er virkelig sindrigt konstrueret, og samtidig hypermoderne, fordi han sprogligt og emnemæssigt både kan og tør mere end de fleste.

Haller er for tiden i gang med tre selvstændige romaner, der alle kredser om unges identitet og især seksualitet. Den første var Lazarus, der udkom sidste år og var en barsk roman om et tvillingepar, en dreng og en pige, der forelsker sig i samme dreng. Wenni i spejlet er anden bog i serien og handler om pigen Wenni, der tilbringer oceaner af tid bag en lukket dør foran spejlet, ganske som mange teenagepiger. Wenni går i skole, men taler ikke rigtigt med nogen fra klassen, selv om de forsøger at invitere hende til forskellige arrangementer. Det er, da Haller forklarer årsagen til Wennis selvvalgte isolation, at vi fornemmer, at noget er helt galt med hendes virkelighedsopfattelse.

Hun tror tilsyneladende, at der er en udefinerbar magt »derude«, som forbyder én i at være »noget«. For at understrege det gale, får vi også at vide, at Wennis trefløjede spejl har tilhørt hendes tipoldemor, der blev sindssyg.

I skolen er der en dreng ved navn Troc, der stalker hende. Wenni gør alt for at ignorere ham og tænker, at hun måske ikke er interesseret i drenge. Ved et tilfælde indleder hun en slags venskab med nabopigen Rose, som er erklæret lesbisk.

Wenni har svært ved at finde ud af deres forhold og leger lidt med tanken om, at også hun måske er til piger, men da Rose for alvor lægger fysisk an på hende, slår Wenni fra sig og løber hjem. Og da hun ingen venner har, er spejlet det eneste, hun kan tale med. I kommodeskuffen har Wenni et stykket farvet glas, »en amulet, hendes talisman«. Den holder hun op foran øjet og synes, at hun ser en person i spejlet. Det farvede glas leder tankerne hen på H. C. Andersens Snedronningen, hvor Kay får en glassplint i øjet og glemmer sin barnetro.

Ligesom Snedronningen handler Wenni i spejlet om at miste sin uskyld. Kort efter oplevelsen med Rose dukker pigen Fennimore op i spejlet og bliver Wennis bedste veninde og kæreste. »Jeg har ledt efter dig, siden jeg var tolv eller tretten,« som Fennimore siger. Hun repræsenterer Wennis andet jeg, hendes fandenivoldske seksualitet. Det er tydeligt for læseren, at Fennimore ikke eksisterer, men for Wenni, der er bogens fortæller, er hun så virkelig som noget. Forældrene er bekymrede de hører Wenni tale højt med sig selv, men aner ikke, hvad de skal stille op. Wenni begynder at gå i byen med Fennimore (forestiller hun sig), hvor Fennimore opfører sig udfordrende og tager stoffer. Eller er det Wenni? I hvert fald sker det i en ekstase, at Wenni får vækket sit begær for alvor, da hun møder en dreng. Som et kærlighedspant giver hun ham det farvede glas. Og dermed er der lagt op til et smertefuldt farvel til Fennimore. Det er ikke nemt for Wenni at vende tilbage til virkeligheden, og det ville være synd her at røbe, hvordan historien ender.

Hallers bøger kræver opmærksom læsning, og Wenni i spejlet er ingen undtagelse. Alene navnene: Wenni lyder næsten som »hvem i«, hvilket får bogens titel til at lyde som: »Hvem er i spejlet?« På samme måde kan man læse »Fennimore« som »Wenni mere«, altså mere af Wenni. Og det viser sig senere i bogen, at Troc slet ikke eksisterer. Hans navn kan læses som »tro-c«, altså, at Wenni tror, at hun har set (c´et) ham. Dykker man ned i Hallers symbolbrug, bliver læseoplevelsen rigere, så man til fulde oplever en gribende roman om virkelighedsforståelse og seksualitet.

2014-09-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret