Graphic novel. Magisk tegnet fortælling om to verdener på vej mod afgrunden. Den døde kæmpe er en storladen fantasyfortælling, der foregår i to forbundne universer. Det er også en kærlighedshistorie, en fortælling om magtbegær og om den grådighed, der er ved at ødelægge vores klodes økosystem. Hvor man vil lægge vægten, afhænger mest af øjnene, der ser. Ideen til historien er oprindeligt Régis Loisels. Han er en af de mest markante nulevende franske tegneseriekunstnere og blev især kendt for sin rå Peter Pan. Hans medforfatter, JB Djian, har skrevet adskillige tegneserier og startede oprindeligt i lære hos Loisel.

Historien foregår dels i vores kendte virkelighed, med Paris og Bretagne som omdrejningspunkt, dels i en parallel verden hos et naturfolk, som hovedpersonen Erwan, der er mulat, kalder for »Småfolket«. Den eneste måde, man kan rejse til Småfolket på, er ved at lade en dråbe magisk eliksir dryppe i sine øjne. På den måde tager alt sig anderledes ud: Tiden hos Småfolket går anderledes end i vores verden. Ti dage hos dem svarer til to år af vores tid. De har menneskelige træk, men helt violette øjne og forskellig hudfarve, der afhænger af stammetilhørsforhold. Småfolkets fire stammer kan dermed repræsentere Jordens fire mest udbredte racer: de hvide, asiaterne, de sorte og så de indfødte folkeslag, som for eksempel indianerne. Dermed er det logisk, at Erwan er den udpegede brobygger mellem de to verdener.

Hvor Erwan er roligheden selv, er hans modpart, Pauline, en ilter, utålmodig og køn pige fra Paris. Hun tror ikke på »smølfer«, men ender på grund af sin utålmodighed med at følge Erwan til Småfolket. Han skal her gennemføre et ritual, der skal sikre freden mellem Småfolkets fire stammer. Men under fredsritualet dræber den ene af de fire præster de øvrige tre og bedøver Erwan og Pauline. Præsten er hermafrodit og formår både at blive besvangret af Erwan og gøre Pauline gravid. Graviditeten forløber ikke normalt. Tre måneder efter - og tilbage i vores virkelighed - føder Pauline en datter, Blanche. Hun ligner et menneske, bortset fra de violette øjne, der er Småfolkets kendetegn.

Og så vokser hun enormt hurtigt og får katastrofer til at ske omkring sig, som regel med dødelig udgang. Pauline må derfor bestandig skifte bopæl og skjule datteren. Da Erwan senere vender tilbage til vores virkelighed, leder han efter Pauline og møder derigennem hendes veninde Gaëlle. Forholdet mellem de tre bliver kompliceret, da Gaëlle forelsker sig i Erwan. Det viser sig, at hermafrodittens forræderi har forrykket balancen mellem de to verdener.

Kloden er i forfald. Paris og andre hovedstæder rystes af jordskælv. Samfund er i forvejen i oprør på grund af en voksende social ulighed, der sender tydelige referencer til den økonomiske krise, som Frankrig og de sydeuropæiske lande befinder sig i.

Kærlighedshistorien mellem Erwan, Pauline og Gaëlle er underholdende. Erwan er så imødekommende, at det ikke virker underligt, når begge piger tror, at han elsker dem. I løbet af de foreløbig fire bind i serien forandrer Pauline sig fra at være en ubekymret, egoistisk og ambitiøs kvinde til at være et menneske, der med en datter, hun hverken elsker, ønsker eller forstår, synes ramt af skæbnen. Pauline er blevet glad for Erwan og har i virkeligheden også brug for ham. Gaëlle strutter af erotik og er i begyndelsen sorgløs og indtagende, men efterhånden som begivenhederne tager fart, indfinder alvoren sig også hos hende. Erwan er blid og godmodig, men viser handlekraft, når det virkelig gælder. Han har også gættet, hvad der er sket med Pauline og ham selv i forbindelse med ritualet hos Småfolket. Om denne forståelse vil udmønte sig i en løsning på ubalancen, vil blive afklaret i de kommende bind.

Malliés illustrationer evner at favne kompleksiteten i fortællingen: Tegningerne er fantasifulde og storladne, når personerne er hos Småfolket, mens Paris føles klaustrofobisk og farlig. Billederne får manet tematikken om den økonomiske ulighed, naturkatastrofer og fortvivlelse frem. Det er så fremragende gjort, at der ingen steder er brug for de forklarende tekster, som tegneserier ofte er begavet med. Den døde kæmpe er fascinerende på mange måder. Et af de vigtigste træk ved serien er, at forfattere og tegner giver sig god tid. Utroligt, hvor megen detaljerigdom, intensitet og spænding der kommer ud af det.

2014-09-05

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret