Og de nominerede er. Weekendavisens anmelder har læst kandidaterne til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris. Denne gang en stærk islandsk og finlandssvensk kandidat.

I 2008 var Island på randen af bankerot. Sådan noget kan mærkes i dagligdagen, også selv om man kun er et barn. Det er udgangspunktet for Andri Snær Magnasons roman, Tidskisten. Det er en af de to islandske kandidater til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris. Magnason har fået udgivet flere bøger i udlandet. På dansk foreligger Drømmeland (2009), der netop handler om Islands økonomiske deroute, og billedbogen Historien om den blå planet (2000), der også har haft stor succes som teaterstykke i mange lande. Forfatteren har endvidere været nomineret til den prestigefyldte sci-fi-pris, Philip K. Dick Award, for sin sci-fi-roman Lovestar (2002).

I Tidskisten ser Sigrun og hendes forældre et sjovt program på tv, men pludselig bliver programmet afbrudt med nyheder om den økonomiske situation. Ligegyldigt hvilken kanal, familien skifter til, kan Sigrun på skærmen kun se økonomer i jakkesæt, der forklarer, hvor skidt det hele står til. Straks går forældrene ud og køber nogle specielle kasser, som Sigrun og forældre hver især kravler ind i. Det viser sig at være såkaldte tidskister. Mens de opholder sig i kasserne, ældes de ikke. Kisterne skulle åbne sig automatisk, når økonomien bliver bedre.

Det sker bare ikke. Da Sigruns kiste åbner sig, tilsyneladende kun et kort øjeblik efter, er der gået årtier. Husets gulv er koldt og fugtigt, et lille dådyr ligger i sofaen, et imponerende grantræ har skudt sine rødder ned gennem parketgulvet, og hun finder et egern i vasken. Hendes forældres kister har ikke åbnet sig, og Sigrun ved ikke, hvad hun skal gøre. Det viser sig, at langt de fleste voksne er kravlet ind i tidskister. Ret hurtigt møder Sigrun en lille gruppe børn, som har slået sig sammen med en ældre kvinde, der hedder Svale. Herfra ændrer romanen sig radikalt fra at være en ungdomsroman om de voksnes svigt, til et eventyr. Svale fortæller om tidskisternes oprindelse. Det er eventyret, der fylder langt det meste i bogen. Eventyret er både en digterisk bearbejdning af et samfunds storhed og fald og en kærlighedshistorie. Det er Island i en eventyrlig nøddeskal.

Jeg har ikke tidligere set eventyrgenren så fint bundet op med en sci-fi-historie, en fantasy-fortælling og et nutidsdrama alt sammen på én gang. Det er virkelig elegant og fuld af overraskelser. Det undrer mig derfor heller ikke, at bogen allerede har vundet et par priser på Island. Det skulle ikke undre mig, om den også vandt Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris.

En anden værdig kandidat til prisen er Annika Sandelins og Karoliina Pertamos babypoetiske og vilde finlandssvenske vers, Råttan Bettand och masken Baudelaire. Finlandssvensk er modersmålet for omkring fem procent af finnerne. Ud over udtalen er sproget næsten lig med det svenske. Som alle dialekter har de få tusinde ord, som kan drille. For eksempel er »et batteri« en radiator på finlandssvensk, mens det på svensk svarer til vores danske batteri, og »fillare« er en cykel.

Råttan Bettand och masken Baudelaire vandt sidste år den finlandssvenske Svenska litteratursällskapets børnebogspris. Sandelin kan så sandelig også lege med sproget. Hør blot et kort digt - ordforklaringer følger! »En dammråtta träffar en datormus /och morrhåren darrar av kärleksrus. /De ser på varandra - då hörs der ett HICK /Det sprakar og Gnistrar BRRZZ KLICK. /Musan vill genast bli dammråttans fru /Sen föder hun ungar, till och med sju! /Sex dammmöss och sedan en datorråtta /som lystrar til nammnet Cyber-Charlotta«. En dammråtta er en nullermand, og en datorråtta en computermus, mens morrhåren er knurhår. Dammmöss er selvfølgelig nullermus. Det er lige så tosset, som det lyder. Forfatteren har virkelig sans for det absurde, som når solen bliver storsnudet, fordi hanen galer, hver gang den ser solens stråler.

Sandelins tekst indgår symbiotisk i Karoliina Pertamos meget livlige illustrationer. Pertamo er ferm til at skabe dynamik. Alle flader har en struktur, der distraherer og hypnotiserer på samme tid. Hun har heller ikke sparet på effekterne. Der er fuld knald på alle farver, og det passer perfekt til de vrøvlede rim, der ved oplæsning sender tydelige lydlige rytmer af sted. Der er ikke kun vrøvlevers i bogen. Der er plads til de lidt mere stille, filosofiske digte, som når en baby ligger i sin barnevogn og ser på skyer og lytter til verden omkring sig: »tripp trapp og trappeli trapp /när jäktande människor springer i kapp,« for til sidst at spørge sig selv om, hvad det er for en verden, han er havnet i. Man kan ikke undgå at blive rigtig glad af at læse bogen. Hvorfor den franske digter Baudelaire lige skal dukke op midt i det hele som en orm i en tændstikæske, kan jeg ikke forklare. Baudelaire mente, at en digter skulle være deprimeret. Kun druk kunne momentvis suspendere sortsynet. Råttan Bettand och masken Baudelaire er et sprogligt rusmiddel, som suspenderer digterisk tungsind.

2014-08-01

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret