Tyksak. Sjov børnebog om Thyborøns tykkeste dyr og en dreng, der skal finde sit mod.

Drengen Bapit bor i Thyborøn og er så tyk, at han skammer sig over sig selv. Han har fået sin mor til at skrive under på, at han lider af klor-allergi, så han kan slippe for svømmeundervisningen. Det ved hans mor godt nok ikke, for hun er fra Thailand og taler ikke dansk særlig godt. Hun arbejder på den lokale fiskefabrik og må ofte tage ekstra vagter for at få tingene til at hænge sammen derhjemme, for det er ikke nemt, efter at Bapits far druknede en dag, han var ude med fiskerbåden. Og så er der Philip, klassens alfahan, der sørger for, at Bapit ikke har det nemt i skolen.

Nogenlunde sådan er oplægget til Oliver Zahles debut som børnebogsforfatter. Ikke just basis for en munter fortælling, men Oliver Zahle er ikke for ingenting en del af det satiriske team bag Selvsving på P1 og har lavet en del tv for børn, herunder den meget populære Pendler Kids, en komedie-musical-serie for børn, der kører på tredje sæson på DR Ultra. En dag starter den kønne og lidt mærkelige københavner Laura i klassen. Hun taler gerne med Bapit, beder ham om at vise sig byen og får i det hele taget sat skub i den tykke dreng. Philip er dog også interesseret i pigen, og Bapit er ærlig talt bagud på point i den konkurrence. Men af sin far fik Bapit engang en ønskesten: Hvis man brændende ønskede sig noget, skulle man holde den op for øjet og kigge gennem hullet i stenen. Bapit ønsker sig, at han ikke længere er Thyborøns tykkeste dyr. Og vupti, så sker miraklet: »Under en gadelampe 20 meter længere fremme kom en kæmpestor elefant langsomt gående imod ham.«

Selvfølgelig tror man som læser først, at der er tale om en falsk elefant, men her tager man grueligt fejl. Et cirkus er nemlig kommet til byen, og det er deres bortløbne elefant, Bapit har set. Bapit bliver venner med elefantpasseren, en sjov, men noget uforudsigelig og temmelig drikfældig fyr, der forsøger at liste lidt selvtillid ind i drengen, som han kalder for »elefantminister«. Men elefantpasseren er ikke den, han udgiver sig for, ligesom Philip måske heller ikke er så ond igen.

Elefantstenen rummer mange overraskelser og små, ret sjove sidehistorier, som er med til at nuancere personerne. Historien er forbløffende nok inspireret af en sand historie. I 1990erne arbejdede Zahle med at lave børneportrætter til P3 og mødte i Zoologisk Have en ensom og lettere overvægtig dreng, som havde fået et årskort til Zoo af sin bedstemor og ofte kom der alene. Her endte han altid med at sidde og kigge på elefanterne i det gamle elefanthus. Dyrepasserne begyndte at lægge mærke til den ensomme dreng og tilbød ham til sidst at hjælpe lidt til med at fodre og passe elefanterne. Drengens selvtillid voksede gennem arbejdet med elefanterne, og han endte endda med at tabe sig.

I dag er virkelighedens dreng, Peter Jensen, ansat som elefantpasser i Zoologisk Have, og Oliver Zahle har fået omformet inspirationshistorien til en eminent og overbevisende børnebogsdebut, som børnene vil elske at læse, hvis forældrene ellers kan slippe den.

2014-11-21

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret