En firkantet appelsin og en berømt agurk

Fregnerne   af Nils, Schou  
226 sider. 350 kr. Forlaget Abelin
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Valenza, Valeria

Eventyr. Forfatteren Niels Schou lader tre frugter og tre grøntsager lege i en skov lidt for længe.

Den juristuddannede Nils Schou er efterhånden en dreven forfatter med mange hårdtslående skuespil og romaner for såvel unge som voksne i bagagen. Seneste udgivelse var den noget specielle roman, Sallingers breve, hvor virkeligheden er svær at skelne fra fiktionen.

Fregnerne er en samling eventyr for de mindste, som Schou har udgivet på eget forlag.

Hovedpersonerne i Fregnerne er tre frugter og tre grøntsager, der bor i en fredfyldt skov, og hvis hovedbeskæftigelse er at lege. De hedder meget apropos Banan, Æble, Appelsin, Agurk, Gulerod og Kartoffel. Undervejs møder vi også andre, som Avokado, Pære og en del dyr og planter, som også får liv. Jeg gætter på, at Schou har fortalt mange af disse historier til sine børn for længe siden, idet han allerede for 11 år siden udgav en børnebog kaldet »Min ven Banan«, som jeg ganske vist må tilstå ikke at have læst.

Selve bogens format er voldsomt irriterende.

Der er tale om en tyk, aflang bog med få helsidesillustrationer, der alle er placeret ved historiernes begyndelse. Sætningerne strækker sig hele 21 cm over siden, og det gør det visuelle indtryk og selve læsningen noget tung, da de 20 historier, bogen indeholder, ofte strækker sig over 10-20 sider. De enkelte opslag præsenterer derfor læseren for 26 lange linjer på i alt 42 cm. Ikke særlig læsevenligt.

Med tanke på, at historierne først og fremmest egner sig til oplæsning til førskolebørn, er historierne i mange tilfælde for lange og det grafiske indtryk for kedsommeligt til, at man vil kunne holde interessen længe nok til at læse dem færdig.

Hver af de 20 historier kredser om temaer som venskab, leg og kreativitet og kærlighed og had. De seks hovedpersoner har diverse konflikter, som de hjælper hinanden med at få løst. En af de sjoveste er Den firkantede appelsin, hvor appelsinen har fået sig en kæreste, der synes, at hun er for rund. Derfor bygger hendes venner en ubehagelig kasse, som hun må overnatte i, så hendes form ændres. Da kæresten så siger, at hun var kønnere rund, tager Fregnerne en helt retfærdig hævn og sætter ham inde i kassen natten over.

Sjov er også historien om Agurk, der kun drømmer om at være berømt og skal forklare, hvad det egentlig betyder. Der en lidt for tilstræbt naivitet og barnlighed i de fleste af historierne, der godt kan fungere ganske fint i en intim oplæsningssituation i hjemmet, men som rent litterært hverken er spændende eller interessant, ikke mindst fordi det filosofiske budskab ikke er originalt. Italienske Valeria Valenzas illustrationer er gode, hun er en dygtig og professionel illustrator, som med sin pen fremhæver det umiddelbare og enfoldige. Dog tror jeg, at historierne ville have haft glæde af at have en illustrator med mere kant, og som i højere grad udfordrede teksten og læseren.

Det samlede indtryk bliver simpelthen for tuttenuttet og ensartet, så det har været noget af en udfordring at få læst bogen til ende. Det ville have klædt forfatteren at have afgrænset antallet af historier voldsomt, have produceret bogen i et større format og gennemillustreret udgivelsen.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret