En et tusinde og første gang. Et alt andet end firkantet eventyr afslutter Louis Jensens ambitiøse projekt.

Det er virkelig svært at afslutte en historie med manér. Især når forfatteren i virkeligheden ikke vil have, at den skal slutte. Louis Jensen har i 24 år beriget os med tusind firkantede historier. Historierne er udkommet hundrede ad gangen, i alt ti bøger i perioden fra 1992 til 2014, og nu udkommer så den sidste, et tusinde og første historie, ledsaget af 100 tegnede historier af Lilian Brøgger og Maria Lundén.

Kendetegnende for alle de firkantede historier er, at de er hyperkorte, sådan cirka 50 til 100 ord. De er vel nærmest at klassificere som tændbriketter i bogstavform, for tanken med historierne er først og fremmest, at de skal sætte fut i fantasien ved hjælp af sproget. Den allerførste historie handlede for eksempel om en munter bager, der lavede kager, som selv kunne gå hen, hvor de skulle spises. Det er firkanternes styrke, at de fortællemæssigt er så visuelle. De har digtets stramme form, men tilbyder en bogstavkasse fyldt med fantasi.

I det sidste bind har Lilian Brøgger fabuleret med sin pen sammen med Maria Lundén.

Hvor den ene slutter, og den anden begynder, er vanskeligt at se, selv om jeg har en mistanke om, at Brøgger står for søsterparten af arbejdet.

I modsætning til den konsekvente firkantede tilgang til formen ser illustrationerne stort på alle rammer: På siderne finder man både små tegneseriesekvenser og store tegninger, der i sig selv er små kunstværker. Der er enkelte motiver, man kan genfinde undervejs, men de fleste fortæller deres helt egen historie. Fra siderne vælter det frem med fortællinger og associationer, voldsomme, kærlige, nyfigne og særegne.

Man bliver helt overvældet af mængden, for der er frygtelig meget, som foregår så umiddelbart, at man faktisk har brug for at tale om det. Det kan man især få glæde af sammen med en tilpas ung medlæser. De ser ofte ting, som de voksne overser - og omvendt.

Og hvad så med historien, den firkantede? Den skal, ifølge forfatteren, indeholde alle tidligere og fremtidige historier, og dermed er det svært for den ikke at blive lidt selvrefererende og noget krukket. Der er mange andre, der har fortalt om steder, hvor alle fortællinger og drømme findes - blandt andre Salman Rushdie, Michael Ende og den britiske illustrator Michael Foreman - så Jensen sætter sig en næsten umulig opgave for. I sammenhængen med de øvrige tusind fungerer historien, men som en selvstændig firkantet historie mangler den det vilde og sprælske, som de bedste af de andre har. Derfor er det perfekt, at de hundrede illustrationer i bogen er med til at sætte punktum for projektet.

2016-09-30

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret