Grumme fremtid. Robotterne vil dræbe mennesker for at redde dem i sidste del af trilogien Det blå blod.

Livshacket er sidste bind i Søren Jessens trilogi om fremtiden. Hvor vi kun har selvkørende biler, og hvor robotter laver stort set alt det praktiske arbejde. Manden, der opfandt de første robotter, der ligner mennesker på en prik, hedder Singer. Han synes, at menneskene skaber for mange krige og begår frygtelige forbrydelser. Der skal en mere fornuftig styring af verden til, så forbrydelser og krige stort set ikke kan finde sted. Singer vil derfor bruge robotter til at overtage magten i verden.

Men for at gøre det må robotterne også kunne kæmpe mod de mennesker, der er imod Singers plan, og om nødvendigt dræbe dem.

Så for at sikre ro og orden må robotterne gøre sig fri af robotloven, der forbyder robotter at gøre mennesker ondt. Singer mener, at man må ofre de få for at sikre de mange. Til formålet har han kodet en computervirus, der kan få alle smittede robotter til at forvandle sig til rene dødsmaskiner. Tingene bliver endnu mere komplicerede af, at det er muligt at lave en robotkopi af sig selv, som ikke er til at skelne fra den menneskelige original. Den rigeste mand hævder, at det er hans robotkopi, der er den onde, og robotkopien hævder det modsatte. Hvem skal man tro på? Trilogiens egentlige hovedperson er den 13-årige Erton, der ved en fejl overværer et mord foretaget af en robot i første bind.

Det bliver hans skæbne, sammen med en lille gruppe venner, at optrevle komplottet mod menneskeheden og standse vanviddet.

Oddsene er dårlige, og det kræver en opfindsom og modig strategi at finde en løsning, hvis de skal vinde over Singer og alle hans robotter.

Søren Jessens roman er en ægte science fiction-roman, fordi historien sætter gang i mange tanker om, hvordan vi selv synes, at vores fremtid skal se ud. Ville vi selv være glade for at leve i et samfund som det, Erton befinder sig i? Og er den løsning, som Erton og hans venner foreslår, den rigtige? Jessen har en formidabel evne til at vise, hvordan samfundet hænger sammen, på en let og logisk måde. Der er ingen lange tekniske forklaringer eller steder, hvor han fortaber sig i nørdede spekulationer. Det, der er vigtigt for handlingen, er naturligt med i historien, og så kan man selv tænke sig til resten. Det er virkelig godt gået. Samtidig har Jessen et godt tag på karaktererne i bogen, og man kommer som læser hurtigt til at holde af hovedpersonerne. Og så er det skønt at læse en historie, der foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor klimaændringer eller zombievirusser ikke har gjort kål på verden.

Det blå blod er derfor også en trilogi for dem, der ikke er vilde med science fiction, men bare godt kan lide en god historie med noget på hjerte.

2016-10-28

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret