Fingernemt. Søskendekærlighed og et stort offer bringer to brødre ud i en absurd verden. Men ikke det hele er for børn.

Hvad skal der til for at glemme sin elendighed? I Lillefingeren kommer lillebror Finn løbende ind til sin langtidssyge storebror Arne med en rød trøje bundet om sin hånd og fortæller, at hans lillefinger er blevet væk.

»Arne gider ikke endnu en af Finns barnlige lege,« skriver Jesper Wung-Sung, »han er for træt, han er for dårlig«. Men den er god nok, for dér, hvor Finns lillefinger skulle være, er der kun et sår.

Arne må helt svimmel rejse sig fra sygelejet og lede efter den forsvundne lillefinger sammen med sin lillebror. Det er ikke til at vide, hvor man skal begynde eftersøgningen, men Arne tænker logisk og starter med en tur i parken.

Måske har hundene brugt lillefingeren til at gnave i? Otto Dickmeis´ kompromisløse, sort-hvide illustrationer er lige så surrealistiske som historien selv. Hans personer har som regel store hoveder, og baggrunden er nærmest hyperrealistisk, selv om illustrationerne boltrer sig i absurditeter. Vi er helt i fantasiens vold, hvor mandshøje dinosaurlignende hunde tårner truende over børnene, hvor grene med hundehoveder ikke bør overraske, hvor pølser gror som ukrudt om pølsevognen, og hvor man får øje på fingertræer og duer med barnehoveder midt i en by af aktiedynger. Senere møder vi også et skattevæsen, hvor mennesker kommer mindre ud ad døren, end de kom ind.

Til slut giver det hele mening, for det er Finn, der i den grad har ofret sig for at få Arne op af sengen. Men inden da har Wung-Sung bragt os langt omkring både sprogligt og indholdsmæssigt. Lyt bare til nogle få af pølsemandens mange tilbud: »En blødende indianer i kajak? En nissearm? En gravid med barnevogn? En beduinfinger? Et løvelem? En Henning i presenning?« Undervejs møder vi også Hans (ham med Grete) i buret hos heksen, for måske var det Finns finger, han stak ud af buret for at undgå ovnen? Som voksen-og barnelæser vil man blive fascineret af kombinationen af det lettere makabre og den tilsyneladende stræben efter en logisk vej gennem det reelle hændelsesforløb.

Personligt kunne jeg godt have undværet både aktier og skattevæsen i historien, for de er fremmedlegemer i børns verden og bliver set fra et voksensynspunkt blot til platheder.

Tænk at skulle forklare lige præcis de ting til børn midt i en så vanvittig historie, der handler om noget helt tredje! Men bortset fra denne mislyd er Lillefingeren en historie, der såvel i tekst som billede er i stand til at rive enhver ud af dagligdagen og ind i en fantastisk verden, hvor det er de vigtige ting, der tæller. Det er sejt, lidt skræmmende og samtidig meget rørende.

2017-03-24

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret