Rod i rummet
Forlaget Facet. 224 sider. 199 kr. pr. bind.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Science fiction. I fremtiden rejser to tvillinger tilbage til vores nutid. De bliver jagtet af en tidspolitirobot og en dusørjæger, mens deres far havner i kløerne på en hamsterforbryder.
Søren og Morten Ellemose er tvillinger og har efterhånden skrevet 30 bøger sammen.
Indtil videre har titlerne først og fremmest være gysere og fantasyromaner, men nu har de taget hul på deres første science fiction-serie: Rummets detektiver. I seriens første bind møder vi tvillingerne Tammie og Robert og deres geniale opfinderfar, der opholder sig på et kæmpe rumskib engang i fremtiden. I vores nutid prøver Xander, Georg, Jeanne og Sigrid at overleve skolens kedsommelighed og ydmygelser.
Roberts store drøm er at foretage en tidsrejse, selv om det netop er blevet forbudt.
Han tager af sted med sin tvillingesøster og lander i vores nutid i et lukket lokale på en skole, hvor Xander, Georg, Jeanne og Sigrid af uransagelige grunde netop er blevet låst inde.
Det sætter gang i en virkelig avanceret historie, som man skal holde tungen lige i munden for at følge med i. Tusind ting sker, måske endda samtidig, selv om det er i forskellige tidsaldre. En tidspolitirobot er efter tvillingerne og vil dræbe både dem og de fire nutidsbørn, da de nu har mødt en fra fremtiden. Der må nemlig ikke efterlades spor efter tidsrejsen. Opfinderfaren fængsles og føres til universets værste, største og farligste forbryder... der ligner en nuttet hamster. Hamsterforbryderen, som hedder SaSaXavir, viser sig at have en god portion humor og temmelig imponerende evner.
Man skal heller ikke lade sig narre af SaSaXavirs nuttede udseende, for han kan være ret farlig, hvis han er i det humør.
Så er der også to dusørjægere, der meget gerne vil skyde de seks børn, hvis de kan komme til det. Plus en ond fyrste, der er værre end Darth Vader. Jeg vil ikke påstå, at det hele giver lige meget mening. Der er dynget virkelig mange påfund oven på hinanden. Hvis man tænker for længe over hver enkelt idé, så kan det godt skurre lidt. Men det hele går så stærkt, at man ikke alene tilgiver virvaret, men også tænker, at mislyden sikkert bare skyldes, at man som læser ikke helt har overblik over det, der sker - endnu altså.
Måske gør det heller ikke så meget: Bøgerne er virkelige sjove og opfindsomme. Man har vitterlig ingen anelse om, hvor forfatterne vil føre én hen, og det gør, at man gerne læser videre. Efterhånden giver det meste også mening, selv om man må acceptere, at noget i første bind først bliver forklaret i tredje bind af historien. Indtil videre har parret planlagt fem bind i serien. Måske får de bundet en sløjfe på de mange tråde, der står og blafrer? I betragtning af, at fortællingen ikke står stille nogetsteds, og at overraskelserne står og tripper for at komme frem på hver anden side, så er bøgerne ret nemme at læse.
Forfatterne skriver i pressemeddelelsen, at målet med serien var at skrive noget, som de selv ville læse, hvis de var 12 år igen. Det, synes jeg, de klarer ret godt.
2017-03-31
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret