Hvor fri må en gendigtning af en bibeltekst være? To nye bøger giver to helt forskellige svar på det spørgsmål

David og Goliat   af Altschuler, Sally  
26 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.
Illustrator: Nordqvist, Sven
Den der snyder – en historie om to snydetampe   af Mouritzen, Peter  
32 sider. 248 kroner. Jensen Dalgaard.
Illustrator: Kristensen , Tom

To netop udkomne billedbøger griber opgaven med at fortolke Bibelen vidt forskelligt an. Peter Mouritzen er i ”Den der snyder – en historie om to snydetampe” relativt bibeltro, mens Sally Altschuler går en helt anden vej med ”David og Goliat”

Historierne om Adam og Eva, Egyptens 10 plager, David og Goliat, Noah og Syndfloden, Jakobs syv år for Lea og syv år for Rakel samt Samson og Dalila er nogle af Det Gamle Testamentes mest kendte. De fortælles igen og igen, også i billedbogsform til de mindste, og ikke sjældent med en twist eller med en ny fortolkning. Inden for den seneste måned er der udkommet to billedbøger, der hver især tager bibelske historier op.

En gendigtning af en bibelsk historie repræsenterer automatisk samtidigt en tolkning af den bibelske tekst, en forståelse, som man derved også videregiver til sine børn, når man læser historierne op. De to netop udkomne billedbøger griber opgaven vidt forskelligt an, idet Peter Mouritzen i ”Den der snyder – en historie om to snydetampe” er relativt bibeltro, mens Sally Altschuler i ”David og Goliat” nøjes med løseligt at tage udgangspunkt i den oprindelige historie og lave det, han selv kalder for en Bibelforvanskning.

Sammen med skiftende illustratorer har den rutinerede Peter Mouritzen omskrevet foreløbig 15 historier fra Det Gamle Testamente. Det gør han altid overraskende uprætentiøst og med en umiskendelig humor, der forynger de flere tusind år gamle historier. I ”Den der snyder” er det historien om Jakob og Laban, som han tager op. Det er den, hvor Jakob først snyder storebroren for faderens arv og velsignelse med moderens hjælp, og hvor selvsamme Jakob senere bliver snydt af Laban til først at gifte sig med Lea og først dernæst med Jakobs udkårne, Leas lillesøster Rakel (Første Mosebog, kapitel 27-33).

”Den, der snyder, bliver selv snydt. Vi skal høre om to snydetampe. Den ene hed Jakob, den anden Laban. Hvem der var den værste, ved jeg ikke. Døm selv.”

Sådan starter historien ganske friskt og fortsætter i samme, lette tone. Det er Tom Kristensen, der illustrerer historien. Han har blandt andet tidligere illustreret ”Det var tider!”, som er Mouritzens genfortælling i samme serie af historien om Jerikos mure. Det gode ved Kristensen er, at han har en grov, noget uskøn, men vildt ekspressiv og genkendelig streg, der straks fylder sindet med en klar forståelse af situationen. Han bruger ikke mange effekter, men koncentrerer sig om det væsentligste. Det er et rigtig godt match til Mouritzens tekst, som også fokuserer på det vigtige, men som ikke afholder sig fra løbende at kommentere handlingen: ”Den sved!”, hedder det for eksempel, da Jakob opdager, at Laban har snydt ham.

Historien om Jakob er i teologisk forstand ret så kompleks. Det er ikke helt til at finde ud af det med de snydetampe! I bogen skriver Mouritzen, at ”om natten måtte han slås med Gud, der var steget ned fra Himmelen. Gud gav Jakob et slag på hoften, så den gik af led.” Personligt havde jeg det svært med dette afsnit, fordi der i Bibelen står:

”En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led.”

Og ganske vist lidt senere: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.”

Det, at han har kæmpet med Gud og mennesker går dog ikke på nattens kamp, er fortolkerne rimeligt enige om, men på Jakobs hele liv, som kan ses som at udgøre en kamp for at afklare, hvem han er for Gud og mennesker. Det udgør om ikke andet et teologisk problem at hævde, at Jakob kæmper mod Gud, og at Gud skulle indse, at han ikke kan besejre Jakob. Det går ikke. I Hoseas bog fra Det Gamle Testamente står der i øvrigt, at det er en engel, Jakob kæmper med.

Hvorom alting er, kan man næppe af en billedbog forlange, at alle teologiske spidsfindigheder bliver afklaret. Retfærdigvis skal det også siges, at der ikke i Mouritzens tekst står, at Gud ikke kunne besejre Jakob. Ikke desto mindre viser diskussionen, hvorfor selv en billedbog med en historie fra det Gamle Testamente kan blive genstand for en større diskussion om formidling af Bibelen.

Bortset fra lige præcis dette lille bitte afsnit, så er ”Den der snyder” en rigtig god, men også kompleks historie, og Mouritzen og Kristensen klarer genfortællingen uden at pakke det uforklarlige væk eller glatte det ud i det hele taget. Det er flot og sjovt og ikke mindst fængende.

Man bliver dog for alvor udfordret, hvis man læser Sally Altschulers helt absurd frie genfortælling af ”David og Goliat”, der noget forsonende er særdeles velillustreret af den svenske Sven Nord-qvist. Det er den fjerde bog i Nordqvists og Altschulers serie af det, forfatteren selv kalder for ”bibelforvanskninger”. I denne udgave kæmper David ikke mod Goliat, men møder ham i stedet på vej hjem fra at have afleveret mad til sine brødres krigslejr. Goliat er gået sin vej, for han gider slet ikke at slås. I stedet tager han med David hjem og hjælper til med at passe får og lærer at spille fløjte.

Det hele er meget sødt. Selv den sultne hyæne, der i bogen bliver ramt i hovedet af Davids sten, da han kaster den fra sin slynge, overlever, men må flygte noget omtumlet fra sin jagt på Davids får. ”Ingen dyr eller mennesker omkom i forbindelse med skabelsen af denne fortælling”, kunne man næsten fristes til at tilføje omslagets tekst.

Nordqvist er en af Sveriges bedste illustratorer, og der er ikke en finger at sætte på hans morsomme og umiddelbare tegninger. Selvom historien er sød nok, og illustrationerne fine, kan man diskutere, hvorvidt man skal opfatte forvanskningen som opfindsom eller som endnu en pind til den kristne (og jødiske) kulturs ligkiste. At synes den er kreativ, kræver nok, at man er sikker på, at de børn, der får historien læst, også kender historien i forvejen. I så fald kan man godt gøre det, Altschuler gør, og synes, det er morsomt og hyggeligt. Men jeg har mine tvivl, om man i dagens Danmark kan være sikker på, at børn på forhånd kender historien.

Hvad der er rigtigst her, må nok siges at være bundet til ens egen personlige præference: Om man synes, at en genfortælling af bibelhistorierne skal bibeholde den egentlige kerne i fortællingen, eller om det er i orden at genbruge figurerne, men fortælle en historie, der forvansker den oprindelige. Personligt repræsenterer jeg det første synspunkt, men respekterer, at andre kan have en anden holdning. Og skal man som børnebogsanmelder dømme ”David og Goliat” ud fra sidstnævnte præmis, så fejler historien såmænd ikke andet end, at den er en tand for sukkersød. Og det er som bekendt ingen synd.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret