300 år and still going strong: Robinson Kruso for børn

Robinson Kruso   af Daniel, Defoe  
Oversat og forkortet af Else Schiøler. 120 sider. 99,95 kroner. Gads Forlag.

Utroligt som den 300 år gamle historie om Robinson Kruso stadig kan fænge, men spørgsmålet er, om bogen overlever bibliotekarernes censur og tidens politiske korrekthed

I disse identitetspolitiske tider, hvor for eksempel hvide oversættere nægtes at oversætte sorte forfatteres digte, er det nærmest modigt at genudgive den nu 302 år gamle klassiker, ”Robinson Kruso” fra 1719, skrevet af den yderst farverige forfatter Daniel Defoe.

At tiderne påvirker forfatterne, og hvad og hvordan de må skrive, kan man se på en nyligt udgivet billedbog, Sally Altschulers ”David og Goliat”, som af en dansk bibliotekslektør netop er blevet stemplet som problematisk, fordi der i bogen optræder ordet ”tøsedreng”. Det kan man slet ikke skrive i dag, mener lektøren.

Tænk engang, at man er nået dertil, at man har et dansk sprogpoliti på bibliotekerne, der skal kommentere, hvilke ord der er acceptable at skrive i en bog! Den pågældende lektør vil derfor næppe sætte pris på den nye genudgivelse af Robinson Kruso, der blev oversat og forkortet af Else Schiøler i 1953. Også selvom der ikke her bruges nogle af de i dag indtil videre uacceptable ord.

Men historien er gennemvædet af den tids hvide imperialisme og opfattelsen af, hvordan de hvide på alle måder var de sorte overlegne.

Daniel Defoe, som blev født i London i 1660 i en middelklassefamilie med flamske rødder, skrev sin historie om Robinson Kruso stærkt inspireret af sørøveren Alexander Selkirk, der efter et skænderi med sin kaptajn blev efterladt på en øde ø og måtte blive der i fire år, indtil han blev reddet af et par engelske skibe. Selkirk hjalp ovenikøbet mandskabet ved at sikre proviant nok til dem, da de på det tidspunkt led af skørbug, sikkert på grund af for ensidig kost uden C-vitaminer.

Daniel Defoe selv havde et vildt liv. Om sig selv skrev han ”Ingen har som jeg haft så skiftende lykke, tretten gange har jeg været rig og fattig.” Hvilket er sandt nok. Blandt andet på grund af sine politiske interesser var Defoe også i fængsel adskillige gange, hvilket kan forklare et par af hans konkurser. Men han var også noget af en ødeland, der tog adskillige forretningsmæssige risici.

Defoe var en dygtig skribent og blev berømt i England blandt andet for sin satiriske pamflet, ”The Shortest Way With Dissenters”, hvor han gjorde grin med en kendt højkirkepræst, der hadede frikirkefolk som Defoe og fik vedtaget en lov om, at de ikke længere måtte sidde i et offentligt embede.

I pamfletten foreslog Defoe, at dissidenter i stedet burde hænges eller deporteres øjeblikkeligt. Da det gik op for højkirkepræsten og Parlamentet, at han gjorde grin med dem, blev han sat i offentlig gabestok i tre dage for æreskrænkelse og efterfølgende smidt i fængsel.

Det lykkedes ham at blive løsladt mod at agere som spion for regeringen. Defoe stiftede en avis, som han brugte til at opbygge et netværk af spioner, der efter sigende var grundlaget for ”British Secret Service”. De skiftende politiske vinde gjorde, at Defoe måtte skifte loyalitet afhængigt af, hvad der bedst kunne betale sig.

Først da hans karriere som spionchef og journalist var ovre, begyndte han at skrive på ”Robinson Kruso”. Romanen blev vældig populær og blev oversat og udgivet i hele Europa, hvilket fik Defoe til at skrive et opfølgende bind, der imidlertid ikke fik så stor udbredelse.

Robinson Kruso er i romanen en eventyrlysten tysk købmandssøn, der på grund af et skibsforlis strander alene på en øde ø. Takket være en utrolig praktisk sans får han hurtigt bygget en bolig i en klippehule, får efterhånden sikret sig husdyr (lamaer, geder og papegøjer) og dyrket jorden, så han kan få afgrøder.

Selve skrivestilen er meget kontant og lige så praktisk som Kruso. Til tider har den nærmest karakter af en inventarliste. Efter at hovedpersonen har set klippehulen, skriver Defoe:

”Her ville han bo! Men hvordan skulle han beskytte sig mod angreb udefra?”

Straks efter får Kruso øje på piletræer, han kan plante, og som skjuler hulens indgang. En dag opdager Kruso, at han ikke er alene på øen, men at den bruges af ”vilde” kannibaler, der kommer, når de skal fejre en sejr og stege sig et par fanger, som de kan fortære. Kruso redder en fange fra bålet og kalder ham Fredag. Utroligt nedladende, i virkeligheden, for manden har helt sikkert haft et navn allerede. Sammen opbygger de et fællesskab, hvor Kruso er den ukronede konge af øen. Fredag er utroligt uvidende:

”Fredag havde aldrig før set noget blive kogt i vand. Han gjorde store øjne, og netop, mens Robinson var udenfor, begyndte vandet at koge og boble i gryden. Fredag troede, at der måtte være et levende dyr dernede, så han stak hånden ned for at fange det.”

Det giver et meget godt billede af, hvordan hvide dengang så på den sorte indfødte befolkning.

Der er flere usandsynlige forhold også i det praktiske liv, hvis man går lidt omhyggeligt til værks med stoffet. Men det er detaljer, for helhedsindtrykket er fortsat, at det en fortælling om, hvordan man overlever på en øde ø og efterhånden får opbygget sig en velfungerende kristen civilisation mod alle odds midt i det fremmede.

Det er uanset det aldeles politisk ukorrekte billede af de indfødte en fascinerende og spændende roman. Dette på trods af det noget fattige og kontante sprog, som egentlig også forværres af at være i en forkortet og børnevenlig udgave. Defoes roman har været en inspirationskilde for mange, herunder Rousseau, der kun lader sin Emile læse lige præcis denne bog.

Interessant nok mente Rousseau, at den burde forkortes, så alt det religiøse og spirituelle blev redigeret bort, og romanen udelukkende fokuserede på, hvordan Robinson tæmmede naturen. Det er lige præcis det, der er sket i denne og andre forkortede udgaver, men dirigeret af et helt andet hensyn, nemlig at gøre dem mere tilgængelige for børn og unge. Forenklinger, som sidenhen har været medvirkende til, at den har fået en velfortjent klassikerstatus.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret