Flot antologi om relationen mellem børn og kultur

Børnekultur i Danmark 1945-2020   af Dael, Merete  
400 sider. 399,95 kroner. Gads forlag.
Medforfatter: Juncker, Beth / Medforfatter: Helmer-Petersen, Jan

Ny udgivelse giver et vidende og vigtigt overblik over børnekulturen i Danmark siden 1945, men manglende kronologi gør læseren en smule svimmel

Barndommen må være et af de vanskeligste ting at indkredse for voksne. Ens referenceramme er voldsomt præget af ens egen barndomstid, og al fornyelse er ofte ganske svær. Man ser det tydeligt, når forældre vælger billedbøger og børnebøger for deres børn, hvor de da oftest helst vil have fat i en af dem, de kendte fra deres egen barndom, deraf de mange genudgivelser. Det er ikke altså ikke kun rynker, der går i arv, idet forældre får dem af deres børn, som Helen Hayes Brown, en amerikansk skuespillerinde, engang sagde, men også en lang række kulturelle mønstre. Alligevel forvandler verden sig, og de voksne har vanskeligt ved at følge med. De færreste forældre i dag havde tablets eller Disney+ at forsvinde ind i, da de var små. Mange andre ting er også ændret, og barndommens kultur er simpelthen en helt anden end den, man voksede op i.

I en ny, prangende illustreret bog, ”Børnekultur i Danmark 1945-2020”, har tre redaktører samlet nogle af de fremmeste forskere og praktikere inden for børnekulturens felt for at forsøge at bibringe et samlet historisk overblik over børnekulturområdet og dets udvikling fra forsøgsstadium på ildsjæleniveau til et mere professionelt forankret kulturområde i Danmark. Børnekulturen forstås som relationerne mellem børn og kultur, fra de er 0, til de er 12 år, som der står i indledningskapitlet. Det er et prisværdigt og tiltrængt initiativ. At det er den første samlede udgivelse om emnet, fortæller imidlertid også, at børnekulturen er et meget nyt forskningsfelt, hvilket sætter et vist præg på udgivelsen.

Beth Juncker, der er en af redaktørerne, er den første professor i kulturformidling og børnekultur i Danmark, nu professor emerita. De to andre redaktører, Merete Dael og Jan Helmer-Petersen, har været ansat i henholdsvis Københavns Kommune og Kulturministeriet og har derved haft en nøglerolle i definitionen og udmøntningen af de sidste mange tiårs børnekulturpolitik i Danmark og har selv skrevet og redigeret adskillige bøger om børnekultur.

Bogen består af en indledning, fem analytiske kapitler og et afslutningskapitel. Det første kapitel skildrer et samlet barndomslandskab under opbygning fra 1945 til i dag. I det andet kapitel ser man på ændringer og kulturpolitik for børn, mens det tredje kapitel gennemgår det kunstneriske felt, der retter sig mod børn. Det fjerde kapitel koncentrerer sig om kulturformidling og kulturinstitutioner, mens det femte tager fat i børns mediebrug, og hvordan dette påvirker børns leg. Til slut samles det hele i et kapitel, der tegner linjer i udviklingen og påpeger centrale perspektiver.

Redaktørerne har på sin vis gjort det svært, men måske samtidigt også mere interessant, for læseren ved at have bedt skribenterne om ikke at fortælle slavisk kronologisk, men først fremdrage de væsentligste ændringer og dernæst beskrive, hvorfor de er af afgørende betydning. De forskellige skribenter griber denne udfordring lidt forskelligt an.

I Kirsten Møllers bidrag, der omhandler billedkunsten, er det skolernes billedkunstfag, der slår takten an, hvilket ikke er så underligt, eftersom hun er uddannet lærer og har været leder af Københavns Billedskole for børn og unge. I Niels Græsholms artikel om musik startes der sjovt nok med Danmarks Radio, der fik øje på børnene som en særlig målgruppe. Her havde især Mogens Vemmer den strategi, at de ansatte skulle have så frie tøjler som muligt, hvilket gav en kreativ spraglethed, der bragte det borgerlige Danmark i oprør. Græsholm er studielektor i musik og er musikkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen.

Der er også en hel artikel af Nina Sahl, som er forfatter og blandt andet skriver bøger til grundskolen, om radio og tv, hvor Børneradioen og DR’s børnetime også er i fokus. Netop disse overlap giver et vist billede af den udfordring, som ”Børnekultur i Danmark 1945-2020” repræsenterer. Der er så mange sammenhænge mellem de forskellige områder, at man bliver helt svimmel af at skulle overskue det hele selv uden hjælp fra en form for kronologi, der sætter en sammenhæng mellem de forskellige emneområder. Omvendt gør redaktørernes ønske om, at skribenterne skal fokusere på et slags vendepunkt bidragene mere fokuserede i stedet for at spænde over for mange ting.

Allertydeligst er vanskeligheden i Ning de Conninck-Smiths indledende kapitel: ”Barndom i bevægelse”, som vidende og meget komprimeret forsøger at give et overblik over børnelivet i perioden siden Anden Verdenskrig. Bidragsyderen er professor i uddannelseshistorie og har en dyb viden om skolens og barndommens historie. Hendes kapitel indeholder alskens referencer til politik, kønsroller, økonomi, PISA-målinger, indvandring, oprettelse af organisationer som Børns Vilkår, børnetelefonen og FN’s børnekonvention. Det er imponerende, at hun kan give et så altfavnende vue over emnet. Konklusionen, skriver de Conninck-Smith, er dog, at det fortsat er uklart, hvilke faktorer der mere præcist har haft betydning for barndommens forandring. Der er masser af årsager at plukke fra, kan man i alt fald konstatere ud fra hendes beskrivelse.

Beth Junckers skriver om ”Børnesyn under omvæltning” og får klart draget frem, hvordan børnesynet har ændret sig undervejs i perioden. Fra at børn skulle ses, men ikke høres, til en bærepose fra Louvre i 2015 med teksten: ”Hvis verden skal genvinde sin storhed, må den ses med børns øjne.” Jo, der er sket meget i verden de sidste 75 år.

Til sidst i bogen har Anne Mette Thorhauge, tidligere formand for Medierådet for børn og unge, og Carsten Jessen, lektor emeritus og formand for International Play Association Danmark, skrevet et afsnit om mobiltelefoner, sociale medier og computerspil. Man kan godt mærke, at der her en generationskløft. Computerspil burde nok have fortjent sit helt eget afsnit under kunstnerisk landskab, på linje med litteratur, musik og billedkunst. Der er vel ikke noget, der har fyldt mere hos børn de sidste 15 år end lige præcis Playstation, computerspil og online gaming, herunder e-sport. Det er en verden, som folk, der er midaldrende, har ganske vanskeligt ved at forstå til fulde.

”Børnekultur i Danmark 1945-2020” er en stor, spraglet, vidende udgivelse. Den varsler en god begyndelse til et fortsat fokus på børnekulturen, og man står tilbage med et klart indtryk af, at jo, dette er et vigtigt emne. Hver artikel kunne nemt bære at blive udvidet til at blive en hel bog i sig selv. Det i sig selv fortæller, at der fortsat er masser af arbejde, der skal gøres for at få en bedre forståelse af børnekulturen. Jo før, jo bedre!

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret