Børnelitteratur: Smukke kropsformer, lun kærlighed og andre store følelser

Drengen og pigen og miraklet i snehulen   af Leine, Kim  
72 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.
Illustrator: Alexandersen, Peter Bay
Dybt vand   af Scherfig, Lilja  
48 sider. 269 kroner. Jensen og Dalgaard.
Illustrator: Dickmeis, Otto
I form med tapiren.   af Strid, Jakob Martin  
72 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

Tre billedbøger viser på imponerende vis børnelitteraturens evne til at favne livet i alle dens former og farver

I løbet af den sidste del af 2020 er der udkommet en række opfindsomme og finurlige billedbøger, som er værd at lægge mærke til. En af disse er Jakob Martin Strids ”I form med Tapiren”, som er forfatterens niende bog om Mimbo Jimbo, Tapiren og alle deres venner. Historierne fortælles med en lun humor og med en umiddelbar tilgang til livet og dens genvordigheder. Det er noget, der vækker glæde, for serien er meget populær, og bøgerne i serien er samlet hidtil udkommet i hele 150.000 eksemplarer.

”I form med Tapiren” er en mellemting mellem en historiebog, en tællebog og en bog om former. Tapiren overspiser og bliver ret så uformelig, så hans krop skifter mellem alskens faconer: prisme, pyramide, sfære, torus, oktahedron, keglestub og endda pandekage. Bogen skabte mod forventning en del debat, fordi Tapirens venner driller ham: ”Evigt og altid er der bøvl med den fedtklump,” siger for eksempel Krokodillen, der forsøger at få Tapiren ud af en kasse, hvor han er blevet til en perfekt kube. ”Det kan helt sikkert gå ind og påvirke børn enormt negativt. Især hvis det er et barn, der i forvejen er udsat, bliver mobbet, er tyk eller kender følelsen af at være udenfor,” sagde tykaktivist Christina Sand Henriksen i dagbladet Politiken.

Typisk for den type argumentation er uheldigvis ofte, at der udelukkende fokuseres på et enkelt aspekt i en hel bog. Bogen handler nemlig om, hvordan Tapirens venner hjælper ham til at komme tilbage til sin oprindelige og ”smukke” form, som han selv siger det. Men det blev lidt tabt i debatten, for identitetspolitikken har også sat sine grumsede spor i børnebogsbranchen. Selv om Mimbo Jimbo-bøgerne er for de mindste, har Strid altid evnet også at række ud til de voksne undervejs. Således vil der være flere, der vil more sig over Tigermor, der undervejs i fødselsdagen tager sig en læsepause og rødmende læser i ”50 shades of orange”. Hertil slutter hans bøger altid med et par sider om, hvordan forfatteren må kæmpe for at skrive, mens hans børn og historiefigurer bestandigt kritiserer og forstyrrer ham. Strid vil fortsat være en af mine absolutte favoritter, når jeg skal vælge bøger til de mindste børn.

Lun er også Kim Leine i sin tredje billedbog om Grønland, der er dygtigt illustreret af Peter Bay Alexandersen. Den handler om en tur i hestespand tilbage mod familiens hus efter at have været i byen, der vanskeliggøres af, at far, gravide mor og to børn overraskes af en sneorkan og må gemme sig i en snehule. Kim Leine, der selv har boet i Grønland med sin familie, elsker uden tvivl landet.

Fortællingen emmer simpelthen af kærlighed til det, til naturen og til menneskerne og er fyldt med en omsorg, der mærkes i fortællingen. Alexandersens illustrationer udgør en glimrende ledsager til den fængende historie om, hvordan familien overraskes af orkanen, og hvordan børnene må hjælpe til for at sikre familiens overlevelse. For mens faren forsøger at finde en løsning på, hvordan de kommer hjem, begynder moren at få veer! Følelsen af samhørighed bliver meget stærk, når man er så afhængig af hinanden, og det får både Leine og Alexandersen så glimrende fremhævet i tekst og billede, at man nærmest længes mod det vilde land tæt ved Nordpolen. Det er en oplagt oplæsningsbog, som man også som voksen vil have meget svært ved at slippe.

I den mere alvorlige ende af skalaen finder vi Lilja Scherfigs og Otto Dickmeiss ”Dybt vand”, som handler om en dreng, hans mor og en papfar samt en smertefuld skilsmisse. Skal papfar have lov til at se drengen efter skilsmissen eller ej? Når nu drengen er så tæt knyttet til ham? ”Få dit eget barn, Steen!”, råber moren, da Steen igen og igen plager for at få lov til at se drengen i det mindste en gang om ugen. Skænderierne foregår i baggrunden, for fortællingen er i begyndelsen en venskabshistorie mellem drengen og en stor, farlig bjørn, som drengen kalder ”Lillebjørn”. Lillebjørn har en blød snude og en varm ånde. De stikker af sammen, drengen og bjørnen, væk fra det, der gør ondt. De er tæt på havet, og sammen ror de ud, hvilket går fint lige til bølgerne begynder at løfte sig, og drengen taber åren i vandet. Så kæntrer båden, og drengen synker til bunds. Heldigvis redder Steen ham fra at drukne, og moren bløder op. Dickmeiss forstår at iscenesætte dramaet i bløde, grå blyantsnuancer, så drengens smerte mærkes.

Illustratoren har en misundelsesværdig evne til at tegne følelserne frem, og selvom det er en sørgelig historie, er der håb til sidst. Det er sådan en bog, der vil formå at få børn til at føle empati og tænke over livet. Det er en lidt farlig fortælling om tab, men uden at det er helt håbløst. Det er stærkt og udviklende og giver masser af muligheder for at tale sammen om både de gode og de svære ting.

De tre billedbøger viser på imponerende vis børnelitteraturens evne til at favne livet i alle dens former og farver, selv når den henvender sig til de allermindste læsere.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret