Noget foregår i drømme, andet foregår i den magiske verden, børnene befinder sig i, og andet igen sker kun i hovedet på Emily, når hun kæmper med sig selv og sin egen stens magt. Det er sjældent, man møder noget så helstøbt som dette.

Selvom jeg indimellem oplever, at nogle har svært ved at se tegneserier som seriøs kunst, er denne konservative holdning heldigvis mere og mere ved at være på retur. I løbet af de forgangne 20 års tid er flere og flere bøger udkommet som såkaldte ”graphic novels”, der i princippet er en tegneserie omformet til det klassiske romanformat. Det er en udfordrende størrelse, fordi romanformattet giver mindre plads til illustrationerne end tegneserieformatet.

Handlingen i disse bøger er ofte kompleks, er ofte på flere hundrede sider og henvender sig i lige så høj grad til voksne som til børn. Tegneserier i bred forstand har i det hele taget fået et stort comeback de seneste år, ikke mindst takket være de mange superheltefilm, der især trækker på de amerikanske superheltehæfter fra 1960’erne og frem. Samtidig har japansk inspirerede tegnefilm i den klassiske mangastil også vundet popularitet. Den japanske mangatradition er så stor, at der i Japan i 2018 blev solgt manga for 26 milliarder kroner, hvis man også tæller den stigende andel af de digitale udgivelser med

Den japansk/amerikanske illustrator Kazu Kibuishi lægger sig med sin serie, ”Amulet”, stilmæssigt midt mellem den klassiske grafiske roman og den japanske mangategneserie. Der er indtil nu udkommet fem bind på dansk i serien, der vil være på i alt ni bind. ”Amulet” har været på The New York Times bestsellerliste og er indtil nu oversat til 16 sprog. Det er en moderne fantasy-fortælling med såvel magi som lidt sci-fi involveret.

Efter et biluheld, hvor faderen dør, flytter børnene Navin og Emily sammen med deres mor ind i et gammelt hus, der har tilhørt deres oldefar, der forsvandt under mystiske omstændigheder. Huset gemmer på mange hemmeligheder, og da et monster bortfører moderen gennem en magisk dør i kælderen, drager de to søskende af sted for at redde hende og havner i en fantastisk verden befolket af onde elvere, hjælpsomme robotter, synske træer og talende dyr.

Oldefaren opholder sig i denne verden, og han når lige akkurat at møde børnene, inden han dør af alderdom. Emily overtager hans rolle som bærer af en af de stenamuletter, som der findes ganske få af, og som giver samtidigt giver bæreren titlen af ”Stenens vogter”. Plottet i bogen udvikler sig bestandigt, efterhånden som børnene ser sig nødsaget til at handle. Elverkongen ønsker fuld magt over stenen og forsøger at dræbe Emily og hendes bror. For at få hjælp forsøger de to børn at nå frem til andre vogtere af sten, der giver bæreren en magisk kraft.

De får følgeskab af elverkongens søn, som hader sin far, og som også selv bærer en sten. Efterhånden som historien udfolder sig, kommer der flere hjælpere og modstandere til. Da de endeligt når frem til stenvogternes by, viser det sig temmelig dramatisk, at alt det, de har troet, har været helt, helt forkert.

Kibuishis illustrationer er i en klasse for sig. Han varierer de enkelte billedfelter på opslagene, og farvelægningen er så gennemført, at hvert opslag domineres af en given farve, der giver en markant kontrast til personernes hvide øjne. Er baggrunden mørk, giver netop øjnene et næsten skræmmende nærvær, så man næsten føler, at man ser ind i hovedpersonerne øjne.

Fortællingen er intens, hvert billede og tekst betyder noget, og man kan ikke læse eller se over hverken tekst eller billede. Gør man det, går man simpelthen glip af en muligvis lille, men alligevel altid væsentlig pointe, der gør, at det næste, der sker, giver mening. Det er faktisk også et problem, hvis der går lang tid, mellem man læser de enkelte bind, for så husker man netop ikke alle de små detaljer, der giver fortsættelsen mening.

Fortællingen foregår endvidere i forskellige lag. Noget foregår i drømme, andet foregår i den magiske verden, børnene befinder sig i, og andet igen sker kun i hovedet på Emily, når hun kæmper med sig selv og sin egen stens magt. Endnu mere kompliceret bliver det, når man også kommer ind i tankerne på elverkongens søn og på det væsen, som vil Emily og hendes bror og venner til livs. Det kræver virkelig fortælleevner at holde alle de tråde spændte og faste undervejs, så hverken fortæller eller læser mister retningssansen. Det er ret så imponerende og betagende. Det er endvidere forbløffende, så meget Kibuishi formår at forklare i billedform, så teksten stort set kan nøjes med at fremtræde i form af dialoger.

Det er sjældent, man møder noget så helstøbt som dette. ”Amulet”-serien har i høj grad fortjent sin popularitet og vil uden tvivl glæde enhver billedglad fantasylæser uanset alder.

2020-12-15

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret