Er klima eller kristendom det vigtigste i ens liv? Svaret påvirker måden, vi opdrager på

Opdragelse til livsmod og bæredygtighed   af Jørgensen, Per Schultz  
179 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.
Selvbyggerbørn – Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv   af Mette, Riisager  
240 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

To nye bøger af henholdsvis Per Schultz Jørgensen og Merete Riisager viser forbilledligt klart, hvor afgørende personlige værdier er i børneopdragelse

Filmen ”Captain Fantastic” med Viggo Mortensen i hovedrollen havde premiere i 2016 og portrætterede et forældrepar, der havde bosat sig i skoven med deres seks børn. Faderen, Ben Cash, og hans hustru opdrager børnene til at være i pagt med naturen, i god fysisk god form, til at tænke kritisk og undgå enhver form for religion og teknologi.

De fejrer for eksempel den amerikanske anarkosyndikalist Noam Chomskys fødselsdag i stedet for julen. Da moderen dør, falder det hele lidt sammen for familien, idet børnene for første gang er nødt til at interagere med andre mennesker og fejlagtigt tror, at andre har samme moralske værdier og verdensforståelse, som de har.

Kendetegnende for filmens hovedperson, Ben Cash, er hans tyrkertro på egen ufejlbarlighed. Han ved simpelthen bedst, og det er derfor alle andre, der er forkert på den. Det gælder også hans egne børn, når de indimellem vælger at modsige ham.

Det er den film, jeg tænker på, når jeg læser Per Schultz Jørgensens bog ”Opdragelse til livsmod og bæredygtighed”. Her har han i lighed med Ben Cash stort set droppet al kritisk sans og kastet sig ud i et projekt, hvor han kobler klimaangst og opdragelse. Som et virkemiddel hertil bruger han især det narrativ, som familier opbygger om sig selv. I øvrigt et begreb, som blev beskrevet grundigt af den franske filosof Paul Ricoeur i trebindsværket ”Tid og fortælling”, hvor han netop beskriver, hvordan individet bruger et narrativ til at bygge en selvforståelse op.

Ganske rigtigt opfatter Schultz Jørgensen dette narrativ som værende en dannelsesskabende fortælling i familien, ligesom Ben Cash gør det over for sine børn. Den anden halvdel af bogen bruger Jørgensen på at beskrive otte familier, der har besluttet sig for at leve mere klimarigtigt og har opbygget en fortælling herom. Jørgensen nævner, at forældrenes beslutning om at leve mere klimavenligt udgør et eksempel om tydelighed og myndighed:

”Et lederskab, der kræver forældre, som kan formidle og kommunikere og skabe en fælles opfattelse af den sociale sammenhæng og de udfordringer, vi står over for med hensyn til klimaomstilling.”

Fra min indledning kan man næsten gætte sig til, hvad problemet er med denne tilgang. Etik opfattes i Schultz Jørgensens bog kun i forhold til klima. Der er ikke tale om en samlet fortælling om, hvordan man opfører sig over for hinanden. Hvad der er rigtigt og forkert. Hvordan tror han, at børnene vil tænke om andre, der ikke lever klimavenligt? Ja, alle andre er naturligvis helt galt på den, ingen tvivl om det!

Ingen overvejelser om, om eksempelvis klimaaftrykket skulle være værre end flygtningestrømmene eller den kolde krig, der udspiller sig mellem Kina og USA, eller om behovet for at uddanne mange flere, så de er bedre rustet til at håndtere udfordringer i deres respektive lande.

Heller ingen overvejelser om, at der rent faktisk eksisterer masser af diktaturstater, der lever ganske klimavenligt samlet set, da det kun er eliten, der forbruger goderne. Kort sagt mener jeg, at Schultz Jørgensen, alle sine kvaliteter til trods, her nærmer sig en livsfarlig og aldeles forfejlet tilgang til opdragelse, der er blind for alle andre vinkler end den klimamæssige.

Schultz Jørgensen fortæller, at dagens opdragelse kaldes for ”forhandlingsopdragelsen”, fordi man inddrager børnene så meget i processen og dermed også forhandler om opdragelsens elementer. Det er derfor interessant, at forlaget samtidigt med denne bog udgiver tidligere undervisningsminister Merete Riisagers (LA) ”Selvbyggerbørn – Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv”, som er et langt og grundigt opgør med forhandlingsopdragelsen. Hertil kommer en bredside mod identitetspolitikken:

”Jeg mener, at den manglende dannelse og fraværet af kulturelle pejlemærker har bidraget til at skabe et identitetsmæssigt vakuum, hvor ekstreme bevægelser trives og vokser,” skriver Riisager.

For Riisager er forældreskabet ikke kun et ”byggeprojekt”, som kan bygges ind i en narrativ ramme, men meget mere. Hun mener, at der er brug for en samlende etisk base. Riisager er ikke troende kristen, men mener alligevel, at ”kristendommen og den kristne etik og forståelse af mennesket må fylde mere”. Hun erkender, at ”kristendommen ikke kun handler om at tro og tilbede, men at det er en måde at betragte mennesket på, som vi har givet i arv gennem generationer, og som har været medvirkende til at give os en fælles forståelse af, hvad det gode er, og hvilke pligter vi har som mennesker”.

Sæt det i kontrast til en opdragelse, der sætter klimaet som det allervigtigste i livet, og tænk over, hvor meget der mangler i det narrativ. Det gælder for øvrigt enhver opdragelse, der baserer sig på en fanatisk eller enøjet tro på kun et bestemt aspekt i livet.

”Jeg iagttager en generel tendens til, at voksne undslår sig for voksenrollen, og børn tildeles en voksenrolle, de ikke er klar til,” skriver Riisager også.

Med andre ord mener hun, at forhandlingsopdragelsen på mange måder har givet forældre en forkert opfattelse af, at børnene selv skal og bør tage beslutninger om væsentlige områder i forbindelse med opdragelsen. Der mangler i Riisagers øjne en ramme, som opdragelsen skal ske inden for. Det er her, at blandt andet den kristne moral skal hjælpe med at strukturere, hvad der er rigtigt og forkert, uanset om man så er troende eller ej.

Riisager kommer også til den erkendelse, at skolens mange læringsmål og skemaer er blevet en klods om benet, hvilket er noget, som en del forældre og lærere desværre også er temmelig bevidste om. Hun vil gerne have en skoleform, hvor der udstikkes et pensum, som indeholder den viden, som ethvert barn skal stifte bekendtskab med i skolen, uanset hvor i landet, det går. Det skal ikke dække alle timer og al undervisning, men blot udgøre rygraden i skolerne. Al anden styring skal frafaldes. Det ville give langt større frihedsgrader for lærere og skoler.

Riisagers bog, polemisk og interessant som den er, præges dog af en lang række gentagelser og kunne snildt have været en del kortere. Som et politisk manifest er det samtidigt et nedslående dokument, hvor Riisager ikke tiltror det politiske miljø megen evne til at ville lave tingene om. Hun oplever ikke det nødvendige engagement – eller viden – i Folketinget til en sådan opgave:

”Den politiske kamp finder ofte sted som retoriske sværdslag, mens egentlige reformer og strategiske tiltag i højere grad udtænkes af embedsværket (…) Der ligger mange forhindringer for en egentlig genoplivning af dannelsestænkningen.”

Det er på den måde en smule deprimerende at læse et så brændende engageret indlæg i debatten, men koblet sammen med en realists øjne på, at det nok ikke lykkes at ændre. Men det er klart, at hvis eksperterne er så galt afmarcherede som Schultz Jørgensen, så bør man med rette bekymre sig om, hvorvidt det er de rigtige kræfter, der er med til at definere opdragelsen og skolen. Det er i hvert fald interessant at se, hvordan det at have et givet verdenssyn i så høj grad påvirker ens syn på opdragelse. Det er tydeligt ud fra disse to udgivelser.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret