Bent Hallers erindringsbog er selvudleverende og genert på en gang

Gad vide, om jeg skal læse bogen én gang til? Det tænkte jeg efter læsningen af Bent Hallers selvungdomsportræt ”Det man skriver”. Både fordi den er godt skrevet, men også fordi det er en bog, der på mange måder bider sig selv i halen. Man bliver suget ind i en malstrøm, der drejer rundt og rundt, og som til sidst forsvinder ind i sig selv. Måske fordi Haller i starten på en måde lover læseren en slags nøgle til sit liv. Et løfte, som han ikke helt indfrier. Det er der måske en god forklaring på.

Haller har tidligere skrevet erindringsbogen ”Det man husker”, som er en gribende dannelseshistorie, der ikke handler så meget om Haller som forfatter, men om hans vej dertil. Et eller andet sted forsøger han med ”Det man skriver”, som man næsten fristes til at afslutte med et ”er man selv”, at skrive baggrunden fra sin indre drivkraft frem. Hvor ”Det man husker” først og fremmest foregår i hans sene ungdom og tidlige voksendom, så handler den nye erindringsroman om Hallers barndom og meget tidlige ungdom.

Haller skriver, at bogen indeholder uddrag af dagbøger fra 1960’erne. Det har jeg svært ved at tro på, når stilen er så fuldendt, som den er. Interessant nok skriver Haller om vanskeligheden ved at være fattig, så fattig, at han som barn ikke havde noget sted i hjemmet, han kunne gemme dagbøgerne. Derfor må han gemme dem i kælderen hos sin ven Mogens, der til gengæld forlanger fuld indsigt i det skrevne. Mogens er således hans faste livskommentator, tætte ven og trofaste ledsager gennem det meste af bogen. Sammen med Mogens tager forfatteren på en noget særpræget tur til Italien og på improviserede teltture i Norge og Tyskland. Man kan læse, at de to har frosset og sultet godt, for det rigtige udstyr kunne man ikke just påstå, at de var i besiddelse af.

Der er også gjort plads til de kærlighedsforviklinger, der hører sig til i den tidlige ungdom. Sjovt er det at læse om hans seksuelle vækkelse, som han i begyndelsen har så vanskeligt ved at tøjle, at selv den store, flinke bondekone fra Sæby, der vejer 120 kilo og er væsentlig ældre end ham, kan gøre ham svimmel blot ved tanken om alt det nøgne, varme kød. Det er også kosteligt at læse om de kiksede efterspil efter korte ferieromancer, hvor de mange måneders efterfølgende adskillelse giver pinlige genforeninger uden den særlige glød, som engang var. Hvor man dog husker den slags fra sit eget liv. Det gør næsten ondt at læse.

Digteren Per Højholt sagde engang, at man ikke må tage af hovedstolen. Med det mente han, at det selvbiografiske stof, al forfatterens materiale i sidste ende flyder fra, det sted er helligt og urørligt, og begynder man først at pille ved det, dør ilden hurtigt ud af sig selv. Det billede bruger Haller: ”Det var som kilden i Elysium, drak man af den, ville man blive forvist til mørket og et slidsomt arbejde i sit ansigts sved nede på Frederikshavns Værft & Tørdok.” Haller siger, at man blot skal kigge ned i hans brønd, men at man skal vide, at selv et spejlbillede kan lyve.

Haller skriver, så man bliver grebet, og hans sprog danner billeder, som når han skriver, at ”der var lys for enden af kloakken” eller at ”tonerne omsluttede mit hjerte som blækspruttearme og satte hjernen ud af funktion”. Der er et kosteligt tidsbillede indlejret i selvbiografien, som man bliver rørt af, og oplevelser, som i den grad giver genklang i alt fald hos denne læser. Alligevel er det, som om Haller på trods af sin beslutning om at bruge af hovedstolen alligevel går i ring om den varme grød, så læseoplevelsen bliver cirkulær. Man ser godt nok brøndens vand, og man bliver godt underholdt undervejs, men voldsomt tørstig bliver man ikke. Og da en form for clue kommer til sidst, tænker man, at den kunne han godt have gjort mere ud af. Men det tør han ikke, og måske er det løgn det hele. Så måske havde Højholt ret: Man skal passe på sin indre ild. Det gør Haller, selvom han siger noget andet. I sproget kan man mærke den fandenivoldskhed og stædighed, som må være drivkraften for hans tidlige kunstnerjeg. Men mellem linjerne kan man fortsat mærke den lidt tøvende, usikre unge mand, der også er indeni, og som stadig kæmper for at finde ud, hvem han egentlig er. Det er en rørende, anderledes selvbiografi. Selvudleverende og genert på en gang.

2020-09-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret