Kan nutidens børn få glæde af 140 år gamle Heidi? Bestemt.

Heidi   af Spyri, Johanna  
Oversat og forkortet af Else Schiøler. 118 sider. 99,95 kroner. Gad. I serien Gads lette klassikere.

Siden den første bog om Heidi udkom i 1880, er historien blevet oversat til over 50 sprog, filmatiseret mere end et dusin gange og udgivet i 50 millioner eksemplarer verden over. Anmelderen er begejstret i første afsnit i en ny serie, hvor klassiske børnebøger genanmeldes

Den schweiziske forfatter Johanna Spyri udgav sin første bog om Heidi i 1880. Siden er historien blevet oversat til over 50 sprog, filmatiseret mere end et dusin gange og udgivet i 50 millioner eksemplarer verden over. Det er langt det mest populære schweiziske værk, og forfatteren har velfortjent også givet navn til landets børnebogsinstitut. Men holder historien i dag? Kristeligt Dagblad vil i den kommende tid kaste sig over en række børnebogsklassikere, som Gads Forlag netop har genudgivet i serien ”Gads lette klassikere”

Det er efterhånden en tradition, at ældre klassikere forkortes. I tilfældet ”Heidi” er det godt en tredjedel af romanen, der er skåret væk. Forkortelsen og oversættelsen kan vi takke Else Schiøler (1901-1973) for. Hun fik i 1955 Politikens børnebogspris for en særlig betydningsfuld indsats for de unges læsning, selvom denne næppe var for bearbejdelsen af Heidi. Hendes tekst er, på trods af de 75 år, der er gået, fortsat ganske imponerende frisk.

Det interessante er, hvordan en sådan bog kan engagere og fængsle børn og voksne gennem 140 år. Handlingen i Heidi er som følger: Den forældreløse, femårige Heidi bringes op til sin bedstefar af sin unge moster Dete, for Dete skal ud og tjene og kan ikke længere tage sig af Heidi. Bedstefaderen, i folkemunde kaldt Alpeonkel, er kendt for at være menneskefjendsk, sur og bitter på verden. Han bor helt isoleret på et bjerg i de schweiziske alper, tre kvarters gang fra den nærmeste by.

Man kan i dag vel næsten ikke begribe scenen, hvor Heidi af Dete overlades til sin vrangvillige bedstefar: ”Hvis ikke du kan have hende, må du gøre med hende, hvad du selv vil. Nu er det dig, der har ansvaret, hvis der sker hende noget, og du behøver vel ikke at have mere på samvittigheden. end du har i forvejen.”

Så bliver bedstefaderen rasende og beder Dete forsvinde. Så løber hun af sted. I den danske udgave er hun glad, da hun ikke længere kan høre råbene fra landsbyen, som ynker Heidi. I den tyske ligeså, men kapitlet slutter dog med, at Dete tænker, at hun altid senere kan gøre noget for Heidi, når hun har tjent en masse penge.

Det er Heidis umådeligt positive indstilling, der redder dagen. Pigen synes ikke spor tynget af at skulle være hos Alpeonklen. Og Alpeonklen er en helt anden, da Dete først er ude af syne. Han er betænksom over for pigen og virker oprigtigt glad for at få selskab. For Spyri er det især naturen, der er med til at helbrede såvel sjæl som legeme. Hedi nyder alperne: ”Men det bedste på disse blæsende dage var dog at lytte til vindens susen i de høje graner. Heidi kunne aldrig blive træt af at gøre og se, hvordan vinden i al sin magt tog i træernes tunge grene.”

Den nærhed til den rå natur oplever man ikke i Danmark, hvor stort set al sand natur for længst er forsvundet. Forfatterens evne til at lade læseren opleve den gennem det skrevne ord er betagende.

Heidi tilbringer dagene med at passe geder sammen med Gede-Peter, der bor et godt stykke nede ad bjerget, men som dagligt tager Alpeonklens to geder med på bjergtinderne. Der går tre år, og da Heidi er otte år, sender Dete bud efter pigen. Hun har fundet en læreplads til hende hos en rig familie i Frankfurt, hvor hun skal holde den jævnaldrende pige Clara, der sidder i kørestol, med selskab. Bedstefaderen er ikke meget for det, men Dete tager alligevel Heidi med sig til Frankfurt.

Det giver næsten sig selv, at en naturpige som Heidi ikke kan trives i et hus fyldt med regler og mangel på natur. Heidi er endda for lille til at kunne åbne vinduerne. Det varer ikke længe, før hun begynder at lide så meget af hjemve, at familien til sidst er nødt til at sende hende tilbage til alperne. Inden da formår Hedi at blive gode venner med Clara og hendes bedstemor, som også lærer hende at læse. Da hun vender tilbage til bedstefaderen, bliver han så glad, at han omsider indser, hvor vigtigt det er, at han lader hende komme i landsbyens kirke og skole, så hun kan lære at begå sig blandt andre. Hele landsbyen tager godt imod ham, og bogen slutter ganske lykkeligt. Bind to er ikke med i klassikerserien, men her får Heidi besøg af Clara, som skam også så småt bliver helbredt for sin sygdom og begynder, takket være den gode luft i Alperne, at kunne gå lidt.

Selvom man måske godt kan læse romanen som en gang vemodig naturromatik, så er det ikke helt retfærdigt. For Heidi vender netop ikke tilbage til sin oprindelige naturtilstand, da hun returnerer fra Frankfurt.

Tværtimod understreges det, hvor væsentligt det er, at hun begynder i skole, og at hun kan begå sig blandt andre. Forfatterens pointe ligger i, at det er Heidis positive indstilling, der hjælper hende gennem vanskelighederne. Det er en ganske smuk tanke. Og måske er det kombinationen af de næsten ufattelige udfordringer, den uspolerede natur samt det stærke hjerte og den stærke karakter, man finder hos pigen, der gør bøgerne så fascinerende.

Jeg forstår derfor sagtens, at Heidi stadig kan optage de helt unge læsere.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret