Fantasiforladte skoleinspektører skal selvfølgelig drysses med støv fra børneværelser!

På en måde er det befriende med en slags tilbagevenden til 1970’ernes socialrealistiske samfundskritik, bare i anderledes nye, farverige og fantasifulde klæder, skriver anmelderen 100%

Forfatteren Adam O., der formelt hedder Adam Oskar Fridal Illemann, har været i vælten det seneste år. Sidste år modtog han Kulturministeriets Forfatterpris for tredje bind i sin trilogi, ”Den rustne verden”, og han blev i år nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for samme bog. Han har i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat ikke færre end fem gange, senest i 2018.

”Den store Tonni2Ton” består af tre billedfortællinger om den to tons tunge kæmpetrold, Tonni, der er pigen Ingeborgs fantasiven. De to første fortællinger er tidligere udkommet på forlaget Fahrenheit, mens den sidste, ”Drager findes”, er ny. Det er Gyldendal, der har samlet alle fortællingerne i én samlet bog. Det er en rigtig fin udgivelse, for så kan man få det hele med.

I ”Ingeborg møder Tonni2Ton” møder Ingeborg et par arbejdere, der er ved at grave rør uden for hendes hus. De bilder hende ind, at de leder efter en skat. Da Ingeborg kommer hjem fra skole, vil hun selv finde skatten, og da hun ser, at arbejderne er gået hjem, begynder hun selv at grave. En skat finder hun ikke, men til gengæld dukker trolden Tonni2Ton op. Han er høj som et hus og har en dyb, rumlende stemme.

Mærkeligt nok kan hendes forældre slet ikke se ham, selvom han står lige uden for huset. Ingeborg fortæller også om trolden dagen efter, men selvfølgelig vil ingen af hendes skolekammerater tro hende, og til sidst sendes hun hen til den sure Inspektør Blommegård, der lokker hende til at sige, at Tonni2Ton ikke findes. Først da Ingeborg trækker dette tilbage, vender trolden tilbage.

Fuldstændig fantasiresistente

Illustrationerne har Adam O., der også har udgivet en række tegneserier, selv stået for. De er fulde af liv og er en skønsom blanding af troldehistorie, tegneseriefortælling og satiretegning. Jord er grundfarven, men man fornemmer fare, når der er rødt, og nat, når byen er badet i lilla. I næste historie, ”Jagten på Hugtandia”, forstår man, hvorfor Inspektør Blommegård er så sur. Hun har nemlig også haft en fantasiven, dragen Hugtandia, der er forsvundet.

Heldigvis kan Ingeborg og Tonni2Ton finde dragen og forvandle Blommegård til en lykkelig person, der om natten får malet hele skolen i en skønsom blanding af skrigende farver som en hyldest til fantasien.

Klart nok må det skabe røre i de fantasiforladte skoler, og i tredje bind, ”Drager findes”, omringer andre skoleinspektører skolen, fordi de er sure over, at Blommegård, nu kaldet Betty, har malet skolen og tror på fantasivenner. Tonni2Ton forsøger at blæse dem væk, men de er, som han siger, ”fuldstændig fantasiresistente”.

Betty siges at være blevet indlagt på en anstalt, så Ingeborg og trolden må afsted for at redde hende. Heldigvis viser det sig snarere at være et kollektiv for ”mennesker med forhøjet fantasi”, som derfor har svært ved at ”finde sig til rette ude i den virkelige virkelighed”, som Doktor Frank fortæller. Lykkeligvis har den flinke doktor også samlet støv fra børneværelser, som Ingeborg kan drysse over de fantasiforladte skoleinspektører. Det vil gøre det muligt for Tonni2Ton at blæse skoleinspektørerne, der spærrer for adgangen til Bettys skole, væk for alvor. Hvordan historien slutter, vil jeg dog ikke afsløre her. Men underholdende er det.

Kapitalen gør kål på mennesket

At Adam O.’s bøger er så overdådigt underholdende, er kendetegnende for hans værker. Tiden flyver afsted, mens man læser, med et sjældent godt samspil mellem tekst og billede. Billederne er store, sympatiske, farverige og, ja, underholdende. Der er noget at kigge på, pege på og tale om, alt imens teksten hopper derudad med sin finurlige historie om fantasiens betydning.

Samtidigt er der noget sært gammeldags og enormt naivt over Adam O.’s historier for børn. Adam O. er fast tegner på de hjemløses blad, ”Hus forbi”, og hans bøger repræsenterer en klar afstandtagen til kapitalismen og den faktuelle verden, der ifølge ham ikke levner plads til individet og fantasien. Det er netop matematiklæreren, der sender Ingeborg til skoleinspektøren i raseri:

”Jeg finder mig ikke i, at mine matematiske formler bliver afbrudt af pjat, pjank og kraftpust!”, råber han.

I trilogien, ”Den rustne verden”, er det ligeledes kapitalen, der har ødelagt naturen og forsøger at dræbe de børn, der mod alle odds forsøger at standse det verdensomspændende firma, der er ved at overtage ledelsen af verden og ødelægge den endnu mere.

På en måde er det befriende med en slags tilbagevenden til 1970’ernes socialrealistiske samfundskritik, bare i anderledes nye, farverige og fantasifulde klæder. Historierne peger klart på præsentationssamfundet, fantasiløsheden og kapitalen, som de kræfter, der er ved at gøre kål på mennesket. Det gør de helt og aldeles ensidigt, uden nuancer og aldeles kompromisløst. De er derfor kraftfulde, sprængfulde af energi og giver ved læsningen en helt uforlignelig følelse af frihed og skaber et brændende ønske om aktivisme.

For selvfølgelig skal der være plads til fantasivenner. Og naturligvis er støv fra børneværelser et temmelig potent tryllepulver, når man skal forsvare sagesløse børn mod fantasiforladte skoleinspektører. At virkeligheden ikke lige matcher Adam O.’s opfattelse af den er en helt anden sag, som kunstnerisk set faktisk ikke svækker bøgerne om Tonni2Ton. De er en fest, og du er inviteret!

2021-09-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret