Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs "Barnets bibel" er velskrevet og flot illustreret, men mangler teoretisk forståelse

Siden Anne de Vries’ ”Børnenes Bibelbog” fra 1960 er børnebibler blevet voldsomt populære. De Vries revolutionerede børnebibelfortællingen ved for første gang at gendigte den i ”bedstefar-fortæller-stil”. Hans bog fik status af at være en klassiker, der solgte over 146.000 eksemplarer. Den noget belærende og salvelsesfulde bog blev i 1979 erstattet af Seidelins ”Hjemmenes billedbibel”, der tilbød en dybere forståelse. Seidelin havde en stor historisk forståelse, der løftede formidlingen af historierne gevaldigt. Siden er der udkommet næsten et hav af børnebibler på dansk, såsom Johannes Møllehaves, Sigurd Barretts og Ida Jessens, samt hertil oversatte værker såsom Desmond Tutus ”Guds børn: Bibel-historier”. Det Nye Testamente er endda udkommet som en actionpræget manga-tegneserie i ”Manga Messias” af Kozumi Shinozawa. De fleste børnebibler, der er udkommet for nylig, er kendetegnet ved at være skrevet af ikke-teologer, som snarere kan karakteriseres ved det, man i folkemunde kalder for ”kulturkristne”. Seneste skud på stammen inden for genren er Kim Fupz Aakesons ”Barnets bibel”, som er umådeligt godt illustreret af Signe Kjær.

Det er svært at gendigte Bibelen og umuligt at få det hele med. Bibelen er kulturelt set et væsentligt anker for vores samfund og vores lovgivning og har givet os masser af talemåder og kulturelle referencepunkter, som bliver brugt aktivt i dag. Men samtidigt er Bibelen også et teologisk værk og grundlaget for den kristne tro i folkekirken og alle øvrige kristent baserede kirker, lige fra Amish-folket til katolikkerne. Allerede bredden i de kristnes fortolkning af Bibelen giver et godt indtryk af, at man kan forstå og dermed formidle teksterne på mange forskellige måder. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan man gør det.

For eksempel fortæller Ida Jessen i sine ”Bibelhistorier” (2016) om en Gud, der famler sig lidt frem og prøver lidt forskellige ting for at disciplinere mennesket, indtil han beslutter sig for at trække sig lidt tilbage og lader Jesus overtage kommunikationen med menneskene. Desmond Tutu fortæller i stedet om en Gud, der håber på, at mennesker vil skabe en socialt retfærdig verden på trods af deres egoisme og frie vilje. Johannes Møllehaves bibel er mere kompleks og lader de uforståelige ting være noget, vi må vente på at forstå, til Gud lader os gøre det. Det svarer lidt til synsvinklen i Synne Garffs fremstilling i ”De mindstes bibel” (2007), mens Sigurd Barrett lader Guds kærlighed og tilgivelse strømme til alle mennesker uanset gerninger, idet vi alle vil samles hos Jesus i efterlivet.

Kim Fupz Aakeson griber opgaven an som nærmest bare en gengivelse af en samling gode historier. Øjensynligt er Fupz Aakeson ikke troende og har derfor fokuseret på det fortællende, altså det som kan have interesse for den ”kulturkristne”. Dermed bliver Det Nye Testamente også vanskeligere for ham at håndtere end Det Gamle Testamente, for Det Nye Testamente er langt fra så saftigt som Det Gamle Testamente. Og de vanskelige historier – som Jobs Bog og Prædikerens Bog – må han derfor også springe over. Et godt eksempel på denne historiefortælling og indbyggede fortolkning er synlig, da Moses kritiseres af sit folk, fordi de vandrer i ørkenen uden mad. Så hedder det sig:

”Vi er nødt til at stole på Gud, mumlede Moses, nok fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige.”

Underforstået, at han ikke helt troede på det selv. De Ti Bud må forfatteren også omskrive, for det syvende bud om ikke at bryde ægteskabet går ikke op med nutidens moral og bliver i stedet til ”Du må ikke ødelægge andre menneskers kærlighed”, hvilket sådan set er sympatisk nok. Mere mærkeligt er det måske, at han også omdøber det niende bud om ikke at vidne falsk til, ”du må ikke være misundelig på dem, der har mere end dig.” Problemstillingen ved denne tilgang er, at Bibelen mister meget af sin kraft ved den jævne fortolkning, og at den historiske bevidsthed fravælges. Der må nemlig gerne være elementer, man ikke forstår, eller som ikke umiddelbart kan udglattes i Bibelen. Måske tilstedeværelsen af et forord eller efterskrift, der forklarede valgene og tilgangen, kunne have hjulpet læseren til at forstå de valg, forfatteren har foretaget og disses forudsætninger, idet den manglende accept af det teologiske i Bibelen fremstår problematisk. Styrken ved bogen er til gengæld, at Fupz Aakeson er rutineret og skriver blændende godt. Historierne er flydende og velfortalte, og det er en nydelse at læse dem højt.

Signe Kjærs illustrationer er ligeledes imponerende velkomponerede. Selv dem i Det Nye Testamente er lige så livlige og gennemtænkte som dem i Det Gamle Testamente, hvilket jeg synes sjældent lykkes. Et sjovt opslag er for eksempel det sidste måltid, hvor Jesus fortæller, hvad der skal ske. Alle disciple er chokerede og viser det tydeligt ved at holde hænderne foran ansigterne, og deres øjne lyser af forfærdelse og angst. Det er simpelthen så godt gjort. Vignetterne, der generøst er spredt ud over bogens sider, får ligeledes teksten til at live op og giver masser at kigge på, mens man læser. Der er masser af farver og umiddelbarhed i formen, og dermed passer Signe Kjærs streg fantastisk godt til Fupz Aakesons tekster.

Så alt i alt er der tale om en gendigtning, som man kan sagtens kan bruge, hvis man skal fortælle gode historier, der stammer fra Bibelen. Min personlige favorit er Seidelins børnebibel, men den er nok en smule gammeldags set med nutidens øjne. Ellers vil jeg anbefale Garffs.

2021-10-08

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret