Krig og selvmordstanker i særegen børnebog
184 sider, 299,95 kroner. Forlaget Carlsen
Illustrator: Brøgger, Lilian
Et eventyr, som med stor følelsesmæssig spændvidde går fra det mest dystre til det overgearede glade
Børn kan ikke forstå krig. Hvordan skal man forklare, at et land invaderer et andet og sender mere end fire millioner mennesker på flugt? Hvordan skal man forklare, at verden også kan være uforståelig smertefuld, og at ens muligheder for at påvirke dette er yderst begrænsede? Det korte svar er, at det kan man ikke.
Tina Sakura, som netop har modtaget Kulturministeriets forfatterpris, har sammen med den rutinerede og fabulerende illustrator, Lilian Brøgger, kastet sig ud i en oplæsningsbog til børn fra en seks-syv år og opefter kaldet ”Horisonten og sådan noget”, der dækker både krig og depression. Det er beklageligvis sørgelig aktuelt, og kan være med til at give børn et sprog for den pinefulde virkelighed.
Historien ganske kort er, at Daimi forlades af sin elskede mand, Henning. Han vil hellere have en anden kvinde. Daimi kan ikke længere se en mening med livet og bytter sit hus ud med et lille sørøverskib. Så stikker hun til søs alene, men depressionen bliver så stor, at hun ender med at forsøge at begå selvmord ved at gå planken ud.
Heldigvis lander hun på toppen af en mindre ubåd, som pigen Noura er kaptajn i. Noura har været udsat for noget så slemt, at hun har glemt, hvem hun er, og hvor hun kommer fra, men efter en del forviklinger kommer hun i tanke om, at hun er flygtning. Hendes forældre døde i den båd, der skulle fragte dem til et nyt land. Lillebror og mormor måtte blive tilbage, og Noura vil nu tilbage og redde dem fra krigens rædsler. Daimi og Noura tager derfor tilbage til landet, hvor en ond konge terroriserer befolkningen, for at finde Nouras familie og få en ende på krigen.
Det er en vild bog, og det mærkes på illustrationerne, for Lilian Brøgger har ladet følelserne få en stemme. Der er tårer, vrede, kærlighed og glæde. Dramatikken er til at tage og føle på. Hvalen, der på et tidspunkt sluger Noura og Daimi, er stor som et hus, og når hovedpersonerne som en anden Jonas spyttes ud, er de som genfødt. De har nu et mål og en retning med deres liv, og det giver et andet perspektiv til deres respektive sorger. Nu kan de handle, og det gør de så.
Brøgger er altid generøs med sine illustrationer, og i ”Horisonten og sådan noget” viser hun, hvordan hun evner at spænde fra det umanerligt pjattede til den kraftfulde følsomhed med masser af farver og en skarp streg. Hun kan med sine tegninger vise just, hvor svært det kan være at tro på sig selv, når der kommer en hel hær af soldater marcherende lige foran en.
Bogen udtrykker en blanding af stærke følelser som glæde, sorg, vrede og depression, hvilket dog nok også er grunden til, at historien hist og her er noget ujævn. Eventyret sprænger rammerne for det, man forventer, og der optræder spøgelsespirater, mærkelige små væsner kaldet moslinger og talende, vise blomster. Hvorfor de dukker op, er ikke til at forklare, ganske som det er vanskeligt at redegøre for selvmordstanker og krige. Man må håndtere det med fantasi og gåpåmod. Man skal videre, skal man. Og det kommer man så sandelig også her, takket være Tina Sakura og Lilian Brøgger.
2022-05-15
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret