Årets kandidater til Nordisk Råds litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur 2022 afspejler den farligere verden. Det er blevet vigtigt at vide, hvad man rummer.

Verden er blevet et farligere sted, og det er vigtigt at kende sine rødder og sig selv. Det kunne med lidt velvilje være den samlede overskrift på en række af de 13 nominerede bøger til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2022.

Især fem bøger er meget forankrede i nationale begivenheder og kultur, uden at historierne mister deres evne til at tage fat i nogle almengyldige emner. Finlands Riina Katajavuori og Martin Baltscheit har skrevet billedbogen ”Oravien sota” (Egernenes krig), der handler om den finske borgerkrig 1918. På overfladen handler historien om to egernbrødre, der bliver uenige, fordi den ene har for meget, og den anden for lidt. Det udvikler sig til en krig med mange døde til følge.

Kender man lidt til Finland, kan man nemt identificere nogle af de parter, der var involverede i konflikten. Det ene egern hedder Valtteri (de hvide), det andet Pekka (de røde), og de beundrer henholdsvis Bjørnen (Sovjet) og Ulven (Tyskland). Det er et tragisk eventyr, selvom det ganske vist slutter med en forbrødring til sidst.

Bogen er delvist sponseret af Goethe-Institut Finnland, og måske derfor er det den tyske børnebogsforfatter og illustrator Baltscheit, der har illustreret bogen, hvilket kan opleves som problematisk i en kontekst, hvor man præmierer nordiske forfattere og illustratorer. Ikke desto mindre er illustrationerne slående klare og spænder fra det børnehyggelige i brunlige, lyse og grønne farver til det ekspressivt-aggressive holdt i skrigende røde, sorte og hvide farver. Den anden særdeles nationalt forankrede bog er Islands Arndís Þórarinsdóttirs ”Bál tímans” (Tidens bål), som strengt taget er en fagbog i romanform om Mödruvallabók, som er et af de ældste håndskrifter af de islandske sagaer. Den er udgivet som en markering af 50-årsdagen for, at de første middelalderhåndskrifter blev leveret tilbage til Island oven på et århundrede langt ophold i Danmark. Det kan ved første læsning synes svært at engagere sig i bogen, fordi selve konceptet om at lade et manuskript, eller en bog, være fortælleren kan virke kunstigt. Men når man først har vænnet sig til det, fungerer tricket egentlig fint. Det er ikke småting, en bog på 700 år har oplevet, så historien er spændende nok, men der er for læseren ret mange begivenheder og fortællerlag at holde rede på.

Meningen i al ondskaben Norske Nora Dåsnes har med sit “Ubesvart anrop” (Ubesvaret opkald) skrevet en graphic novel med udgangspunkt i en pige, som har meget vanskeligt ved at komme sig over tragedien i Utøya og bombningerne i Oslo. Det er svært at finde mening i livet, når ondskaben kan lure lige om hjørnet. Bogen vandt en norsk sprogpris, fordi forfatteren er så opmærksom på, hvordan forskellige målgrupper kommunikerer, lige fra samtalerne mellem de unge, over til tabloidpresse til myndighedernes kortfattede, nøgterne stil.

Det er en meget smuk, men også temmelig melankolsk bog. Det er ikke bogens sigte at tage al verdens ondskab op, men blot beskrive, hvordan erkendelsen af, at den findes, rammer en ung person. Og det, må man sige, gør bogen virkelig godt og grundigt, selvom det kan være tungt at læse. De blålige illustrationer understreger i høj grad den stemning af tristesse, der fylder bogen.

At kende sig selv Svenske Moa Backe Åstot har i ”Himlabrand” beskrevet, hvordan det er at være ung, homoseksuel og samtidig vokse op med en kærlighed til den samiske kultur, samt hvordan dette kan konflikte. Findes der overhovedet homoseksuelle samere? Tydeligt er det også, at hovedpersonens forældre ikke bryder sig om folk, der skiller sig ud, herunder homoseksuelle. Det er paradoksalt, at det kan være så svært at være homoseksuel i et samfund som det svenske, hvor kønsdiskussionerne har fyldt mere end i Danmark, og hvor man kan gå på erklærede kønsneutrale gymnasier. Men det er tydeligvis først nu, dette fænomen er ved at blive aktuelt i det svensk-samiske samfund. Selve det at føle sig anderledes er et kæmpestort tema blandt de unge, og romanen rammer derfor præcist i sine personbeskrivelser og følelsesregistre. Samtidig er bogen også en kritik af racebiologiforskningen, der især i tiden omkring 1900 var udbredt og som opdelte mennesker i forskellige racer, der havde forskellig værdi, og hvor samerne rangerede lavt.

Sørine Steenholdt og Ivínguak Stork Høeghs grønlandske bog ”Lilyp Silarsuaa” (Lilys univers) er et ret enestående værk, der stikker ud. Den ligner en stor billedbog, men samtidig er bogen nærmest en dagbog skrevet af Lilys mor om Lilys liv, fra hun er to år og frem til hun er otte år. Der bruges voksenord og voksensætninger, og barnet bliver på den måde den, der bestandig betragtes og vurderes af den voksne. For eksempel her: ”De nære og stærke bånd imellem os begynder også at komme til udtryk gennem de sagte ord.” Den kan måske umiddelbart ikke helt klassificeres som en børnebog, men Høeghs illustrationer er intet mindre end fanstatiske: livlige, en krydsning af fotos, collager, børnetegninger og eksplosive farver. Det er også en stor bog på 236 sider i et A4-lignende format. Det giver samtidig et ret godt indblik i, hvordan livet i Grønland er. Jeg blev ret vild med bogen, selvom man altså kan diskutere, hvem målgruppen egentlig er. Men jeg tror, at hvis man sidder med et barn og læser den, så vil der være masser at gå på opdagelse i. Og den voksne vil få mindst lige så meget ud af den som barnet. Det er i alt fald en bog, der kredser om det at kende sig selv.

At kende sig selv er også et tema i islandske Gunnar Helgason og Rán Flygenrings ”Bannað að eyðileggja” (Forbudt at ødelægge). Det er en lille perle af en fortælling, der holdes i fuld solidaritet med hovedpersonen, Alexander, der lider af adhd, og som oplever verden på en lidt anderledes måde end os andre. Et andet kendetegn ved historien er, at stort set alle personer er indvandrere eller af fremmed afstamning. Det er ikke noget, der kommenteres særskilt, og det i sig selv er også bemærkelsesværdigt. Alexanders diagnose giver mange konflikter, især med skolen, og det er ikke alle, der accepterer, at Alexander er et fantastisk menneske, hvis bare han får plads til at være sig selv. Da Alexander og hans lærer kommer op at slås i skolen, sker der en masse, og hans klassekammerater må tage stilling til, hvem de vil holde med. Det er en vældigt livsbekræftende historie, som bliver siddende i hjertet længe efter endt læsning.

Lune linjer om en forsvunden kat Der er i den nordiske litteratur en lang tradition for at tage de store og lidt tunge emner op, gerne på en lidt humoristisk måde. Det gælder også norske Ragnar Aalbus billedbog ”Georg er borte”, som handler om døden. Barnets kat, Georg, har været væk et par dage, og hans forældre vil forberede barnet på, at den nok er død. Aalbu er dygtig til at lade eftertænksomheden råde på en rigtig lun, norsk vis. Katten dukker ganske vist op til sidst, men på det tidspunkt har vi fået en del at vide om død og savn ledsaget af en lang række betagende illustrationer, der er holdt i en fin, blå tone, der passer til temaet.

Det samiske sprogområde har i år indstillet en digtsamling af Sara Vuolab, ”Gárži” (Trangt), som handler om spiseforstyrrelser, og hvordan disse bunder i en masse andre årsager. Også et tungt emne, og digtene lader én dykke ned i de klaustrofobiske og irrationelle tanker, som hovedpersonen tynges af. Det er inderligt og fortvivlende, selvom der indimellem er glimt af håb og ønsket om at få det bedre.

Alvorlige emner i en børneramme Færøernes Dánial Hoydal og Annika Øyrabø er indstillet for bogen ”Abbi og eg og abbi”, der handler om demens. Den er også sød, og især illustrationerne er ganske specielle. Det er papircollager med associationer til gammel færøsk folketro, og de føles så nærværende, at man får lyst til at røre ved dem.

Klimaet skal naturligvis også med, og her har Sverige indstillet Emma Adbåges ”Naturen”, som er en satirisk fortælling om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at få kontrol over naturen. Jo mere de forsøger at styre tingene, jo værre bliver alt. Det er umuligt at misforstå budskabet, og illustrationerne følger historiens logik: Naturen er kraftfuld, mens menneskene er svage og små i sammenligning. Jo mindre harmoni med naturen, jo mindre er der plads til det menneskelige.

Dansk fantasifuldhed Et andet tema i bogbunken er fantasien og virkelighedsopfattelsen. Sjovt nok er det tre danskere, der står for det. Jan Oksbøl Callesens ”O po poi” er tidligere anmeldt i nærværende avis (19. oktober, 2021). ”O po poi” er ifølge forfatteren en korreplik i de græske tragedier. Callesen har illustreret bogen ved hjælp af datterens discount-tuscher. Det er der kommet en ualmindeligt smuk billedbog ud af, der udfordrer alle sanser. Så mange farver er der i den, at man næsten kan lugte spritten i tuscherne fra bogens sider. Historien er temmelig fantasifuld og fungerer lidt som en kinesisk æske, hvor én fortælling indeholder en ny.

Finland har indstillet ”Om du möter en björn” (Hvis du møder en bjørn), som er skrevet af danske Martin Glaz Serup og finske Malin Kivelä. Bogen er velillustreret af finlandssvenske Linda Bondestam og vækker masser af grin hos læseren, når de mange forskellige muligheder (og ikke-muligheder) fortælles og illustreres på munter og ironisk vis. Samtidig er det også en god introduktion til det at opholde sig i naturen. Konflikten mellem natur og kultur finder vi i det sidste danske bidrag, Thorbjørn Petersen, Herman Ditte og Mårdøn Smets tegneserie ”Den om Rufus”. Det er en velkomponeret fortælling om ræven Rufus, der bor i byen og køber grønt hos hønen Hanne.

Historien begynder med en drøm og slutter med en drøm. De to drømme sætter hinanden i relief og sætter spørgsmålstegn ved, hvad der i det hele taget er virkelighed. Samtidig er det et epos om den i det civiliserede menneskes uforløste dyriskhed. Meget store emner at tage op, men det er gjort med en forførende charme og med illustrationer, der er ved at sprænges af livskraft og nysgerrighed.

Hvem der ender med at vinde prisen, er umuligt at sige. Men sikkert er det, at alle de indstillede værker har et virkeligt højt litterært og billedmæssigt niveau og viser, hvor meget børne- og ungdomslitteraturen i Norden har at byde på for såvel børn, unge – og voksne.

2022-10-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret