Man kan ikke effektivt skærme børn mod ondskab og uretfærdighed. Disse bøger kan bidrage til de værktøjer, et barn behøver for at forstå verden, også når den viser sig fra sin grummeste side

Jeg tror ikke, at man kan forestille sig den smerte, man må føle, når man skal efterlade sit næsten nyfødte spædbarn i pleje hos fremmede, fordi man selv må flygte.

Det var realiteten for en lang række jødiske forældre, der måtte flygte til Sverige i 1943, da nazisterne besatte Danmark.

Spædbørn kunne græde, mens de blev sejlet over til Sverige, og så kunne båden blive opdaget af de patruljerende tyske soldater. Derfor måtte man efterlade spædbørnene, mens forældrene og de ældre søskende blev sejlet over.

I forbindelse med 80-året for redningen af de danske jøder udgiver forlaget Liive i samarbejde med Dansk Jødisk Museum torsdag en børnebog for de 5 til 10-årige, der beskriver lige præcis en sådan situation.

Historien er fortalt fra et efterladt barns bamses synsvinkel, hvilket gør smerten lidt mere håndterbar for læseren.

Man skal forestille sig, at børn i 5 til 10 års alderen har en iboende frygt for at miste deres forældre. Alene tanken om, at det kan ske, virker skræmmende. De vil derfor i høj grad identificere sig med det spædbarn, der de første par år må vokse op uden forældre i Danmark, mens forældrene må overleve i det svenske.

Den syv uger gamle pige, der blev efterladt, og sidenhen dog genforenet med sin familie et par år efter, voksede op og flyttede til Israel som 20-årig. Historien er nu fortalt af hendes brors datter. Jeanne Goldschmidt, der er mor til forfatteren, har illustreret bogen. Hendes illustrationer er meget specielle. Nogle gange bliver virkeligheden meget tydelig, fordi hun bruger gamle fotografier, andre steder er det nærmest dukkeagtige illustrationer. I deres helhed understreger de behovet for, at menneskerne aktivt måtte spille en rolle eller lade som om, man blot leger et rollespil, for at kunne klare det hele. Det virker, for bogen rammer læseren og formår på stilfærdig vis at fortælle om en svær tid med mange sorger.

Mennesket er dog robust, man holder sig i gang, livet går videre, og man forsøger at håndtere det, så godt man kan. Det er hjerteskærende, at krig forårsager så stor smerte og adskillelse. Ingen tvivl om, at bogen vil kunne fungere som et udgangspunkt for en dyb samtale om krig og dets konsekvenser. Det er ikke mindst derfor, at forfatteren har skrevet historien, fordi hun ikke ønsker, at en sådan situation nogensinde gentager sig.

Men der hersker kontinuerligt ufred i andre dele af verden, og ikke mindst på grund af Ukraine fylder netop krig meget i overskrifterne. Så meget, at børn heller kan ikke undgå at høre om det, uanset hvor små de end måtte være.

Derfor kan man vende sig mod Søren Jessens nyligt udgivne ”Alting ender altid”, som handler om krigens gru.

Førstehåndsindtrykket kan snyde lidt, for formatet kan give indtryk af, at det er en pegebog for de mindste. Der er heller ikke mange ord i bogen, men når man først begynder læsningen, bliver man helt tryllebundet af såvel billede som tekst.

Historien er fortalt af et barn, som bor med sin far i en udbombet by. Hans mor og bedsteforældre er for længst dræbt af droner, og faderen og barnet må kravle ud om natten for at finde noget at spise.

”Jeg ligger det meste af tiden og prøver at glemme,” siger barnet. Med hypnotiske illustrationer og en typografi, der snor sig om billederne og bliver en del af den æstetiske indtryk. må man helt overgive sig til oplevelsen. Det er bjergtagende, at man kan komprimere en sådan fortælling så smukt og intenst.

Så nej, det er ikke en pegebog, men retter sig mod samme aldersklasse som ”Flugten til Sverige”. Ligesom i den er der heldigvis håb at finde til sidst i bogen, ellers var det næppe heller til at holde ud. Det er svært at kalde ”Alting ender altid” andet end et lille mesterværk, og helt ligesom bogen om flugten fra nazisterne er det svært at undgå at få fugtige øjne under læsningen.

Man kan formentlig godt diskutere, om børn skal præsenteres for så grumme fortællinger. Bør man ikke skærme dem for ondskab og uretfærdighed? De kan tidsnok opleve det, vil nogle hælde til. Imidlertid er problemet nok, at man ikke effektivt kan skjule verden for dem. Børn ser generelt mere, end man tror, og oplever i det hele taget meget. Det værste er måske deres evne til at fantasere, hvilket kan få ting til at blive meget værre i deres hoved end nødvendigt, medmindre de får et sprog til at vende tankerne med dem, de stoler mest på. Børn skal have værktøjerne til at kunne forstå verden, både når den er fantastisk, og når den viser sig fra sin grummeste side.

Det har man som forældre et ansvar for, og så er det privilegeret, at vi har så markante fortællere og illustratorer, der kan hjælpe os til at leve op til vores ansvar.

2024-10-03

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret