Årets julebøger lyser op med alvor, pjank og pakkeleg

Balladen om oldemors nissehue   af Milton, Ingo  
156 sider, 249,50 kr. Eudor
De tre Bukke Bruse holder jul   af Rørvik, Bjørn  
48 sider, 169,95 kr. Gyldendal
Illustrator: Moursund, Gry
Den store pakkekrig   af Ringtved, Glenn  
32 sider, 249,95 kr. Carlsen.
Illustrator: Pardi, Charlotte
Hvordan kommer julemanden ned gennem skorstenen   af Barnett, Mac  
På dansk ved Dal Michaelsen. 32 sider, 259 kr. Jensen og Dalgaard.
Illustrator: Klassen, Jon

Selvom selve juleaften kan være udfordrende, kan humor og opmuntring hjælpe det hele til at glide nemmere. Det viser årets nye bøger om julen

Julen kan opleves meget forskelligt alt afhængigt af, om man har små eller store børn, eller slet ingen. Om man har en kæreste, er gift, eller er skilt og skal dele børn med eksen. Julen kan med andre ord være kompliceret og afhænger helt og holdent af ens forhold til sine nærmeste og ens øvrige situation.

I årets julebøger tilstræber forfattere og illustratorer forståeligt nok idyllen, bortset fra Glenn Ringtveds og Charlotte Pardis billedbog, ”Den store pakkekrig”.

Her mærker barnet Nanna spændingerne i familien tydeligt. Far og mor skændes, og bedsteforældrene overforkæler Onkel Guffe, der i sidste øjeblik har fået orlov fra fængslet for at holde jul med familien.

Pakkelegen er et mareridt, fordi de voksne er dårlige tabere. Da alle er ude for at trøste farfar, der i surhed er gået ud i skuret, beslutter Nanna sig i ren frustration for at klippe alle til- og fra-mærker af gaverne under træet. Så går der en prås op for de voksne, og idyllen kan omsider indfinde sig.

Det er en morsom historie, da mange især større børn vil kunne genkende, at det ikke altid er så nemt med familiejulen. Illustratoren Charlotte Pardi kan det der med at fange de akavede situationer, så det tragiske bliver morsomt, og tegningerne lægger også en ekstra humoristisk dimension til den i virkeligheden noget sørgelige historie.

Læsbar julekalender Men julen er andet end juleaften. Der er også alle forberedelserne, spændingen og forventningerne. Har man mindre børn, er der noget hyggeligt ved at arrangere en daglig familiehøjtlæsning. Det kan være lige før eller efter aftensmaden eller nok mere traditionelt kort før sengetid. Så gælder det om at finde en god historie, der kan samle såvel store som små. Og naturligvis skal bogen have 24 afsnit, så man kan læse et hver dag.

De kriterier opfylder Ingo Miltons ”Balladen om oldemors nissehue”, som handler om Rie, der en dag finder en gammel nissehue i oldemors dragkiste og tager den på i skole. Huen taler til hende og er fuld af gode idéer, der gør Rie modigere og sjovere.

Da hun sammen med sine venner undersøger kisten nærmere, viser det sig, at den er en portal til oldemoderens tid, og at huen har en helt særlig historie. Ved et uheld ender Rie med at rejse tilbage i tiden og kan ikke komme hjem igen uden hjælp fra nisserne på gården.

Det er en elementært spændende og velskrevet historie, der har et godt greb om fortiden. Ingo Milton har da også været på Frilandsmuseet for at finde lige præcis den gård, der bliver brugt i historien. Illustrationerne er sympatiske, og i det hele taget er det en meget fin julebog at læse op for børn fra seksårsalderen og op.

Der er også masser at tale om, for bogen indeholder stemningsbilleder af, hvordan sådan en gård fungerede omkring Første Verdenskrig. Den historiske akkuratesse bør ikke overraske, når forfatteren tages i betragtning, for hun har blandt meget andet sammen med Sussi Bech og Jens Olaf Pepke Pedersen i 2020 udgivet en ret populær tegneseriebiografi om Ørsted.

Munter læsning I den langt mere pjankede afdeling er det værd at lægge mærke til Mac Barnetts og Jon Klassens ”Hvordan kommer Julemanden ned gennem skorstenen”, som stiller et spørgsmål rigtig mange børn ønsker besvaret. Billedbogen består af en masse teoretiske svar:

”Hvis du har en brevsprække, vil jeg vædde på, at han folder sig sammen som et brev og får et rensdyr til at aflevere kuverten.”

Og så er der alle de problemer, der kan opstå, når han først kommer ind! Hvad nu, hvis man har hunde? Eller hvis han falder over møblerne? Eller får sod på sig, når han kravler gennem skorstenen? Det er fantasifuld og munter læsning, ikke mindst takket være Jon Klassens afdæmpede og tidløse streg. Bogen kan få selv de ældre læsere til at more sig.

Endnu mere vild er det norske par Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds ”De tre Bukke Bruse holder jul”, som er en del af en serie om de tre gedekid, som de har haft enorm succes med. Også de tre gedekid drømmer om at få besøg af julemanden, men det er selvfølgelig trolden i julemandsforklædning, der dukker op og kommer den lille og mellemste Bukke Bruse i sækken.

Illustrationerne er livlige og fulde af action. Der sker meget på siderne, og farverne spræller og lyser ethvert børneværelse op. Det er svært ikke at grine med, og med den rigtige oplæser vil bogen klart være en julefavorit.

Så selv om selve juleaften kan være udfordrende, kan man finde masser af humor og opmuntring, også uden at det nødvendigvis behøver at inkludere en påstået familieidyl.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret