I to ungdomsbøger gendigtes Shakespeares største værker. Alt i alt lykkes projekterne, der er vedkommende for nutidens unge

At Shakespeares skuespil fortsat opføres 400 år efter hans død, skyldes, at de på eminent vis udpensler komplekse psykologiske problemstillinger, som viser mange af de grumme aspekter af den menneskelige natur.

To af de mest kendte er "Othello", der udforsker temaer som racisme, kærlighed, jalousi, forræderi og magt, og ”Hamlet”, der udfolder temaer som hævn, sindets tvivl, den menneskelige eksistens' skrøbelighed og den komplekse dynamik i brudte familier.

Hamlets berømte monologer, især "At være eller ikke være", reflekterer over livets, dødens, og eksistensens natur, hvilket gør stykket til et tidløst værk om den menneskelige tilstand.

Der er lavet endeløse gendigtninger af Shakespeares stykker, og i tråd dermed søsatte Gyldendal sidste år serien ”Shakespeare genfortalt”, som er en serie for unge, der moderniserer Shakespeares mest kendte skuespil.

Sidste år anmeldte vi i Kristeligt Dagblad de moderniserede udgaver af "Romeo og Julie", "Macbeth" og "Købmanden i Venedig". To yderligere romaner i Gyldendals serie for unge er netop udkommet, nemlig Sarah Engells ”Svin”, der er baseret på "Othello", og Zakiya Ajmis ”Hamlet og Ofelia”, som tager sit udgangspunkt i "Hamlet".

Hvorfor dog gendigte? Man kan strengt taget sige, at tematikken er så universelt menneskelig, at det er naturligt at bruge stoffet i en anden kontekst. Og det kan sagtens gøres elegant, som for eksempel i musicalen ”West Side Story”, som er en utrolig flot gendigtning af "Romeo og Julie".

En moderne kontekst kan således aktualisere konflikterne, så de bliver endnu mere vedkommende for et nutidigt publikum. Der er utvivlsomt også en kommerciel vinkel på initiativet; det borger formentlig for den litterære kvalitet at bygge handlingen på en klassiker, og bøgerne vil derfor fint egne sig som boggave til de unge. Bøgerne kan desuden også bruges i skoler og gymnasier.

Begge forfattere har i deres gendigtninger valgt at fokusere på tematikkerne i Shakespeares stykker snarere end at parafrasere handlingen. Engells ”Svin” handler om en gruppe unge dyrevelfærdsaktivister, der vil lave en happening mod et svineslagteri i Jylland. Her er Jago repræsenteret som den unge Jaguar, der ønsker at få den ledende rolle i stedet for Okapi, den sorte leder af gruppen. Jaguar får via manipulation og løgne Okapi til at tro, at hans kæreste, Dodo, er ham utro, og det hele ender ganske som i Othello – bortset fra at det hos Engell bogstaveligt talt er Jaguar, der fører Okapis hånd, da Dodo skal dræbes.

Ajmis ”Hamlet og Ofelia” er en gymnasieroman i en provinsby, hvor Hamlet i forbindelse med en gymnasieopgave, hvor han skal producere en film, sætter sig for at afsløre, at hans nye stedfar var skyld i, at hans far blev sat i fængsel.

Derfor kunne stedfaren forføre Hamlets mor og overtage byens største og mest populære diskotek, der blev etableret og var ejet af Hamlets far. Ofelia er Hamlets selvværdsudfordrede kæreste, der bedøver sig med stoffer og mangler retning i sit følelsesliv. Slutningen er langtfra, som Shakespeares "Hamlet" dikterer, men virker til gengæld meget troværdig i den kontekst, Ajmi lader historien udvikle sig i.

Mens Sarah Engells roman fortælles skiftevis gennem avisudklip, dagbogsoptegnelser og politiets afhøringsrapporter, er det hos Ajmi skiftevis Hamlet og Ofelia, der fortæller deres historie. Fortælleteknisk gør det en stor forskel, for det er meget sværere at engagere sig følelsesmæssigt i Engells hovedpersoner end i Ajmis.

Politiafhøringsrapporter er nu engang ikke så engagerende. Til gengæld er tematikken meget mere fremhævet hos Engell, end den er hos Ajmi. Man kan strengt taget også sige, at Hamlet er en væsentlig mere kompleks figur end Othello, og dermed er det vanskeligere at gøre Hamlet helt skarpskåren, når det er selve meningen med tilværelsen, der er på spil.

Begge romaner citerer fra Shakespeares stykker. Det virker bedre hos Engell, ikke mindst fordi Jaguar er søn af en skuespiller (som i åbningsscenen hos Engell spiller Desdemona i "Othello"), mens det hos Ajmi virker lidt mere akavet, når der midt i en ellers nutidig dialog ryger en række mere arkaiske og komplekse sætninger ud af Hamlets eller Ofelias mund. Men kender man originaloplægget, kan det også virke en smule charmerende, når genkendelsens glæde indfinder sig.

Men alt i alt er det to vellykkede og modige genfortællinger, hvor forfatterne har taget udgangspunkt i den grundlæggende tematik og hovedstrukturen i Shakespeares stykker og så ellers sat deres særpræg på de to fortællinger, på en måde så de bliver vedkommende for nutidens unge.

2024-02-23

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret