Forfatterpars nye roman går helt tæt på virkeligheden i kriminelle miljøer
278 sider, 229,95 kroner. CarlsenPULS.
Medforfatter: Munk Jensen, Sanne
Dit liv i mine hænder” er en stærk roman om social arv
Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman, ”Dit liv i mine hænder”, er en selvstændig fortsættelse af deres fælles ungdomsbog, ”Dig og mig ved daggry” fra 2013, som vandt Kulturministeriets forfatterpris og som blev flittigt læst af unge og opført som teaterstykke. Her startede historien med et kærestepar, Liam og Louise, der sammen vælger at begå selvmord efter at være havnet i problemer på grund af stofhandel og tvivlsomme bekendtskaber.
”Dit liv i mine hænder” foregår fire år efter det fælles selvmord og har Liams lillebror, 17-årige Jonathan, som hovedperson. Han møder pigen Isa på en bar, som bliver gravid efter deres første møde. Der er ikke meget hjælp at hente i deres respektive hjem. Jonathans far, som er havnearbejder, drikker fortsat for meget, og Isas familie er heller ikke rustet til at bidrage med hverken råd eller penge. De beslutter sig for at beholde barnet i håbet om at give det en bedre opvækst, end de selv har haft. Men de finder hurtigt ud af, at det ikke er nemt.
Isas fætre viser sig at være nogle, der både stjæler og handler med stoffer, og da Jonathan og Isa mangler et sted at bo og midler i det hele taget, bliver Jonathan, takket være hans rene straffeattest, hurtigt en, de bruger til forskellige aktiviteter mod at tilbyde parret en bolig og lidt kontanter for hver gang, Jonathan udfører en opgave. I begyndelsen er der tale om små, relativt overkommelige ting, men efterhånden bliver opgaverne vanskeligere og farligere. Samtidig bliver det tydeligt, hvor svært det er at være forældre, når man ikke aner, hvordan man skal gribe det an.
Som læser er det som at være vidne til et fald i slowmotion. Det er en virkelig barsk roman med masser af action og en kærlighedshistorie fyldt med torne.
Det er modigt med en så barsk og realistisk historie midt i en tid, hvor det bugner med fantasy-, sci-fi- og fanfiction-bøger for unge. Romanen belyser et samfundslag, der sjældent får en stemme i ungdomslitteraturen, men som statistikkerne tydeligt viser, udgør en stor del af befolkningen: 19 procent af den arbejdsduelige befolkning er ifølge Danmarks Statistik uden for arbejdsmarkedet, fordi de for eksempel er førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller dagpengemodtagere, og 38 procent er fra det, man populært kalder arbejderklassen, som udgøres af ufaglærte, personer med en gymnasial uddannelse eller med en erhvervsfaglig uddannelse.
Det er disse to socialgrupper, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har de laveste indkomster i Danmark. Samtidig er de overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, især blandt dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
Der er derfor hårdt brug for bøger som ”Dit liv i mine hænder”, der så nådesløst beskriver de mentale mekanismer, som er på spil i de kriminelle miljøer, og den mistro, der er til det system, som er etableret for at hjælpe blandt andre unge forældre som Jonathan og Isa med at bryde den sociale arv. Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved skildrer dette præcist, følsomt og uden omsvøb i en roman, der både i tone og intensitet matcher forgængeren.
2025-02-05
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret