Gyldendal har fået en god idé og bedt otte kendte danske børne- og ungdomsbogsforfattere om at digte nye historier, som er kraftigt inspireret af nogle af H.C. Andersens mest kendte eventyr

Mon ikke H.C. Andersens eventyr ville være alt for barske for nutidens forældre? Tænk bare på eventyret om ”Store Claus og Lille Claus” fra 1835. Store Claus er en dum bølle, der udnytter Lille Claus og slår hans hest ihjel. Men Lille Claus er ret smart og snyder først en bondemand for en skæppe mønter (svarende til cirka 17,4 liter, hvis man omregner det til en moderne måleenhed) i bytte for hesteskindet. Så afpresser han en degn for endnu en skæppe penge og senere en kromand for en skæppe til.

Store Claus lurer godt, at Lille Claus er blevet rig, og bliver grådig, så på Lille Claus' opfordring slår han først sine fire heste ihjel og senere sin bedstemor for at se, om han kan tjene penge på at sælge dem. Til sidst slår Lille Claus Store Claus ihjel, efter at det er mislykkedes for Store Claus at drukne Lille Claus.

Andersen blander i eventyret det makabre med en humoristisk og satirisk tone, som her kommer til udtryk i de absurde byttehandler og voldelige påfund. Jeg tror dog ikke, at man ville udgive sådan en historie i dag.

Men Gyldendal har fået en god idé og bedt otte kendte danske børne- og ungdomsbogsforfattere om at digte nye historier, som er kraftigt inspireret af nogle af H.C. Andersens mest kendte eventyr – blandt andre ”Lille Claus og Store Claus”, ”Tommelise” og ”Den lille havfrue”. Det giver et rigtig interessant blik på, hvordan det makabre håndteres i dag, når forfatterne tager de vanskelige og eviggyldige temaer op med nutidige øjne. Det er blevet til nogle barske historier, hvor nogle af dem slet ikke lader originalerne noget efter.

Tag for eksempel Søren Jessens ”Lille Alf og Store Alf”, der læner sig op ad ”Store Claus og Lille Claus”, men ryster fortællingen godt og grundigt. Her er det nemlig så Lille Alf, der er en bølle uden selvværd, og som ender med at være den, alle frygter, mens Store Alf er rar og kerer sig om alt og alle. Dum er han heller ikke, og til sidst lykkes det ham at narre Lille Alf til at drukne sig i åen for at finde noget voksevand. Det er et helstøbt eventyr, som går lige i øjet.

Sanne Munk Jensens udgave af ”Tommelise” er omvendt en fortælling, hvor Tommelise er en kæmpestor pige, der misbruges på et børnehjem og mobbes af alt og alle. Til sidst flygter hun og finder ro hos en hjemløs og hans hund. Jensen er kendt for sine ultrabarske historier, og her skuffer hun bestemt ikke.

Jesper Wung-Sung lægger arm med ”Den lille pige med svovlstikkerne”, hvilket bliver til et par flygtningebørn, alene på en båd med et nødblus, hvoraf det ene af børnene nok er død – også vildt sørgeligt og meget aktuelt.

Sjovest af alle er Kim Fupz Aakesons version af ”Kejserens nye klæder”, hvor det er en brutal bandechef, kaldet Kaiser, der aldrig kan sove og få ro, fordi han altid er angst for sit liv. Da han ikke selv kan se jakkesættet, får det ham til at overveje sine livsvalg og træffe en afgørende beslutning. Det er virkelig sjovt. Også Mette Vedsø, Mads Ananda Lodahl og netop afdøde Malene Sølvsten har udmærkede bidrag.

Forfatteren Cecilie Ekens bidrag er en sangtekst, inspireret af ”I Danmark er jeg født”, som blandt andet lyder: ”Nær en overpløjet gravhøj / svøbt i forårsgylleduft / mødte jeg et fortidsbarn / med blikket let som luft”. Eken digter smukt; hun kan det med rytme, og teksten lægger sig miljøbevidst lige dér, hvor de unge er for tiden, med slutstrofen: ”Vil du tænke på os / og måske en dag forstå: / Det sted du si’r du elsker / må du også passe på.”

Trine May har skrevet et langt efterord til bogen med grundige referater af alle historier og forslag til undervisningsbrug. Det er velskrevet og indeholder gode forslag til lærerne, men det er helt forkert at inkludere det i bogudgivelsen, hvis de unge skal læse den med glæde. Man vælger næppe at købe bogen, hverken som ung læser eller som forælder, når den så klart har et didaktisk sigte. Det trækker ned i læsenydelsen, simpelthen. Det havde været at foretrække, om der i stedet for havde været et link til disse oplysninger, som interesserede selv kunne opsøge.

Alt i alt sætter bogen det i perspektiv, hvor ændret litteraturen for børn er i dag. Mest iøjnefaldende er graden af voldsomhed i eventyrene fra for 150 år siden, sammenholdt med nutidens tendenser, hvor børne- og ungdomslitteraturen bliver mere og mere forrået. Alligevel må vi konstatere, at H.C. Andersen var væsentligt mere barsk!

2025-03-14

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret