Fra en anden verden

Skallagrims søn. Fortælling efter en islandsk saga   af Haller, Bent  
288 sider, 299,95 kr. Forlaget Forum
Anmelder: Arguimbau, Damián

Saga. Sagaen om Egil Skallagrimson i moderne litterær forklædning.

Måske var Egil Skallagrimsson fra en anden planet. At læse Bent Hallers fortælling efter den islandske saga om Skallagrimsson er som at læse om en helt anden verden, med en hel anden virkelighed, moralopfattelse og levevilkår. Det kan man til dels abstrahere fra, når man læser de originale sagaer, for i originalen er sproget så tilpas ulig den, vi er vant til, at der automatisk er en distance. Dér forventer man en anderledeshed, fordi man også sprogligt hele tiden bliver bevidst om, at der tale om en anden historisk tid. Bent Haller har imidlertid gendigtet Egil Skallagrimssons saga og iklædt den nutidens litterære konventioner. Han er godt nok tro mod sagaens stof i den forstand, at han følger handling og personer, men i hans roman oplever vi Egil Skallagrimsson indefra. Vi må stiltiende acceptere Egils syn på verden og hans forståelse af ret og vrang, for det er gennem hans øjne, at vi oplever verden.

Bent Haller er ikke ukendt med det historiske stof: Bag sig har han gendigtninger af såvel ”Odysseen” som ”Iliaden” og fortællinger fra teutonernes tid som ”Brage Kongesøns saga”. Haller er en umådelig bred forfatter, der har skrevet såvel digte som krasse, socialrealistiske romaner. Han har skrevet små, poetiske romaner som ”I englens spor”, en besynderlige bog som ”Neondrengens profeti” om en Jesusfigur, der fødes i et temmelig socialt belastet miljø og en række letlæste hestebøger. At Haller prøver kræfter med de islandske sagaer er derfor ikke overraskende.

Figuren Egil Skallagrimsson er kontrasternes mand: individualist om nogen, morder, digter, troldmand opdagelsesrejsende, bonde, skriftkyndig, advokat og festoriginal. Hans handlinger virker ofte fuldstændig ulogiske. I kamp kommer dyret op i ham, fråden står ham om munden, og han kan, med sin kæmpestore korpus og næsten umenneskelige styrke, besejre selv de sejeste modstandere. Som ven er han generøs og hjælpsom, og som person yderst ærekær og kolerisk. Allerede som niårig slår han en dreng ihjel med en økse fordi denne (som var større og ældre) havde besejret Egil i en slåskamp.

Nu er sagaen i høj grad et heltevidnesbyrd om hans liv, og spørgsmålet er, hvor meget, der er sandt og hvor meget der ikke er det. Da Hallers romanfortælling holder sig til sagaen stort set til punkt og prikke kommer man aldrig helt under huden på Egil. Han er næsten for meget af det gode, pludselig kan han riste runer så krus med forgiftet øl sprænges, eller helbrede en syg pige, han er intelligent nok til at finde temmelig kreative løsninger på forbandet svære situationer, barsk nok til at indebrænde en hel familie. Egil har med andre ord kun få mangler ud over hans koleriskhed og hans manglende evne til at give og modtage kærlighed. Samtidig er det vel ikke for meget sagt, at det at forstå Egil og hans motiver er at forstå selve vikingesjælen. Hvordan en kompromisløs mand som Egil kan digte en vise til en af sine yndlingsfjender for at redde sit skind er lidt af en gåde. Og da hans bedste ven, Arinbjørn, spørger til det, svarer Egil: ”Jeg har endnu noget at udrette inden jeg skal dø”. Egil når at udrette en hel del inden han dør af alderdom mange år senere, men der er intet der tyder på, at han bekymrer sig for sit liv. Der er heller ingen livsopgave, der venter ham. Det er med andre ord en uforklarlig beslutning, når man ellers var nået frem til, at Egil, som har så svært ved at udtrykke ægte kærlighed i andet end i sine digte, udelukkende tænkte på ære, kamp og penge. Det er sandsynligvis ikke muligt at bibringe en nutidig læser en forklaring på, hvordan Egil er skruet sammen, men resultatet er i alt fald at Haller har lavet en spændende, livlig og kildetro genfortælling om en mand, hvis liv er værd at fortælle om. Men hvor man i den originale saga har den sproglige distance, har man i Hallers moderne gendigtning et splittet billede af en uforklarlig mand, som forbliver en fremmed, en uforklarlig naturkraft, som selv i alderdommen hverken kan tæmmes eller forstås.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret