Datter troldmand

Den ottende datter. Diskverdenen 3   af Pratchett, Terry  
Oversat af Hans Palle Mortensen. 226 sider. 149 kr. (vejl.), Borgen.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Terry Pratchett. Magi til forvoksede børn, der ikke har mistet deres humoristiske sans.

IFØLGE traditionen er kvinder hekse og mænd troldmænd. I Den ottende datter skal Troldmanden Magnus Mager overgive sin troldmandsstav og magiske arv til den ottende søn af den ottende søn, men døden indhenter ham på tærsklen til fødselslejet, så han må nøjes med at bede faren om at give barnet staven videre. Den ottende søn af den ottende søn viser sig imidlertid at være en modig pige ved navn Eskarina, og hun har - takket være Magnus Magers fejltagelse - alle forudsætninger for at blive en endog meget potent troldmand.

Den gamle landsbyheks, Bedste Vejrlig, tager sig af hende, da det efterhånden går op for alle, at pigens magiske evner ikke helt står til at skjule - eller styre. Ikke mindst da hun forvandler en af sine brødre til en gris, er faren villig til at give slip på sin tro på traditionernes uomgængelighed. Eskarina må på Det Usete Universitet i hovedstaden Ankh-Morpork, der ligger 700 km væk

Det bliver en begivenhedsrig rejse, hvor Eskarina af omstændighederne bliver væk fra Bedste og må klare den lange rejse alene. Bedste, som man i begyndelsen fejlagtigt identificerer som en temmelig provinsiel heks, viser sig at have skjulte talenter, og det lykkes hende at genfinde Eskarina kort før ankomsten til Ankh-Morpork samt at hjælpe hende til med at finde Det Usete Universitet. Men kvinder bliver ikke sådan uden videre lukket ind i universitetet, og hvor Bedste tidligere blot har været lidt forbeholden over for projektet, bliver hun nu indigneret på sit køns vegne. Ikke mindst da Eskarina svæver i livsfare på grund af en magisk redelighed. Og sure hekse viser sig at være en temmelig farlig modstander selv for den overrektor Ekspedit, der egentlig foretrækker, at der er ro og fred på Det Usete Universitet.

Terry Pratchetts Diskverden-bøger er oversat til 27 sprog og har efterhånden solgt 20 millioner eksemplarer, og det er heldigvis velfortjent.

Den ottende datter bruger ikke situationskomik i samme høje grad som Pratchett gjorde i de første to bind i serien om Diskverdenen. Her i tredje bind er morsomhederne pakket ind i en handling, som lader personerne udvikle sig, efterhånden som tingene skrider frem. Hvad udviklingen imidlertid koster med hensyn til one-liners, vinder den på den grundige udnyttelse af kønnenes kamp. En tvekamp, som vises i alle dens afskygninger, og som i alt fald i bogen ender uafgjort, hvilket rent ligestillingsmæssigt er glædeligt.

Pratchett har en evne til at danne guddommeligt præcise sprogbilleder, som når han skriver, at Eskarina bevæger sig gennem folkemængden som en lille radiobil, der bumper sig frem fra krop til krop, eller når han gnæggende fanger de lærde i at nyde »den usædvanlige, varme fornemmelse af at være mere uvidende end almindelige mennesker, som kun var uvidende om ganske dagligdags ting.«

Bogen er dermed en art absurd totalteater med mange komiske iagttagelser. Så hvis man er rede til at acceptere en del rod på en flad, cirkelrund verden, med masser af ustabil magi, er Pratchett aldeles herligt selskab - uanset om man holder med det ene eller det andet køn.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret