Seje børn med voksne reflekser

Gravflab Flink   af Landy, Derek  
Oversat af Mette Skot Perschke. 312 sider, 249,95 kr. Borgen.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Grumme Tirsdag (Rigets nøgler 2)   af Nix, Garth  
Oversat af Lisbeth Valentin Christensen. 328 sider hver. 248 kr. stykket. Forlaget Bahnhof.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Heksejægerens Hemmelighed (Wardstenen 3)   af Delaney, Joseph  
Oversat af Klavs Brøndum. 357 sider, 349,50 kr. Carlsen.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Hr. Mandag (Rigets nøgler 1)   af Nix, Garth  
Oversat af Lisbeth Valentin Christensen. 328 sider hver. 248 kr. stykket. Forlaget Bahnhof.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Fantasy. Spænding blandt zombie-detektiver, universets vogtere og heksejægere.

Når man nu tænker på, hvordan 12-13-årige slås med hormoner, identitetskriser og forældreopgør, er det bemærkelsesværdigt, hvor voksent og belevent de i øvrigt reagerer i de spændingsbøger med halv- og helmagiske virkemidler, der vælter ud på markedet for tiden. Det gode ved spændingsbøgerne er, at de vitterlig holder hvad de lover. Hæsblæsende tempo, morsomme ordvekslinger og opfindsomme situationer, som helten skal redde sig ud af - og det er lige præcis så filmisk, at det ligner en tyk skriftlig invitation til Hollywood.

Det lidt mindre gode er, at det ofte sker på bekostning af mere nuancerede persontegninger og mere dybtgående filosofiske problemstillinger end hvordan, man skal overvinde en vampyr, der ligner en krydsning mellem en ulv i løbetid og en politiker fra Christiansborg. Men retfærdigvis skal det siges, at manglen på dybde næppe vil bekymre børnene nævneværdigt. Og måske er det netop denne mangel på barnagtighed hos hovedpersonen, der gør, at bøgerne nemt kan læses - og nydes - af voksne læsere.

Er man til det muntre, kan man roligt anskaffe sig Derek Landys pjankede historie om den afdøde skeletdetektiv Gravflab Flink, der modvilligt slår sig sammen med den skarpsindige, frygtløse og insisterende 12-årige Stephanie. Stephanies interesse er ikke kun drevet af nysgerrighed, men skyldes også, at de onde forsøger at dræbe hende på grund af noget, som hendes afdøde onkel har skjult. Magien sker i en underverden midt iblandt os, og midt i denne underverden fyldt med magi og uventede væsner er et frygteligt komplot i gære, der truer menneskeheden.

Heldigvis er den temmelig flabede og uortodokse detektiv Gravflab Flink ikke sådan at slå ud. Specielt ikke, da han af gode grunde er svær at slå ihjel og ydermere har Stephanie til at hjælpe sig - dem, der har 12-årige piger, vil vide, at de ikke giver nemt op, hvis de først får en fiks idé. Bogen er morsom og ind i mellem uhyggelig, og den holder præcis, hvad den lover: god, uforpligtende underholdning.

Anderledes med Garth Nix´ serie, som er langt mere seriøs og gennemført. Ambitionsniveauet er højt. Den australske forfatter har tidligere haft stor succes med sin Abhorsen-trilogi, og nu har han givet sig i kast med et syvbinds-fantasyværk kaldet Rigets nøgler, der hver har en Dags Herre som hovedperson (Hr. Mandag, Hr. Tirsdag etc.).

Hovedpersonen er den unge adopterede og astmaramte Arthur Penhaligon, som få minutter før sin død får overdraget en mystisk nøgle af en ubehagelig Hr. Mandag. Nøglen forhindrer imidlertid hans planlagte død, og Arthur hvirvles nu ind i en yderst opfindsom og temmelig mystisk historie om et testamente, som de syv Herrer har søgt at skjule og undertrykke. Testamentet har dog eget liv og søger sin realisering via den 13-årige dreng. Det lyder helt vanvittigt, men Garth Nix får både skabt mening i galskaben og en ret så effektiv spændingshistorie, der har universets tilblivelse og vedvarende eksistens som ramme. For testamentet er skrevet af skaberen selv, og Hendes vilje slipper man ikke ustraffet fra at stille sig på tværs af. Jeg ræsede lige gennem Hr. Mandag og tog fat i Grumme Tirsdag umiddelbart efter, så det blev tidlig morgen, før jeg så dyner. Børn på 11 og meget opefter med hang til fantasy vil uden tvivl ligeledes sluge serien råt.

Som rosinen i pølseenden vil jeg dog fremhæve Joseph Delaneys Heksejægerens Hemmelighed, som er 3. bind i hans serie om Wardstenen. Det er virkelig fremragende historiefortælling med skarpe persontegninger, der tydeligvis udvikler sig på et dybt plan. Måske af samme grund er handlingen ikke så helvedes oppisket - der er tid til at fremmane scenerne for sit indre blik i andet end hurtige klip.

Her i 3. bind bliver Tom udsat for en nekromantiker, der er tidligere lærling af Toms mester, og som søger at undertvinge sig Tom ved at mishandle Toms afdøde fars sjæl. Endvidere spøger to farlige hekse i Heksejægerens kælder - og nemmere bliver det ikke af, at Heksejægeren fornuftstridigt viser sig at være forelsket i en af dem. Så er der pigen Alice, der også er heks, og som Tom er glad for, og som han på mystisk vis har et skæbnefællesskab med.

Alt i alt en følelsesmæssig rodebunke, der har masser af eksplosive muligheder i sig. Tom er om nogen ægte og lige til at tage og føle på. En fremragende bog til de lidt mere litterært krævende børn, der godt kan lide at læse. Bogen er flot, men dyr. Den udkommer dog som paperback i oktober til cirka halv pris.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret