Game of Thrones. George Martin er blevet kaldt den amerikanske Tolkien.

Bag den danske udgave af det tredje bind af George Martins kæmpeværk, En sang om is og ild, er der en enogfyrre sider lang liste over karakterer. Romanen strækker sig over kontinentet Westeros´ riger, hvis konger kæmper om magten til den fælles trone. I Westeros kan årstiderne vare i årevis, og ved romanens start er det vinteren, der står for tur. En kold, årelang, snefyldt og nådesløs vinter, som giver Westeros mange udfordringer, og også giver uhyrerne mod Nord lettere spil. For at holde styr på de syv kongeriger, som kontinentet består af, skifter George Martin konsekvent fortæller mellem hvert kapitel. Alene i bind tre, En storm af sværd, er der tolv forskellige fortællere, der deles om romanens 82 forskellige kapitler, hvor fortælleren naturligvis skifter hver gang. Man kan heller ikke være sikker på, at fortællerne holder fra gang til gang. George Martin slår gerne nogle af de mest markante hovedpersoner ihjel, og nogle af fortællerne når kun lige akkurat et kapitel, før de bliver hængt, gennemhullet af en pil, kommer i vejen for et sværd eller bliver henrettet på grusom vis. Forfatteren har derfor brug for et righoldigt udvalg af fortællere, og når serien engang er slut, vil listen formentlig nå op på omkring de nogle-og-tredive stykker, hvoraf kun ganske få formentlig vil have overlevet hele romanserien igennem.

GEORGE Raymond Richard Martin, som også indimellem kaldes GRRM, er ingen novice. Inden han skrev En sang af is og ild havde han enten været nomineret til eller vundet adskillige litterære priser, ikke mindst Hugo og Nebula Awards. Herudover havde han skrevet tv-serier som Twilight og Beauty and the Beast samt redigeret den fælles sciencefiction antologi Wild Cards, der startede i 1987, og som stadig kører videre i dag. Inspirationen fra tv-verdenen er tydelig i romanen. De mange fortællerskift og de forskellige synsvinkler virker præcis som de skift, man ser i tv-serier, og hvor man skal følge forskellige parallelle hændelser. En sang af is og ild er da også blevet lavet om til en særdeles vellykket tv-serie af HBO, der i folkemunde kaldes Game of Thrones efter det første bind i serien. Den sendes for tiden på TV3, og hvor hver sæson groft set svarer til en af syvbind-værkets bøger. Lige nu er tv-serien ved at filmatisere sæson tre. En af George Martins bekymringer er, at tv-serien når at indhente ham, inden han når at færdiggøre de sidste to bind i serien. TV-serien har blandt andre Nikolaj Coster-Waldau på rollelisten som den - i hvert fald i starten - meget lidt sympatiske Jamie Lannister.

SELV om romanerne har været udgivet uden det store reklamefremstød, blev de relativt hurtigt populære. Måske fordi George Martin var et relativt kendt navn i fantasy-kredse. Første bind, Game of Thrones, udkom således i 1996 og det var allerede ganske få måneder efter, at min ven, den nu afdøde forfatter Anders Westenholz, dukkede op med bogen i hånden og gav mig den med besked om, at den bog måtte jeg bare læse.

Anders havde en vis smag for at læse om det makabre og det brutale, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man læser hans egne fantasybøger. Og den lyst tilfredsstiller George Martin så sandelig også. Der er ikke mange helte i George Martins bøger: De fleste opfylder til fulde Machiavellis krav om, at en fyrste skal være skruppelløs. Det andet krav, nemlig at fyrsten aldrig må bruge sin magt for egeninteressens skyld, men altid handle for almenvellets skyld og derfor må have en pletfri moral, ligger det væsentlig tungere med.

I bøgerne ( og tv-serien) er der masser af velbeskrevne sexscener, udpenslede mord, og selv om de fleste konger, lorder og adelige er gifte, så er det vist horerne, der ser ud til at nyde deres selskab allermest. Romanerne foregår i en middelalderlig verden, og selv om der bestemt er magi og mærkelige væsner på spil, er det ikke dem, der fylder allermest. Det ville være for kompliceret at rulle hele plottet ud, men ganske kort handler En sang om is og ild om kontinentet Westeros, hvis syv riger i generationer var underlagt Targaryen dynastiet. Den sidste Targaryen konge blev imidlertid gal og blev dræbt af sin livvagt, Jamie Lannister, i forbindelse med et oprør blandt de syv rigers lorder. Oprøret blev ledet af Robert Baratheon, og romanværket starter få år før Robert Baratheon dør og tronen derved bliver ledig.Robert er gift med Jamies tvillingesøster, Cersei. De har et incestuøst forhold og to børn sammen, som ganske vist officielt tilskrives Robert, men efterhånden som tiden går, bliver det mere og mere kendt, at det ikke er tilfældet.

To store farer lurer på kongen. Det ene er det ukendte mod nord. Westeros' grænse mod Nord udgøres af en kæmpe mur af is, temmelig inspireret af den kinesiske mur. Muren er bemandet af Nattens Vogtere, en nærmest religiøs orden, som har eksisteret i årtusinder som et bolværk mod faren fra Nord. Det er ikke kun de såkaldte Vildlinger, der lever bag muren, men også kæmper, mammutter og nogle uhyggelige væsener, der kan skabe zombier og som kan true hele Westeros' eksistens, hvis de får lov at komme forbi. Og i de Frie Byer, mod Nordøst, lever den sidste overlevende Targaryen. Den meget unge og smukke Daenerys, som er immun over for ild, og som det er lykkedes for at udklække tre drager. Drager har ellers været uddøde i tre hundrede år. Sammen med en hær, der først og fremmest består af befriede slaver, har Daenerys til hensigt at generobre den trone, som Robert Baratheon tog fra hendes slægt. George Martins bøger er utrolig spændende, men kræver enorm koncentration. Man kan ikke bare lægge bogen fra sig, og hvis man ikke er god til at huske navne, kan det være rigtig svært at følge med. Men hans bøger, som nu har solgt i 15 millioner eksemplarer og er oversat til 20 sprog, er en fabelagtig ekspedition ud i en verden fyldt med magt og ære, korruption og sex, liv og død. Man skal være temmelig hårdhudet for ikke at lade sig røre af handlingen og tænke over mulige scenarier længe efter, at man har lukket bogens sider. Den danske oversættelse har ikke været nogen nem opgave. Jeg synes desværre ikke, at det er lykkedes overvældende godt. Sproget er næsten for perfekt og udjævnet i forhold til George Martins meget mindre perfekte stilistik.

Eksempelvis lyder den engelske tekst et sted: »Somewhere above an eagle soared on great blue-grey wings, while below came men and dogs and horses and one white direwolf.« Det bliver til: »Oppe i luften svævede en ørn på store, blågrå vinger, nede på jorden var der mænd, hunde og heste og en hvid kæmpeulv«. Det er ikke helt forkert, men bare dødssygt at læse på dansk, fordi det ikke længere er bevægelserne, der dominerer sætningen.

Det er mere formfuldendt end det engelske, ja, men det er det, der er problemet. I stedet kunne man have oversat det med: »Et sted foroven svævede en ørn på store, blågrå vinger, nedenfor nærmede sig mænd og hunde og heste og en stor, hvid skrækulv.« Skrækulv er ganske vist den norske betegnelse. Men vi taler om en canis dirus - en forhistorisk ulv, der er halvanden meter høj og vejer 50 kilo! Det er også ordet »skrækulv«, tv-serien har oversat det til i underteksterne.

Endvidere er stedord og navne oversat: Fx er Maidenpool blevet til Jomfrudam, Jon Snow blevet til Jon Sne og så videre. Det synes jeg er et dårligt valg

GEORGE Martin er blevet kaldt »den amerikanske Tolkien«. Det er nok for meget sagt. Tolkien havde klart kampen mellem det gode og det onde som hovedtema. Det var ikke svært at finde ud af, hvem der var hvad. Hos Martin er der ikke længere noget, som kan kaldes ondt eller godt. Det er magten, det handler om. Det er en fortælling om mennesker, når de er værst - og bedst. Et fængslende stort, irriterende og komplekst værk. Man behøver bestemt ikke at være fantasyfan for at elske det.

2013-02-22

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret