Billedrejser. Tyve kilo frossen laks og et farligt gennemtræk.

Verden er meget større og langt mere spændende, end man lige forestiller sig. At vise en bid af det fremmede til børn uden at gøre et stort nummer ud af det er en vanskelig kunst.

To nye billedbøger viser elegant, hvordan det kan gøres. Den første tager os med til Grønland, mens den anden i den grad smager fransk, selv om den foregår i Danmark.

Forfatteren Kim Leine, der har haft stor succes med sine romaner, har boet 15 år i Grønland, hvor hans fine billedbog Pigen, der kunne tale med hunde foregår. Fortællingen lever og spræller og deler generøst den grønlandske kultur med læseren uden pædagogiske overtoner. Bogen gengiver en selvbiografisk oplevelse, hvor Leines datter Sofie engang syntes, hun kunne tale hundesprog og derfor havde for vane at lege alene med slædehundene imod sine forældres ønske.

En dag, da Sofie er til syvårsfødselsdag hos en klassekammerat, aer hun nogle nyfødte hvalpe og bliver bidt i ansigtet af hvalpenes mor, så hun må på hospitalet og får 52 sting i ansigtet.

Det synes hun selv er ret så sejt, for det har andre børn normalt ikke. Danske børn vil nok blive overraskede over de grønlandske børns fødselsdagsgaver, blandt andet 20 kilo frossen laks, et rigtigt gevær inklusive patroner, nogle slædehunde og endda en pakke havregryn med sløjfe på. Og så skal man huske at sige qujanaq, som betyder tak. Peter Bay Alexandersens illustrationer er forrygende og nyder godt af bogens store format. Med akvareltegninger får han manet de grønlandske bygder frem og blandet dem godt med Sofies drømme og indtryk. Der er masser at kigge på for børnene, mens den voksne læser op.

KAMILLA Löfströms billedbog og sådan er det hele vejen er også billedmæssigt en fest.

Bogen handler om Philippe, der er af fransk afstamning og forstår næsten alt fransk. Lilian Brøggers illustrationer er tydeligt fransk inspirerede, og hendes impressionistiske tilgang giver liv til Philippes lidt forvirrede tanker og den forfinede franske farmor.

Löfström, der blandt meget andet også er litteraturanmelder på Information, fortæller i bogen om Philippes farmor, der altid er skrækkeligt bange for le courant d´air og altid beder Philippe om at lukke vinduet. Philippe ved ikke lige, hvad det er, men vogter altid opmærksomt vinduer og døre for at sikre sig mod den farlige indtrænger. En dag foran fjernsynet er det næsten, som om en sort svane springer ud af skærmen, og Philippe er helt sikker på, at det må være den, som farmoren er så bange for. Men nej, courant d´air betyder gennemtræk, og sådan er det hele vejen igennem.

Det franske sniger sig ind i det danske og viser, hvordan fremmedsprog kan mane grumme spøgelser frem for den fantasifulde lytter, lige indtil en forklaring gør det fremmede hjemligt.

Så er der kun at sige qujanaq og merci og på det varmeste at anbefale bøgerne.

2017-12-22

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret