Ny børnebog af Alberte er sjov og med fremragende tegninger

Huset med de blå døre   af Winding, Alberte  
120 sider. 249,95 kroner. Gyldendal
Illustrator: Lange, Tove Krebs

Ny bog af Alberte Winding er som et hus. Forsiden er husets facade, og når man åbner døren, er der adgang til husets seks lejligheder og beboere, som byder på både sjove og alvorlige historier

Alberte Winding og illustratoren Tove Krebs Lange har netop udgivet ”Huset med de blå døre”. Den er inspireret af klassikeren ”Det gule hus” fra 1973, som var skrevet af Grete Janus Hertz og illustreret af Iben Clante. Formatet består egentlig af seks pixibøger, der er klæbet op på et papomslag, som hver repræsenterer en lejlighed i en opgang. Så kan man komme på besøg hos de forskellige.

I 2009 udgav digteren Naja Marie Aidt ”Huset”, som var flot illustreret af Åshild Irgens. Formatet er sjovt, så det er godt, at det genbruges. Det er dels spændende og aktiverende for børn, at der er så mange bøger i børnestørrelse at bladre i, dels er det en velegnet størrelse til at vise interaktion mellem mennesker i opgangen, og hvad der foregår bag de lukkede døre hos folk. Det er noget, der pirrer nysgerrigheden – og næppe kun børnenes.

Der er også noget lækkert ved det taktile i at kunne røre ved hele seks små bøger, når man åbner det store papomslag. Og så det sjove i, at dem til højre bladres på én måde, og dem til venstre på en anden, så de næsten læses bagfra. For mig bringer det mindelser om dengang, jeg som barn i kladdehæfter lavede historier med låger og forskellige pop op-ting.

Der er stor forskel på de tre udgivelser. I 1973 var det Nielsen, Olsen, Jensen, Petersen og Olsen, der boede i opgangen. Hos Aidt i 2009 var det derimod José, Shirin, Danielsen, Tobias og så den netop afdøde Hennings lejlighed, der skal overtages af en ny familie, der også får lov til at beholde Hennings tidligere så ensomme hund.

Alberte Windings udgave er anderledes, fordi den delvist befinder sig på fantasiens planet. Ganske vist finder vi Olsen i st. tv. Overraskende hedder Olsens søn Ninja og får besøg af troldene Ylle, Dylle og Dolle, der som bekendt gik på jagt med vanter på for at skyde, hvad de så.

Grass i st. th. spiller musik, dog er det lydkunst mere end rigtig musik, og datteren Wilma kan ikke fordrage det. Tove Krebs Lange lader troldene rode, så det er lyv, lader Grass’ blomster synge, og Wilma danse, så det er en fryd. Hun har en subtil humor og en streg, som umiddelbart tiltaler sanserne. Humoren er tydelig, selv for den voksne, når det første, man ser på omslaget, er barnevognen parkeret lige under skiltet, hvor der står ”Ingen barnevogne i opgangen, tak!”.

Alberte Winding vil gerne gøre det almindelige ualmindeligt, så på 1. tv., efternavn Slotstårn, bor en dysfunktionel familie bestående af far, mor og to børn. Faderens dårlige humør gør, at Bøtten ikke kan spise. Og på 2. tv. bor de tre bjørne Far Bjørn, Mor Bjørn og Milla Bjørn, og da Milla har fødselsdag, kommer der tre bjørne fra den gamle bjørnehave på besøg.

Der er også lidt alvor i Alberte Windings bog, især i historien om Bøttens familie, men ellers er det mest et potpourri, der skal pirre fantasien og måske samtidig også give anledning til at tale med sine børn om de forskellige vilkår på mange planer, som familier også i et land som Danmark lever under.

Historien om drengen Ninja er for eksempel lige så usammenhængende og utrolig som den om Rasmussens lodne trolde. Bjørnepigen Milla tager fint tøj på til sin fødselsdag og får at vide af far og mor Bjørn, at det gør bjørne normalt ikke. Ikke at det gør noget, for Milla tager alligevel sin fine kjole på. Hvorfra hun så har den, når bjørne ikke bruger tøj, melder historien dog ikke noget om. Bjørnegæsterne er helt korrekt kun iført pels, som det sig hør og bør, når man er rigtig bjørn.

Udviklingen i de tre bøger fra hver deres årti er til at få øje på. I 1970’erne er det hygge og lutter velkendte – jeg havde nær sagt socialdemokratiske – omgivelser. I 2000’erne er idyllen på retur. Der er masser af konflikter, og døden lurer som en virkelighed, man næsten ikke fatter. I modsætning til i 1970’erne er der ikke længere mennesker på trappeopgangen. Man skal imidlertid ikke tage fejl, for der er stadig masser af håb.

I Alberte Windings 2020-version er virkelighedsopfattelsen blevet subjektiv. Der er plads til personlige tragedier, som dem Bøtten og i øvrigt også sørøveren på 2. sal er underlagt. På den anden side er det ikke værre, end at de også bliver løst undervejs. Kan hænde, at det er et svagt tegn på, at sammenhængskraften i de danske etageejendomme alligevel knirker i fugerne, og at vi må tage fantasien til hjælp, når vi skal finde den.

Formentlig derfor føler man, at Alberte Windings bog mangler et budskab eller en dybde, man ikke helt kan sætte fingeren på, hvilket dog ikke ændrer ved, at den er sjov, og at Tove Krebs Langes tegninger er fremragende.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret