Blockbusterteket
Kommentar. Gyldendal har vist, at forlagets højt besungne »kulturelle forpligtelse« var en myte blot.
MED meddelelsen om, at Gyldendal nu lægger børnebogsafdelingen under fakta-afdelingen, har Gyldendal gjort to ting helt klare: for det første, at bibliotekssalget nu er så småt, at de må satse på den såkaldt brede bog. For det andet gøres det endnu en gang indlysende, at forlag lever på markedsvilkår. På godt og ondt.
Lad os tage det første først sådan rent historisk: til at begynde med gjorde Danmarks Biblioteksskole uddannelsen til noget generelt, så man ikke længere kan tage en efteruddannelse som børnebibliotekar. Det er meget længe siden. Så skulle vi i stedet have omstillingsparate bibliotekarer, der nemt kunne indsluses i nye jobs – gerne i den private sektor.
I virkeligheden betød det en efterhånden mærkbar dårligere service og viden på børnebiblioteket. Endnu er der børnebibliotekarer rundt omkring – plus dem, der uden at være det både har engagement og har oparbejdet en stor viden om området. De kan dog have svært ved at hjælpe børnene, efterhånden som de mindre biblioteker stort set regner med, at folk – herunder småfolk – ekspederer sig selv takket være de nye stregkodebaserede lånemaskiner.
DET er interessant at se på, hvordan bibliotekarer køber bøger. Det gør de ud fra de såkaldt grønne sedler. Oprindelig var der to anmeldelser af hver bog – en ud fra en pædagogisk synsvinkel (skolebiblioteker) og en ud fra en litterær (biblioteker). De sidste par år har der kun været én anmeldelse.
I praksis betyder den grønne seddel knald eller fald for en bog, da man ikke kan forvente, at børnebibliotekarerne orienterer sig i dagspressens børnebogsanmeldelser. Ikke at pressen selv er for god med børnebogsanmeldelserne, der oftest er sporadiske. Men måske betyder det ikke så meget. Flere biblioteker er tilknyttet en central indkøbsordning. Så behøver børnebibliotekarerne ikke engang at tage stilling til, hvad de skal købe. Det er næppe herfra, at man skal forvente den store inspiration til formidlingsarbejdet.
Sideløbende er bibliotekerne begyndt at købe PC- og Playstationspil, videoer og musik ind i stedet for bøger. På nogle biblioteker bruges næsten flere penge på elektronisk underholdning end på bøger!
Ordet bibliotek giver da ingen mening. Kulturhus måske. Underholdningstek måske? Hertil kommer, at skolebibliotekernes bevillinger også er skåret til smertegrænsen. Det giver sig selv, at forlagene har solgt færre og færre børnebøger. Bibliotekerne aftog oprindelig størsteparten af oplaget af en børnebog. Derfor har mange forlag neddroslet antallet af titler, hvilket jo sådan set er fornuftigt nok, da Danmark har et utrolig højt antal nye titler i forhold til andre europæiske lande.
DET bringer os til det andet punkt: at forlag lever på markedsvilkår. At skåne bogen for markedsvilkårene i vores lille sprogområde har været et af hovedargumenterne for de faste priser. Forlagene har ikke sjældent talt om deres såkaldt »kulturelle« forpligtelse, hvor de – stort set med vilje – tabte på højkvalitetsgyngerne, mens de vandt på de masseproducerede karruseller.
Det hang nøje sammen med, at det var bibliotekerne, der i virkeligheden finansierede bøger af høj kvalitet. Det kunne de gøre, dels fordi bevillingerne var større, da pengene ikke skulle deles med elektronikken, dels fordi bibliotekarerne i højere grad gik efter kvalitet end efter efterspørgsel.
Det er også slut. Nu er biblioteker med små besøgstal og lave lånertal i fare, så det gælder bare om at tiltrække mængden. Det er da også lidt af en offentlig hemmelighed, at forlagene rent faktisk ikke tabte synderligt på den høje kvalitet. Det løb rundt sådan lige med hiv og sving.
Nu, hvor bibliotekerne køber mindre kvalitet, taber forlagene decideret penge. Og Gyldendals skridt viser, at viljen til at tabe på højkvalitetsgyngerne ikke er til stede. Den kulturelle forpligtelse er en myte blot, og bibliotekerne har udspillet deres rolle i fødekæden. Det har bibliotekerne gjort med åbne øjne.
Forlagene er så småt begyndt at tabe slaget om de faste priser: forudsætningen er simpelthen ikke til stede. Det spændende er nu, om det vil lykkes at formidle højkvalitetslitteratur for børn på massemarkedsvilkår. Og det næste, der ligger lige for, er at fusionere bibliotekerne med Blockbuster og de nærmeste internetcafeer.
2005-06-17