Reaktionerne på DR’s ”John Dillermand” viser, at vi lever i en puritansk tid. Og det er langtfra første gang, at kultur for børn forarger

Børn synes, at tissemænd og tissekoner er interessante. Selvfølgelig gør de det. Og børn griner også af pruttevitser og synes, at det er sjovt at se John Dillermand i tv. Voksne synes, at pruttevitser er platte, men flertallet af de voksne vil formentlig fortsat synes, at genitalier er interessante, bare slet, slet ikke på samme måde som børn.

DR Ramasjangs nye serie om John Dillermand splitter folk. Jeg kan personligt godt forstå, at mange børn synes, at det er sjovt med en halvgammel, halvt påklædt mand med en alenlang tissemand, der hele tiden bringer ham i vanskeligheder. Johns diller er en gimmick. Det er et selvtænkende væsen, der handler uden ejermandens totale kontrol. Dilleren repræsenterer på en måde Johns kæledyr eller en hemmelig fantasi-ven, som kan påtage sig skylden for børnenes uartigheder. Nogle gange lydig, men for det meste lidt uforudsigelig og god til at lave unoder.

Set ud fra et voksent perspektiv er der rigeligt med problemer i at lave en børneserie, hvor en mand ikke har styr på sin penis. Dette både sat i perspektiv med en pædofil synsvinkel, men såmænd også ud fra en rent sexistisk synsvinkel.

Der er dog intet i serien, der på nogen måde anskuer dilleren som et seksuelt organ, endsige som et biologisk organ. John skal hverken tisse eller formere sig. Snarere bruges tissemanden som en slags fangarm, som John kan bruge til for eksempel at fiske, jonglere med eller lufte hunde med.

Debatten om, hvad man kan tillade sig, også i børnelitteraturen, opstår med jævne mellemrum. Med hensyn til tissemænd vil nogen erindre Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard, der på Folketingets talerstol skældte forfatteren Kristen Bjørnkjær ud for at være pervers. Anledningen var bogen ”Barn og barn imellem” fra 1976 med børns rim og remser, som Bjørnkjær havde samlet og redigeret.

Poulsgaard var vred over, at den kunne lånes på bibliotekerne, for ”sådan noget svineri” burde ikke indkøbes for offentlige penge. I den var der digtet videre på børnerim, og sangen ”Jeg en gård mig bygge vil” fik nye versefødder, hvoraf linjen ”Op af brøndens klare vand, trækker jeg min tissemand” var en af de pænere.I tv-serien om Nana på DR 1 i ”Fjernsyn for dig” i 1988 er der også en uforglemmelig scene, hvor Nana kommer ind og spørger sine forældre, hvad de laver: ”Vi boller”, svarer moderen ganske frimodigt. Det er nok ikke et klip, man ville vise i dag!

Den norske forfatter, Gro Dahle, udgav i 2017 billedbogen ”Sesam sesam”, der var meget eksplicit illustreret af Kaia Dahle Nyhus, og som handler om en dreng, der ved et uheld finder porno på storebroderens pc. Gro Dahle modtog i den anledning hadbeskeder over telefonen allerede inden udgivelsen af billedbogen.

For et par år siden udgav Sabine Lemire bogen ”Hvad er sex?”, som henvender sig til børn fra 10-årsalderen, og som ikke kun handler om at lave en baby, men om sex, der handler om lyst og følelser. Også den skabte livlig debat.

Konflikten omkring genitalier i børnebøger er altså slet, slet ikke ny. I mine øjne befinder vi os på nogen måder midt i en slags puritaniseret tid. Siden år 2000 er der sket påfaldende adfærdsændringer blandt de unge, ikke mindst fordi mange unge er mindre fysisk sammen: De unge, især pigerne, flytter senere hjemmefra, alkoholforbruget er blevet mindre, den seksuelle debutalder er blevet højere, og unges erfaringer med kriminalitet (såvel udøvere som ofre) er gennemgående også blevet færre.

Set i dette perspektiv kan man sige, at tv-serien ”John Dillermand” ramler ind i en periode, der ærlig talt ikke får ret meget sjov ud af tissemænd helt generelt. Det der med at lege doktor i børnehaven er næppe videre acceptabelt i dag og ville blive bremset øjeblikkeligt af mange voksne. Det er klart, at børn synes, det er sjovt med en løsgående diller – som i øvrigt slet ikke ligner en diller, da den altid fremstilles i Johns stribede dragt.

Som sådan er serien derfor helt ufarlig for børn – man må som voksen have respekt for, at også små børn kan skelne mellem fiktion og fakta. Selv bryder jeg mig ikke synderligt om ”John Dillermand”. De fem minutters lange ”John Dillermand”-episoder er teknisk set antikverede og historierne noget banale. Men det er skam meningen, er jeg sikker på.

Et eller andet sted er ”John Dillermand” sjov for en del børn, netop fordi serien kan forarge voksne, såvel indholdsmæssigt som i deres udtryk. Det skal jo være en smule pinligt og lidt farligt, for at børn synes, at det er noget særligt. Dér passer ”John Dillermand” godt ind. Jacob Ley og Maria Nyborg Andreassen har utvivlsomt haft en fest med at lave manuskripterne. Og bare jeg ikke selv bliver tvunget til at se dem, så kan jeg såmænd godt leve med, at børnene morer sig.

2021-01-12