Emnerne er tunge i de bøger, der kan vinde Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris

Publiceret i Kristeligt Dagblad

Tunge emner fylder meget i tidens litteratur – også hos årets kandidater til Nordisk Råds litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur, som uddeles senere på måneden. De nominerede bøger, der blandt andet tæller de danske udgivelser ”Ud af det blå” og ”Min øjesten”, præsenteres her

Et kendetegn ved den nordiske børne- og ungdomsbogslitteratur er, at den gerne tager de rigtigt svære emner op. Især norske og svenske forfattere synes at have en præference for dette, men danskerne har det med at pakke det tunge ind i en humoristisk og kunstnerisk skal, lidt som finnerne, der i lighed med islændinge elsker den store fortælling med dybde, og gerne i form af en fantasyroman. Årets indstillede bøger til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris lever op til ovenstående, formentlig ikke så politisk korrekte landekarakteristik, og giver et godt tidsbillede af den aktuelle nordiske børnelitteraturscene.

I ”Vi er løver” fra Finland er det Jens Mattson, der beskriver, hvordan et kræftforløb hos den ene påvirker to tætte søskende. De to drenge leger, at de er løver på savannen, og det er det, der bærer historien, også billedmæssigt. Illustratoren Jenny Lucander fanger det magiske midt i hverdagen i en eksplosion af farver og bevægelse, og lader håbet blinke til læseren gennem sygdomsforløbet. Johan Ehns roman, ”Hästpojkarna” fra Sverige handler om et par cirkusartister i Nazityskland og et ungt mandligt par i nutidens Stockholm. ”Hästpojkarna” har to parallelle historier. Den ene handler om Anton og Peter i dagens Stockholm, og den anden om to børnehjemsbørn, Sasha og Janek.

De to historier fletter sig ind i hinanden derved, at Anton skal passe den nu 98-årige Alexander ”Sasha” Kovac, der har mistet sin stemme og kun svarer ja og nej ved at banke med sin stok i gulvet og i øvrigt nægter at forlade sit køkken, selv for bare at gå på toilettet. Romanens kapitler skifter mellem de to fortællinger. Der bliver i romanen taget tilløb til mange forskellige emner: ældreplejen, det at blive ældre, kærlighedsforholdet mellem en ung og en noget ældre mand, heste og naturligvis det at være homoseksuel. Det, der virkelig løfter romanen, er, at man kan mærke forfatterens store engagement, når han beskriver relationen mellem to elskende, yngre mænd. Også forholdet mellem hest og menneske er vældigt indtagende fortalt, og beskrivelsen af begivenhederne i Berlin gør, at man som læser oplever, hvor bevidsthedsudvidende og samtidigt angstprovokerende det har været at befinde sig der i årene 1932-1933. Kendetegnende for begge disse bøger, som er to af de tre, der er skrevet af mænd, er, at der er en del action i dem, og at der ikke er tale om stille, reflekterede hovedpersoner.

De tænksomme karakterer møder man til gengæld i den svenske debutant Gabriella Sköldenbergs roman, ”Trettonde Sommaren”, som handler om kusinerne Angelica og Sandra, der altid tilbringer somrene sammen hos morfaren og hans kone Ruth. Hidtil er det gået godt, men denne sommer er Sandra blevet træt af altid at få kritik for at være vild og uregerlig. Sandra bliver psykopatisk kontrollerende og udfordrer konstant den engleagtige fortæller, Angelica, så denne konstant skal overskride sine grænser.

Udfordringerne bliver farligere og farligere og handler slutteligt om liv og død. Sproget er flot, men man har som læser utrolig vanskeligt ved at forestille sig et barn læse den fortættede tekst. Efter sigende skulle Sköldenberg oprindeligt have påbegyndt bogen som en voksenbog, hvilket også ville give mere mening. Lidt i samme boldgade er den norske Ane Bramens roman, ”Drømme betyder ingenting”, der handler om 17-årige Louise, som vender tilbage til sin hjemby fra studierne i sommerferien, fordi hendes bedstemor skal begraves. Louise er dog stadig præget af, at hendes bedste ven, Tormod, døde i en ulykke året før. Louise er, for nu at sige det direkte, ikke så sympatisk, og er heller ikke en pålidelig fortæller. Misforstå mig ikke, det er en stærk bog, og der er en vis lun humor gemt i de mange situationer, som overgår Louise. Det er en vældig flot debut, og Ane Bramens, der blandt andet er skuespiller, har da også fået Brageprisen for bogen.

De tunge emner fortsætter i den anden norske bog af Åse Ombustvedt, illustreret af Marianne Gretteberg Engedal, som bruger kunstnernavnet Skinkeape. ”Når er jeg gammel nok til å skyte faren min?” er et langt digt, der handler om en voldelig far, der øver psykisk terror over for sin familie. Skinkeapes illustrationer matcher tekstens alvor, fortællerens indestængte vrede og desperation. Man skal vist være lavet af sten, hvis ikke man røres af teksten: ”Jeg så på neven til faren min/ Som fremdeles satt knytta i bordet/ Jeg vippa på stolen / Beina mina dirra / Jeg så ned / Jeg skal skyte ham / når jeg bliver gammel nok / hvisket jeg.

Ensomhed er et andet tema, der går igen i mange af historierne: Danske Rebecca Bach-Lauritsens bog ”Ud af det blå”, som er illustreret af Anna Margrethe Kjærgaard, handler om en navnløs dreng, som lever et begivenhedsløst liv i isolation og med mange faste rutiner. Bogen starter med et ”Pludselig er den der. / Bare sådan. / Ud af det blå. / Men først er den der ikke”, og det er netop det uventede, der laver ravage i regelmæssigheden og skaber fest, ballade og ikke mindst uforudsigelighed i form af en bjørn, der bringer liv og venskab i drengens liv.

Bogens illustrationer er et helt kapitel for sig. Det er ikke for ingenting, at Anna Margrethe Kjærgaard tidligere har modtaget Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger. Hun formår at bibringe historien lige præcis den dybde, som den skal have.

Egentlig er den islandske historie, ”Egill spåmand”, skrevet og tegnet af Lani Yamamoto, meget lig ”Ud af det blå”. Egill lever et fuldstændigt regelmæssigt liv og er stille og introvert. Når han skal sige noget i skolen, kommer det forkert ud, selvom han kender det rigtige svar. Først da en pige dukker op, kommer der rod i hans nøje planlagte liv, så hans selvisolation bliver brudt. Det er en sød historie og fanger også læseren, men har ikke samme poetiske kraft som det danske bidrag.

At det at få en ven kan ændre alt er et ofte behandlet emne. Det samme tema udspilles således også i finske Veera Salmis og illustratorens Matti Pikkujämsä bog ”Anden Aaltonen og kunsten at flyve” . Her møder vi en and, der drømmer om at flyve, men ikke tør. Alle de andre ænder er fløjet sydpå, mens Aaltonen må bo med de gamle, der ikke rigtig gider tale med sådan en ung and, der ikke har prøvet noget som helst i sit liv. Aaltonen er ensom, og i desperation besøger han en dag lægen, selvom han også er bange for ham. Lægen siger, at anden bare må se at kaste sig ud i det. Det gør anden ikke så gerne – ikke før han en dag på stranden møder en and lige som ham. Pikkujämsäs illustrationer er vilde og vil inspirere selv de mest forsigtige børn til at ville kaste sig ud i eventyr

Rakel Helmsdal er for femte gang indstillet til prisen af færingerne med billedbogen ”Griber du mig”, der handler om at forstå døden. Det er en ret så opfindsom billedbog, der viser samme hverdagssituation set fra tre søskendes perspektiv. Grundhistorien er, at det mindste barn kravler op ad et højt træ og spørger sin søster, om hun vil gribe ham. Han er bare alt for højt oppe, og han får at vide, at hvis han springer, så vil han dø, ligesom sin oldemor, der netop er død. Så overvejer lillebror naturligvis, om han så kan besøge oldemor, for det med, at hun ikke vender tilbage, står ikke helt klart for ham. Helmsdals historie er fængende og smuk, og meget dramatisk midt i det hverdagsagtige. Ikke mindst det med at fange alle tre børns perspektiv på døden i samme historie virker vældig godt. Illustrationerne er meget fantasifulde og rummer en egen, spøgelsesagtig fascination.

Merete Pryds Helle og Helle Vibeke Jensens bog, ”Min øjesten”, handler om skyld og rummer også en stærk fascinationskraft. Den handler om en ung pige og hendes familie. Pryds Helle driver handlingen frem via en slags associationsrække. Som læser dykker man straks ned i historien og lader sig blive ført og ikke mindst rørt undervejs.

Bogen starter således: ”Min søster har et glasøje. Hun får hele tiden skiftet det ud, for farven i glasøjet passer ikke til det andet øje.” I næste afsnit kan vi læse, at ”farven i det levende øje skifter mellem gulbrunt, kaffebrunt, tigerøjebrunt, musebrunt, lortebrunt. Mor siger, at det er, fordi farverne altid skifter i det levende, at man aldrig kan holde fast i noget som helst.”

Hurtigt derefter hører vi om faderen, der siger, at det ikke er fortællerens skyld, at søsteren har et glasøje. ”Men han siger også, at det ikke er hans skyld, at mor er flyttet hjem til min storesøster Jasmin, der bor på kollegie. Og det tror jeg, er forkert.”

Helle Vibeke Jensen bruger en illustrationsmetode, hvor en subtil forbindelse binder de enkelte opslag til hinanden og til historien. Hendes illustrationer er grafisk stærke og fremtræder som suggestive flader med enkelte genkendelige elementer. Der er ting i billederne, der er skarpe, andre uskarpe, og mønstrene har så mange detaljer, at man oplever en vis hypnotisk fascination, der giver klangrum til romanens smukke sprog

Skyld er også emnet, når vi kommer til de næste par bøger i bunken af indstillede romaner. Karin Erlandsson har tidligere været indstillet af Ålandsøerne og Sverige for sin fine roman ”Perlefiskeren”. ”Segraren”, som hun nu er nomineret for, er fjerde og sidste bind i serien ”Legenden om øjestenen”, som kun titelmæssigt minder om Pryds Helles bog. Det er en meget smuk og lidt hypnotisk fantasyroman om to enarmede piger, der fisker efter perler. Der findes dog en speciel øjesten, som siges at opfylde alle drømme og slukke ethvert begær. Det er den, de to piger vil finde og ødelægge, da den forhekser forældre til at forlade deres børn i jagten på stenen, som dronningen skal have.

En kæmpe skyld hviler over den øjesten, som pigerne vil tilintetgøre. Selvom jeg synes, at romanen er ganske fantastisk – og at jeg også fandt den første virkelig velskrevet – er det problematisk at indstille et fjerde bind til prisen. Hvordan skal man bedømme bogen selvstændigt? Det ville måske have været bedre at indstille hele serien, men så er det naturligvis ikke kun en bog, man indstiller.

Samme problem gælder Ragnhildur Hólmgeirsdóttirs roman ”Villueyjar” – altså ”Forvildelsesøerne” – som er virkelig indtagende og spændende, men skriger efter en fortsættelse, hvis den skal give mening. Historien handler om den generte og intelligente 14-årige Arilda og hendes bror Maurice. Det viser sig, at familien er fanget i en historisk konflikt, og da hendes bror bliver forhekset, beslutter hun sig for at gøre noget ved det. Hólmgeirsdóttir har tidligere været indstillet for den lige så utrolige, gotisk inspirerede, fantasyroman, ”Kobberbyen”. ”Bortomöarna” er virkelig en læseoplevelse, men lægger klart op til en fortsættelse, som jeg synes, man bør have liggende, før man kan tildele bogen en pris.

Sidste bøger i bunken er grønlandske Juaaka Lyberth og Maja-Lisa Kehletogs ”Det smukkeste juletræ i verden” og samiske Karen Anne Buljo og Inga-Wiktoria Påves ”Guovssu og nordlyset” . De bærer lidt præg af, at der er tale om et lille sprogområde og adskiller sig også temamæssigt fra de øvrige ved at virke mere lokale. ”Det smukkeste juletræ i verden” er en klassisk julehistorie, der foregår i Grønland, da der fortsat var kolonibestyrere til. Her vil kolonibestyrer Hammeken ikke bestille juletræer til byen, fordi han hader julen. Det vil drengen Kunuk gøre noget ved med hjælp fra nisserne. De trolde, der også bor i byen, afskyer dog julen og vil gøre alt for at forhindre Kunuk i at lykkes med at finde et juletræ. Maja-Lisa Kehlets illustrationer er farverige og er et glimrende match til en oplæsningsjulebog.

Juaaka Lyberth har ligesom Hólmgeirsdóttir, Erlandsson og Helmsdal være indstillet til prisen tidligere, nemlig i 2014 for sin roman ”Godt i vej”, som handler om de grønlændere, som mod deres vilje blev sendt til Danmark for at gå i skole. Den samiske historie er baseret på en mundtlig overlevering om, hvordan nordlyset fik farver. Legenden vil, at nordlyset lokker børn til sig, så den kan stjæle deres farver. Da farverne skulle fordeles, troede Nordlyset, at den var stærkere end midnatssolen og regnbuen, så mens Nordlyset dansede for at indynde sig, stjal regnbuen alle farverne. Påves illustrationer er umanerligt flotte og fanger det mytiske i historien og har noget blødt, kærligt og samtidig skarpt over sig. Historien virker fremmedartet, men på den anden side er den også virkelig nordisk og fra en kultur, vi knapt kender her i Danmark.

Hvem der tildeles prisen i år, er som altid umuligt at sige. Bøgerne er så forskellige, at de er svære at sammenligne. Forfattere og illustratorer kan roligt opfatte det som en ære at blive indstillet. At blive enige om én prismodtager juryen er formentlig en kompleks politisk opgave, som takket være de forskellige nationale præferencer næppe er en enkel øvelse. Jeg har i alt fald gættet forkert hvert år!

Om prisen Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris er blevet uddelt siden 2013. Det gives til et skønlitterært værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog. Årets pris uddeles den 27. oktober 2020 og er på 350.000 danske kroner.