At favne absurditeten er en nødvendighed, når man skal håndtere kriser

Vi udvikler os fra barn til voksen. I denne ligning ligger der imidlertid en indbygget illusion om, at livet repræsenterer en slags lineær udvikling, hvor man bestandigt bliver klogere. Men hånden på hjertet: de fleste af os kan nok godt finde eksempler på, at folk ikke nødvendigvis er blevet klogere med alderen. Tværtimod er de ofte blevet mere neurotiske, angste og ensporede.

Deres barnlige glæde, spontaniteten og nysgerrigheden er væk. Disse mennesker har opbygget et usynligt fort, som de gemmer sig i. Alt, der kan true status quo, anser de for at være en trussel.

Kriser er som skabt til at presse én ud af den livsboble, man har befundet sig i. Det kan være en fyring, en skilsmisse, en ulykke, en sygdom. Ja, selv de sociale begrænsninger og den frygt, som den nuværende covid-19 sætter for os i dag, er en krise, der kræver, at vi til en vis grad genopfinder os selv. Livet består af en lang række udfordringer. Hvordan håndterer man situationen, når man ikke kan gøre, som man plejer?

Måske skulle man læse børnebøger. Hvis man ser på Pippi Langstrømpe og Peter Plys, vil man finde en naiv absurditet i bøgerne, som kan hjælpe én til at se verden på en ny måde. Børnebøger har historisk set ikke kun været for børn. H.C. Andersens eventyr læstes lige så gerne af voksne som af børn. Fortællinger, ikke mindst folkeeventyr, har vandret gennem tiderne på tværs af kontinenter, og man kan genfinde forskellige eventyr på tværs af landegrænser og sprog. Nogle eventyr, som for eksempel ”Skønheden og Udyret”, har antropologen Dr. Jamie Tehrani fra Durham Universitet sporet 4000 år tilbage i tiden. Det kan kun skyldes, at disse fortællinger indeholder en grad af noget alment menneskeligt, som er fælles for såvel gamle som unge.

”Børnebøger kan lære os ikke bare, hvad vi har glemt, men hvad vi har glemt, vi har glemt”, skriver børnebogsforfatteren Katherine Rundell i et kampskrift for børnelitteraturen, som hun udgav sidste år med titlen: ”Why you should read children’s books even though you are so old and wise”. Børnebøger fortæller os, at verden er stor og at håb, mod, empati og kærlighed nytter. ”Det kan godt være, at det ikke er sandt”, skriver hun, men tilføjer, at det håber hun, at det er, og at det om ikke andet er vigtigt at brede dette budskab ud.

I børnelitteraturen er der umiddelbart ikke noget, man kan tage for givet. Tingene behøver ikke at følge de normale, kendte regler. Små piger kan godt bo alene og være så stærke, at de kan løfte en hest. Et garderobeskab kan sagtens være en portal til en helt anden verden. En lille have kan godt forvandles til en kæmpe skov, som bebos af en venlig plysbjørn, en overenergisk tiger, en frygtsom grisling og et forfriskende sortseende æsel. Det er, når fantasien sættes løs, at vi får lov til at gentænke vores omverden og vores relation til den.

Mange voksne har glemt, at de har glemt, hvad det betyder at være barn. Barndommen er ikke kun en tilstand af uvidenhed og impulsstyring. Det er et helt rige, fyldt med muligheder og en kæmpe værktøjskasse, der gør det muligt for os at håndtere den byrde, det nogle gange er at være voksen.

Det er på mange måder meget sjovere at være voksen end at være barn. Men når verden ser helt sort ud, er der egentlig ikke noget bedre end en god børnebog, der kan sætte tingene i perspektiv.

2020-04-16